Flyforsinkelser i luften over København: “Vi ved ikke hvorfor”Københavns Lufthavn, tirsdag eftermiddag. Solen hænger og smådaser bag en sky, og på de lange rækker af ventestole sidder mennesker med kaffe i hånden og drømme i bagagen. Dér, lige bagved forårstrætheden og sommerforventningerne, visker rulletrappens evige mekaniske monolog: “Flyet er forsinket”. Flere gange i streg.Presserådgiver Susanne Lindhage lyder næsten filosofisk, da hun til TV 2 slår ud med armene “Vi ved ikke, hvad der skyldes forsinkelserne.” Der er ingen tegn på sne, ingen vulkansk aske at se hverken i fjernsynet eller ude over Amager Fælled, og det danske vejr har opført sig eksemplarisk hele formiddagen.På lufthavnens hjemmeside står det hele nu sort på hvidt: Flyankomsterne danser omkring femten minutters forsinkelse, og sådan bliver det, siger prognosen, i hvert fald en halvanden times tid. Man forestiller sig straks blikket mellem to kontroltårne, der udveksler små bekymrede nik over radioen; “Sig mig, er det dig, der har trykket på den forkerte knap?” Men nej, det er ikke til at vide.Indtil videre lader flyene til gengæld til at kunne komme ud af København som planlagt. Afgangslisten står grøn, og flyene triller med ro og orden ud mod startbanens fristende uendelighed, som om de ikke aner noget om balladen ved bagagebåndene og folk, der for tredje gang tjekker deres boardingkort.Hverdagens menageri fortsætter ufortrødent rundt om i terminalen. Familien fra Frederikssund forsøger at overtale den mindste til at holde op med at spise tyggegummi fra gulvet. En forretningsmand funderer over, om det er okay at ringe til mødet fra en bagerkø. Imens triller bagagevognen stadig frem og tilbage, og taxfree-poserne fordamper i lyset fra de store vinduer.15 minutter. Hvad kan man ikke nå på en kvart time? Og hvad kan man næsten ikke nå? Forhåbentlig viskes de små forsinkelser væk, inden boarding-karen råber det berømte “last call” ud over højtaleranlægget. Indtil da sidder passageren og stirrer ud på flyene, der tøver en smule, før de trækker ind på plads foran gaten: Små forsinkede hilsener fra det ukendte.Så vi venter med tasker, med kaffekopper, med svimlende forventninger og det stille håb, at nogen snart finder ud af hvorfor.
Mellem ankomst og afgang: Forsinkelsernes gåde i Københavns Lufthavn I denne juni-dag, hvor vindene hænger stille over lufthavnens udspændte krop, breder der sig en mærkbar uro gennem terminalgulvenes klinker og passagerernes nervøse hænder. Ifølge meddelelser fra lufthavnområdets indsigtsfulde talerør, presserådgiver Susanne Lindhage, ankommer adskillige fly til det københavnske luftknudepunkt i øjeblikket med forsinkelser, porøse og omtrentlige: femten minutter tillagt forventningens allerede tynde nerve.Det er som om, tiden i denne lufthavn, der ellers ynder at måle pulsslag i timingens sekunder, nu danser uden én bestemt rytme. Man kan iagttage forsinkelsens særegne væsen, som ikke hidrører fra storme, systemnedbrud eller arbejdskampe — i hvert fald er årsagen endnu ikke afdækket. Hvad det er, der generer denne regelmæssighedens maskine, vides ikke, og det uklare ligger tungt over informationsskrankenes intercoms.På lufthavnens digitale opslag, der i koldt blå skær informerer tusinder om trøst, afgang og ankomst, forlyder det, at forsinkelserne ventes at fortsætte halvanden time frem. Men kun ankomsterne er indhyllet i denne forsinkelsens tåge; afgangene — i retning udad mod verden, væk fra ventetiden og mod et andet sted — de forløber uden afvigelse, uden skvulp i systemet.Dette spillerum mellem ankomst og afgang, mellem dem der venter, og dem der rejser, bringer måske læseren til at overveje, hvad en forsinkelse i grunden er. Måske blot et hul i planens væv, som tiden trækker vejret gennem? Eller en påmindelse om, at dér hvor vi måler og kontrollerer mest, er der altid rum for det uforudsigelige — dét, der undslipper både tidtabeller og opdateringer.I lufthavnens ventende haller, hvor koffertens vægt føles tungere for hvert minut der går, tegner det sig, at rejsen er mere end blot distancen mellem to punkter. Den er også tiden i mellem, usikkerheden, og nu: forsinkelsen uden kendt grund.Vi lever i mellemrum. Og det er muligvis der, i dette frodige felt mellem årsag og virkning, at vi mest mærker, hvad det vil sige at være rejsende.
Forsinket blå himmel over betonen Ovre mellem glasset og stålskinnenes stræben efter effektivitet — et maskineri, så velsmurt, at kun himlens lune kan bremse det — snubler tidens tal nu i Københavns Lufthavn. Rejsende, dis, kaffekopper og store nummerlys dirrer i ventetiden; flyankomster hænger som ventende kommaer på skærmene. Cirka femten minutter — en fnisende femtedel af en time — danser forsinkelserne ind over asfalten.”Det er lige nu uklart, hvad der forårsager forsinkelserne,” lyder det nøgternt fra presserådgiveren, varslet igennem et uromoment til TV 2. Ordene runger, næsten poetisk tomme, ud i ankomsthallen: Vi ved det ikke, men vi beroliger. For forsinkelser vil ifølge lufthavnens egen hjemmeside vare endnu halvanden time. Et minut ad gangen slår klokken sin jernnitte gennem stemningen — forventningens vibrationer, nogle hænder der trommer mod handbagagen, et barn i færd med at lære tålmodighedens abc. Men på udgangssidens rutetavler brænder tallene klart og uanfægteligt: intet er ændret. Afgangene ud af København er uplettede, upåvirkede, og de store sølvmaskiner ruller ud fra portene så præcist, som hvis intet var hændt. Man aner et paradoks: Indgang og udgang, ankomst og afgang. Himmelspringerne med deres jetmotorers torden indrammer lufthavnens evige præstation — og dog skal selve præstationen bøje sig for et usynligt problem. Rejsen, med alle dens forventninger, får lov til at trække vejret i venteposition; ingen dramatisk årsag, kun sættestøvet tid mellem to flyture. I mellemtiden venter vi, kigger op mod nyhedens neutrale himmel, og bærer vores kufferter på skuldrene med et venligt nik til forsinkelsen, der ind i mellem lader os mærke, at vi lever i mellemrummet.