København får direkte adgang til Vietnam – uden mellemlandinger og mellemliggende svedeture En tirsdag morgen, mens Danmark stadig smågnubber søvnen ud af øjnene, tikkede nyheden ind som en overraskende, men kærkommen gæst: For første gang nogensinde får København en direkte flyrute til Vietnam. Ja, du læste rigtigt. Ikke til Berlin, ikke til Billund, men hele vejen til Vietnam – direkte. Det meddeler Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse, hvor man næsten kan høre jublen på perronen og fornemme duften af friskbrygget vietnamesisk kaffe sive ud gennem linjerne. Det er Vietnam Airlines, der nu sætter propellen i gang – og det skal fejres, mener de i lufthavnen. Den kommercielle direktør udtaler, at ruten ikke bare er en billet til nye eventyr for turister, men også en mulighed for, at forretningsfolk kan bytte PowerPoint-præsentationer ud med udsigt til rismarker og gadekøkkener i Hanoi eller Ho Chi Minh City. Der er 9.000 kilometer fra København til Vietnam. Det lyder langt, men nu bliver det en strækning, man kan tilbagelægge uden at stirre fortvivlet på ventetavler i Frankfurt eller brokke sig over kolde croissanter i Charles de Gaulle. Det er næsten, som om verden pludselig er blevet lidt mindre, og København er blevet lidt større. Fra december kan du altså spænde sikkerhedsbæltet, læne dig tilbage og flyve direkte ud i det ukendte – eller velkendte, hvis du har været der før. Det eneste, du skal bekymre dig om, er at vælge mellem nudler eller kylling på menukortet ombord. Resten – den ordner Vietnam Airlines.
En direkte rute åbner – og afstanden forkortes, om end ikke kun fysisk Det er en bemærkelsesværdig begivenhed, der nu indtræffer: For første gang åbnes en direkte flyrute mellem København og Vietnam. Meddelelsen, der på overfladen kan forekomme simpel – et flyselskab, Vietnam Airlines, der annoncerer en rute – rummer dog i sit indhold en langt dybere betydning. Man kan spørge sig selv, hvad det vil sige, at en sådan forbindelse etableres. Mennesket, dette væsen, som gennem historien har søgt at overskride grænser, konstruerer nu endnu en bro mellem to tilsyneladende fjerne punkter på kloden. Ruten, der åbner i december, bliver et vidnesbyrd om ikke blot teknologisk fremskridt, men også om en voksende samhørighed mellem steder, der for få generationer siden var adskilt af uoverstigelige afstande – godt 9.000 kilometer, for at være præcis. Københavns Lufthavn formidler, i det nøgterne sprog som pressemeddelelser kræver, at denne nye mulighed vil gavne både forretningsrejsende og turister. Men det, der er på spil, kan ikke reduceres til økonomiske transaktioner eller ferieplaner alene. Det handler også om mødet mellem det velkendte og det fremmede, om udvekslingen af blikke, tanker, vaner. Når et menneske sætter sig i flyet i december og lader maskinen føre sig mod Vietnam, overskrider det ikke blot en fysisk afstand. Det træder ind i et nyt rum, hvor forståelse og misforståelse, forventning og undren, får mulighed for at opstå. Ruten, der åbner, er derfor ikke blot en linje på et kort, men et nyt kapitel i det uafbrudte forsøg på at forbinde verden – og måske, i et glimt, sig selv med andre.
En direkte linje mellem København og Vietnam: Luftbro eller luftspejl? Det er ikke hverdagskost, at København vågner op til nyheden om, at der åbnes en direkte rute til Vietnam. Men sådan er det nu engang: Vietnam Airlines sætter kursen fra Kastrup mod fjerne horisonter, og pludselig er det, som om den globale landsby får en ekstra sidevej. Sådan skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse – tør og præcis, men lige dele prætentiøs og profetisk, som kun pressemeddelelser kan være det. Der tales om muligheder, naturligvis. Kommerciel direktør Peter Krogsgaard står som en moderne trafikdirigent og lover, at ruten åbner nye døre for både forretningsfolk og turister. Man ser næsten for sig, hvordan slips og rygsække blandes i afgangshallen, parate til at forcere de cirka 9.000 kilometer, der skiller København fra Vietnam. For det handler jo ikke kun om transport – det handler om forbindelser. Om det, vi tror, vi kender, og det, vi snart vil få øje på. Men lad os tage et øjeblik og spørge: Hvad er det, vi fejrer? Er det kun den teknologiske triumf, at et menneske kan sætte sig i et metalrør og vågne op i en anden verden? Eller er det illusionen om, at vi kommer tættere på hinanden, blot fordi rejsen gøres uden mellemlandinger? Måske er det hele lidt af begge dele – luftbro og luftspejl på én gang. Fra december kan man tage plads og se landet forsvinde under sig – og lande på en fremmed asfalt, som nu pludselig er tættere på. Alt imens lufthavnens højtalere lover mere end blot transit, men også transformation. For måske er det i mødet mellem destination og afgang, vi for alvor lærer, hvor vi kommer fra – og hvor vi er på vej hen.