Murerens Anger: “Jeg har været med til at voldtage byen” Den tidlige forårsbris blæser gennem Valbys nye boligkvarter Torveporten, mens murermesteren Loui Lam står med armene over kors og betragter de nymurede facader. 170 boliger skinner i vinduesglans og betonkant, men i hans øjne er det en skændsel: koldt, gabende kedeligt, grimt og sjælløst. “Det er en voldtægt af byen,” siger han med et blik, der kunne flækkes i to.Lam har siddet på tegnestue og tegnet skyskraber efter skyskraber for nogle af Københavns største ingeniørfirmaer. Han har sat sin signatur på Ørestaden, Nordhavns højhuse og store dele af Valby. Men i dag ryster han på hovedet: “Det var dårlige materialer med for dyre huslejer. Jeg indså, at jeg arbejdede mig selv i smadder på projekter, som jeg syntes var noget lort.”Bitter anger og samvittighedens opvågnen Lam sluttede i ingeniørfirmaet på et tidspunkt, hvor morgensangen blev byttet ud med mavepine. Uden at vide, hvad han skulle, stoppede han op og spurgte sig selv, hvorfor han byggede for kapitalfonde frem for mennesker. “De her byggerier skal kun holde 3050 år og fylde pensionsselskabers lommer. Det er ikke bygget til at huse folk, der trænger,” siger han og stamper et sted i asfalten.I dag kører Loui Lam rundt på ladcykel, arbejder som cyklende murer og nægter at sætte nye kvadratmeter i verden. Hver gang en kunde spørger om tilbygning, svarer han: nej tak. “Vi har alle de kvadratmeter, vi skal bruge. Nu må vi passe på dem, vi har,” understreger han og peger på et otte etager højt betonfantasi-kompleks, der ligner et kolossalt Tetris-spil.Restaureringsaktivisten Lam insisterer på genbrugsmaterialer og traditionelle metoder: genbrugte mursten, kalkmørtel og træ, hvor det kan lade sig gøre. Er det ikke et privilegeret standpunkt? “Jo,” indrømmer han, “men det er politisk. Der er ingen grund til, at en genbrugssten skal koste mere end en ny. Det må vi ændre.”Boligmangel eller byggevanvid? Københavns boligmangel-melodi runger i gaderne, men for Loui Lam er der andre takter at spille på. I stedet for at bygge flere firkantede kasser foreslår han interimistiske løsninger: containere, kollektive bofællesskaber og moduler, der kan genbruges. “Vi slynger ikke om os med kvadratmeter, snarere med fællesskab og kreativitet.”Murenes metafor Lam påpeger, at mange nybyggerier i dag kalder sig bæredygtige, men stadig hviler på beton, cementmørtel og mineraluld. Resultatet er huse uden sjæl, der afleverer en kold modtagelse, så snart man træder ind i opgangen. “Det føles som et klinisk hospital,” siger han og mindes, hvordan han engang glædede sig til at se en farvet glasrude eller en gylden smule træ i en facade. I stedet var der gråt, gråt og mere gråt.Angeren har gjort Loui Lam til en form for byggeri-aktivist. Han vil ikke længere være en håndværker i et system, der undergraver byens charme, bæredygtighed og menneskelighed. Han vil skabe forandring ved at sige nej til den næste kvadratmeter og ja til det, der allerede står. “Det handler ikke om at stå i vejen for udvikling, men om at stille krav til, hvordan vi udvikler os,” slår han fast.Mens solen kravler højere over Valby, samler Loui Lam sine redskaber og cykler videre med ladet fyldt af genbrugte sten og gode intentioner. Måske vil fremtidens København takke ham for at have truet byggevanviddet på livet hvis der da overhovedet bliver brug for flere kvadratmeter.
Murer nægter at bygge flere kvadratmeter: “Jeg har været med til at voldtage byen” Valby. På den nybyggede bebyggelse ved det tidligere Grønttorv, Torveporten, står murer og bygningskonstruktør Loui Lam og skuer ud over 170 boliger. Det er samme bebyggelse, som han selv har været med til at skabe og som han i dag betegner som en bymæssig voldtægt. “Koldt, gabende kedeligt, grimt og sjælløst,” lyder hans dom over de betonfæstninger, han engang tegnede med stolthed.Lam begyndte sin karriere i anerkendte ingeniørvirksomheder, hvor han udformede skyskraber efter skyskraber. I dag kalder han dem “bygninger uden gang på jord”. “Jeg indså, at jeg arbejdede mig selv i smadder på nogle projekter, som jeg syntes var noget lort. Dårlige materialer, for dyre huslejer,” fortæller han. Han ser tilbage på hele Ørestaden, Nordhavn og store dele af Valby som ensartede, livløse betonkomplekser, der lever af at kunne genopføres igen om 3050 år.Ifølge Lam er byudviklingen drevet af kapitalinteresser frem for menneskelige behov. “De her bygninger er sat i verden for at være nogens investering med skyhøje huslejer ikke for at give folk et værdigt hjem. Kapitalismen er stukket af og undergraver, at vi københavnere kan bo i byen. Og klimamæssigt er det helt uforsvarligt.” Han betegner sine tidligere indsatser som pseudo-bæredygtige: “Selv de såkaldt grønne projekter endte i beton, cementmørtel og mineraluld med en skal af mursten.”For en tid føltes det meningsløst at møde op på byggepladsen, og til sidst sagde Lam op uden en klar plan, men med en erkendelse af, hvad han ikke ville bygge mere. I dag arbejder han som cyklende murer på ladcykel, restaurerer ældre bygninger og vil ikke lægge yderligere kvadratmeter til byen. “Hvis en kunde ringer om en tilbygning, siger jeg nej tak. Vi har alle de kvadratmeter, vi skal bruge. Nu gælder det om at passe på dem, vi har. Derfor bruger jeg traditionelle metoder og materialer, som i sig selv er så bæredygtige, som de kan blive.”Lam erkender, at hans tilgang virker privilegeret. “Det er rige idealisters måde at renovere på. En ren genbrugssten bør ikke være dyrere end en ny. Men det kræver politisk handling at ændre.” Han opfordrer til et byggestop i København ja, i hele Danmark og til at tænke i interimistiske og kreative boformer: containerboliger, bofællesskaber, deleøkonomi. “Vi kan ikke blive ved med at sprøjte nye kvadratmeter frem. Vi må finde nye veje at bo på,” siger han, mens han lægger en sløjfe om cykelstyret og triller videre mod næste renoveringsopgave.
Murer nægter at bygge flere kvadratmeter: »Jeg har været med til at voldtage byen«VALBY Ved det tidligere grønttorv, Torveporten, står murer og bygningskonstruktør Loui Lam og betragter de nyopførte boliger med en blanding af vemod og vrede. De 170 lejligheder, han for få år siden var med til at opføre, kalder han i dag for »en voldtægt af byen«. Han skælder projekterne ud som kold, gabende kedelige, grimme og sjælløse materialer og huslejer, der ifølge ham kun gavner investorerne.»Jeg har siddet og tegnet den ene skyskraber efter den anden,« siger Loui Lam. »Undskyld mig, men de har ingen gang på jord. Når man går ind i en opgang, føles det som et klinisk hospital.« Han peger på Nordhavn, Ørestaden og store dele af Valby som eksempler på betonblokke uden liv, bygget med en levetid på 3050 år og med udsigt til nye investeringsmuligheder frem for boligkvalitet.Den dårlige smag i munden voksede undervejs. Hos flere af Københavns ingeniørvirksomheder måtte han se bæredygtighed som tomme ord: »Projekterne endte altid med at blive lavet af beton, cementmørtel, en helvedes masse mineraluld og en skal af mursten på.« Den pseudo-bæredygtige tankegang blev det endegyldige knæk. En dag forlod han ingeniørfirmaet uden at have et nyt job kun med sikkerheden om, hvad han ikke længere ville bidrage til.Siden har Loui Lam taget tømmer- og murerskeen i egen hånd ombord på en ladcykel, som han filer ned og renoverer med traditionelle materialer. Han kalder sig selv »renoveringsaktivist« og har besluttet aldrig mere at bygge nye kvadratmeter. »Vi har alle de kvadratmeter, vi skal bruge. Nu handler det om at passe på dem, vi har,« siger han. Nye tilbygninger eller ekstra etager afvises blankt.Det privilegerede standpunkt erkender han fuldt ud: »Det er rige idealister, der har råd til at renovere på den her måde. Men politisk bør genbrugssten ikke være dyrere end nye.« Hans ambition er at sætte fokus på en mere retfærdig prisstruktur, så bæredygtigt byggeri kan blive normen frem for undtagelsen.Mens han arbejder med gamle mursten i et gadekvarter nær Langebro, slår han fast, at København snarere har brug for et decideret byggestop eller i det mindste langt mere radikale alternativer til de gængse boligblokke. »Der er boligmangel, ja, men vi kan tænke i interimistiske løsninger. Containere, bofællesskaber, flytbare boligenheder. Så vi ikke slynger om os med kvadratmeter,« lyder hans bud.Loui Lam vil gerne undskylde til København og dens beboere for sine bidrag til de skrækindjagende betonbyggerier. Han insisterer på, at hans nuværende virke er et forsøg på at råde bod på tidligere fejl. Cykelvognen fuld af mursten og mørtel er det konkrete bevis på, at han har vendt ryggen til den hurtige vækst og valgt en langsommere, mere respektfuld tilgang til byens ældre stokværk.Tæt på et hulrum, hvor en gammel port skal genoprettes, konstaterer han: »Vi har ødelagt så meget allerede. Nu handler det om at bringe noget sjæl tilbage i murene. Ikke flere kvadratmeter, men flere historier.« For Loui Lam er kampen nu sat ind på at redde den eksisterende bygningsmasse før ambitionerne om flere etager og nye højhuse for alvor tvinger København ind i endnu en ’voldtægt’.