Torsdagstrafik i Togbusland: En Sporskiftefejl og En Hel Masse Omveje.Af Line Lorenzen.Det var egentlig meningen, at man bare skulle fra Hellerup til Klampenborg. Kruset var fyldt med kaffe, vejen var sat og måske kunne man lige nå at fundere over morgensolen, der danser på Københavns tage, inden udsigten blev til trækroner nordpå. Men så var det, at sporskifterne ved Hellerup station besluttede sig for at tage sig en pause. Ikke en stor, spektakulær pause bare sådan en, hvor ingen tog kan komme fremad, før der er pillet, rodet og trykket på alle de rigtige knapper.Så tirsdag morgen blev ikke som tirsdag morgener plejer at være. DSB sendte straks de blå togbusser i aktion; duften af diesel i luften, chauffører ved rattet med alvorlig mine, passagerer i rækker med halvvåde paraplyer og kaffe, der pludselig opfører sig, som om den vil ud på sædet.Hvad gør man så, når man står dér? Tag for eksempel Ryparken. Hvis du troede, du kunne gå direkte mod Hellerup, kan du godt tro om igen. Her er manualen: Hop til spor 2, tag et S-tog til Svanemøllen hold ud lidt endnu og derfra ny samling til Hellerup. Som et transportmæssigt stafetløb med flere etaper, hvor du kan nå både at håbe og at fortryde undervejs.For dig, der står på Hellerup og sveder lidt under overtøjet på perronen: Klar bane til spor 4, endnu en S-togs-tur til Svanemøllen, og der venter alverdens muligheder en af dem fører til Ryparken.DSB forsikrer, at arbejdet med sporskiftet er i fuld gang. Indtil videre er vi alle, store som små, billetterede og billetløse, tvunget til at dele den kollektive skæbne, som pludselige sporskiftefejl har lagt ud foran os. Men måske er der også en slags poesi i at hoppe på togbus, lade gps’en tage fejl og hilse på de medpassagerer, man ellers aldrig ville dele en tirsdagmorgen med.Eventyret ruller videre fra Hellerup til Klampenborg, med stop på vejen, og et enkelt sporskifte, der bestemte sig for, at tirsdagen i hvert fald ikke skulle gå som planlagt.
Sporskiftefejl sender togbusser gennem morgengryet.Tirsdagens spæde lys bredte sig over byens tage, da rejsende på Kystbanen mødte det, som sjældent varsles, og dog tålmodigt må tåles: For en stund standsede fortællingen om skinnegangens trygge forløb, idet en sporskiftefejl ved Hellerup blev dagens ubudne gæst. DSB indførte i de tidlige morgentimer togbusser mellem Hellerup og Klampenborg Station. En forstyrrelse af det vante, et hasardspil i tidens rytme, hvor mennesket bliver stillet ansigt til ansigt med hverdagens pludselige afbræk og tvinges til improvisation. Stræber man mod Hellerup fra Ryparken, ledes man til spor 2, som pilgrim til tålmodighedens alter. Der, blandt summende vogners forjagede snakken, opfordres man til at tage S-toget til Svanemøllen. Fra dette øjebliks mellemstation, hvor fremmede blikke mødes, går rejsen videre til Hellerup. Rejsende i modsat retning, afventende på Hellerups perron, finder vej til spor 4. Også de må lade sig fragte til Svanemøllen for dér, i transitens venten, at se deres forbindelse til Ryparken. Udvejen, som bussen midlertidigt stiller, er ikke uden sin iboende filosofiske pointe: Vi samles, uforvarende, i den erstatningens og ventens ufuldkomne sal. Der, hvor vores færden påvirkes af forhold udenfor individuel kontrol, mindes vi om byens organisme og dens sårbarhed. Midt i trafikkens realitet skimtes spørgsmålet: Hvad er det for usynlige tråde, der holder vores hverdag sammen? Hvilken pris har det for den enkelte, når noget, som blot et sporskifte, fejler? Menneskets beredvillighed for omveje, kompromis og uventede pauser, folder sig ud, mens dagen stiger op. Således klinger sko mod asfalt, og døre lukkes bag rejsende, som enstemmigt, men adskilt, føres mod dagens gøremål - med et blik mod horisonten, et skuldertræk til maskinens luner og, måske, et øjebliks forstærket eftertanke.
Togbusser i Tåge: Sporskiftets åndedræt nordpå.En morgens første uro på perronerne nybagte aviser, termokopper, skifteholdsdufte, og så den stemme gennem højttalerne: ”Der er indsat togbusser mellem Hellerup og Klampenborg.”Rullen af rutiner brydes af et enkelt fejlklik under jordens stumme sveller. Hellerup Station, dette knudepunkt mellem brosten og havgus, er ramt af en sporskiftefejl. Ikke dramatisk, ikke spektakulært men alligevel bemærkelsesværdigt. For i storbyens morgengry er rytmen en bøn om punktlighed. Her forplanter en teknisk hændelse sig, som rystelser i kalkmalede lofter. Togbusser er sat ind den sære symbiose mellem asfalt og skinner, mellem rutebiler og det, der skulle køre på stål.Man tænker det næsten er lavet til film: Sortklædte pendlere på Ryparken, der må forlade deres traditionelle rute. De gelejdes til spor 2, hvor et S-tog bærer dem sydpå til Svanemøllen. Her, under de afisede master, må de vente på næste tog, som med en logiks gådefuldhed endelig fragter dem til Hellerup. Rejsen går i cirkler men tiden står tavs på drejeskiven.Fra Hellerup den modsatte retræte: En omvej, en dans ad trapper, mod spor 4, hvor S-toget nærmest trodser sin egen mission og triller mod Svanemøllen igen. Fra Svanemøllen atter et tog, denne gang østover, mod Ryparken. En bevægelse besjælet af fejlens paradoks og byens afhængighed af, at alt virker.Pengeløse automater, nye bekendtskaber i stålbussens plastiksæder en midlertidig virkelighed opstår. Nogen trækker på skuldrene, andre ruller med øjnene. Men i øjeblikkets tilstand mærkes byens puls: Hvordan maskinen og mennesket er forbundet, bundet til uforudsete hændelser og improvisationer. Måske får nogen tanken: Hvad er så ringe ved et lille eventyr før arbejde?Engang sagde man: Teatret starter, når det uventede sker. I dag er det livet, der føjer sig mod sin egen hverdag med et skævt smil. Sporskiftets fejl er hverken tragedie eller triumf kun dagens nødvendige forandring, som vil blive glemt, når skinnerne igen styrer fortællingen nordpå.