S-tog sat ud af spil af pludselig sporarbejde vent kaffen og togbussen Fredag morgen begyndte, som fredage har det med: med blinklys fra DSB’s side. I hvert fald gik det ikke, som folk havde håbet, for mens man rørte morgenkaffen og pakkede tasken med den sædvanlige utålmodighed, havde et stykke dansk jernbane lagt sig i fosterstilling mellem Sorgenfri og Bernstorffsvej.Et akut sporarbejde, siger DSB, som havde tømmermændene fra et spor, der pludselig ikke ville mere. Med kort varsel blev passagerne præsenteret for alternativer, og det var ikke flere sunde gryn i morgenmaden, men togbusser, stillet op med hjælmsmil og hængsler, klarede den interimistiske trafik.Men nu er det jo sådan, at togbusser ikke formerer sig som ild i tørt græs med så kort varsel. Fem-syv busser blev det til, og de blev sendt på samlebåndssafari med lunkne motorer og svingende præcision. DSB informerede med blikket rettet mod venstre hjørne og med slet skjult bekymring: ”Der vil være ventetid på togbusserne,” lød det. Næsten som en opfordring til at lære sine medpassagerer bedre at kende.Afgangstiderne blev omtrentlige, ligesom diverse blind-dates, og fredag formiddag blev sådan en, hvor ventetiden ikke var til at tage fejl af. Passagerer på linje E, som nok havde regnet med det sædvanlige elektriske sus gennem forstadslandskabet, måtte nu klemme sig sammen på busnakkernes midtergange og forsøge at nødlande dagens program.I takt med at ventetiden voksede, voksede også historierne om, hvordan det egentlig føltes at være fanget et sted mellem Bekymring og Birkholm. Nogen greb til telefonen, andre til en endnu en kiks, mens de forsøgte at finde ro i ventetidens rum.DSB lover, at sporarbejdet er akut. Passagererne håber, det ikke smitter. Indtil videre må folk tage til takke med togbusser eller, i et svagt øjeblik, overveje, om cyklen egentlig kunne holde til turen hele vejen.Sådan lød det fra pendlerland denne fredag, hvor S-togene holdt pause, og ventetid blev både fælles og ufrivillig.
Et midlertidigt ophold i hverdagsrutinen: S-togslinje skæres over af akut sporarbejde En grå, stillestående morgenstund. De elektriske vognes rumlen, som dagligt forener Sorgenfri med Bernstorffsvej, er bragt til standsning. Uden for vinduer og ventesale glider venten ind over pendlere og rejsende, for her til morgen sættes togtjenesten ud af spil af noget så upåregneligt som akut sporarbejde. DSB beretter om forstyrrelsen, og pludselighedens natur træder frem med sin insisteren på at bryde de faste rytmer.Den daglige bevægelse på linje E har, i sit snorlige forløb, lært os at stole på togets tilbagevendende formål: At binde vores hverdag sammen. Men med arbejdets uopsættelighed henvises passagererne til et andet kredsløb. Offentligheden må nu tage imod tilbuddet om togbusser, som ikke helt rækker til nødvendig rækkevidde. For på dette tidlige tidspunkt har DSB kun kunnet tilvejebringe mellem fem og syv busser; et underskud i transportens ligning, som realiseres i køer og ventetid som rammer navnligt fredag morgen og formiddag.På denne måde får forsinkelsen et bredere vingefang end blot tallene på afgange; den berører samfundets daglige væv, hvor den enkelte passager skubbes ud i midlertidig uvished, og må søge sin egen måde at forholde sig til forstyrrelsen på. Togbussernes afgangstider forbliver omtrentlige, nærmere antydninger end løfter, og det kræver igen, at vi øver os i tålmodighedens kunst eller i det mindste i at kapitulere for, at virkeligheden undertiden er mere uforudsigelig end vores planer.En forstyrrelse som denne kan synes som et krusning på overfladen af en ellers planlagt og forudsigelig virkelighed, men den minder os om det, vi helst vil glemme: At vores færd selvsagt ville forblive upåvirket. Mellem Sorgenfri og Bernstorffsvej opstår et tomrum, som ikke fyldes helt op, selv om busserne kører på tværs, og folks blikke søger noget at hænge fast ved i venten. En lille lære i, at ikke alt, der er planlagt, udfolder sig, som vi tror.
Akut stop for S-tog: Fredagen der gik i stå mellem spor og bus Morgenmørket er endnu tæt mellem Birkerøds bøgetræer, og du burde have været på vej, men en knap så sprudlende meddelelse lyser op på telefonen: Toget kører ikke. Sporene slukkede brat for rytmen mellem Bernstorffsvej og Sorgenfri. DSB lader forstå, at det ikke var til at forudse, næsten som en stikkontakt der pludselig siger klik i natten, og strømmen forsvinder fra dine hverdagsplaner.Arbejdsmænd i orange, stål, gnister og improvisation. Akut. Det var ikke for sjov, det var ikke planlagt på vej til morgenkaffen. Toget holder ikke længere, og der bliver sat noget andet ind unge køreplaner står og tripper i gule veste for at dirigere os et andet sted hen, et sted uden skinner: Togbussen.5-7 busser. Ikke et præcist tal. Man kan næsten høre usikkerheden i busmotorernes tøven. Nok til nogen måske ikke til alle. Forvent ventetid, lyder det, som var det en besked fra en filosofisk togfører snarere end en konkakt presset vagttelefon. Rygtet om punktlighed tåler ikke sådan en morgen, hvor veje så let forvandler sig til ventetid, smådele af frustration og kaffe man aldrig fik drukket ud.Det rammer linje E denne gang; måske er det kun et led i en større fortælling, måske bare et teknisk sammenbrud. Men for de fortravlede sjæle, der havde regnet med byens rytme, er det ikke bare metal og skruer, men en afstikker ind i det upålidelige. Fredag starter ikke på arbejdet, den begynder i en kø langs fortovet, arm i arm med andres utålmodighed og måske et par tilgivende smil.Sporarbejdet bliver færdigt sikkert. Men dette er fredagen, hvor toget valgte at holde pause, hvor hjulene skiftevis snurrer og står, og hvor blandt kaffe og regnbyger står vi, ventende på at komme videre.