En ledning går sin vej: Kystbanen på skinner og i stå Mandag morgen. Kystbanen. Klokken er næsten så tidlig, at iglerne endnu ikke har fået morgenkaffe. På perronerne mellem København H og Helsingør står flere folk og kigger opgivende ud i det næsten grynede morgenlys. Nok engang har en ledning valgt et andet liv ved Klampenborg Station har den formentlig forladt sin post, et frit fald, et lille eventyr ud i det ukendte.DSB erklærer ved 07.25-tiden, at færre tog triller gennem landskabet denne morgen. Hvis du plejer at hoppe på hvert kvarter, må du nu vænne dig til, at skinnernes livsnerve kun pulserer hver halve time. Tid er blevet strækket ud, venterummet med samtaler på snublepunktet og sms’er sendt med ukendt leveringstid.Tidligere var der tale om kørestrømsudfald fra København H til Klampenborg på Østerport og helt op til Rungsted Kyst var togene sat ud af spillet, og håbefulde DSB-ansatte forsøgte at trøste passagererne med udsigt til togbusser. Men nej: Klokken 07.25 ringer sandhedens time. Der kommer slet ikke nogen togbusser. Ingen hjul på vejen, ingen ekstra stop ved regnvåde fortove.Banedanmark kæmper lyder det. Men hvornår bliver der genskabt forbindelse mellem rejse, retning og metalklinkende skinner? Ingen siger det. Ingen ved det. Imens smelter morgenens rutiner sammen i et kollektivt suk. Passagerer fylder kaffen op, ser opgivende på urene, mens de forestiller sig køreledningen, der dingler i vinden; en anelse fri, en anelse til gene.Der køres altså, men kun i halvdelen af tiden. Uundgåeligt, at nogen får tid til at læse lidt mere i bogen, eller høre hele vejen gennem spillelisten i stedet for halvvejs. Det er en slags gave, pakket ind i forsinkelsens papirmættede realitet. Alt imens arbejder man på at rette fejlen. Tålmodigheden blev måske forlænget sammen med togets intervaller. Uanset hvad: Toget venter, ledningen venter, passageren venter. Dette er Kystbanens liv mandag morgen med både fart og stilstand.
Udfald i kørestrøm bremser tog på Kystbanen: En morgen uden forbindelse Morgenen tegner sig med stigende uro blandt pendlerne, der må indse, at forbindelsen mellem hovedstaden og kysten ikke vil udfolde sin sedvanlige rytme. En teknisk hændelse, så prosaisk og dog så indgribende en mulig nedfalden køreledning har med ét forstyrret det, der for mange udgør et nødvendigt ritual: togrejsen fra København H til Helsingør.Netop omkring Klampenborg Station synes skæbnen at have gjort sig gældende. Det elektriske slidespor, som normalt sikrer rejsernes strøm, er blevet brudt. Tog kører nu kun sjældent, og DSB indskærper, at man må indrette sig på at forlade sig på en rytme, hvor afgangen er et interval, der måles i halve timer. Længere rejsetid. Ventetiden vokser inde i sindet, næsten som en ubuden gæst, man ikke kan slippe af med.Tidligt på dagen rygtedes det, at det var slut med togdrift mellem Østerport og Rungsted Kyst. Strømmen, som plejer at løbe med en vis selvfølgelighed, havde svigtet. Dusør blev udlovet i form af togbusser, en afbøjningsmanøvre som skulle dække hullet mellem forventning og realitet. Men nu, et par timer senere, må DSB melde ud, at ingen togbusser bringes ind. Strukturen knager og de rejsende må bære byrden af forstyrrelsen.Imens arbejder de ansvarlige på at hele det bristede. Banedanmarks folk er på stedet, strømmen skal tilbage, forbindelsen genetableres. Men menneskene på perronerne, venter. Ikke blot på afgangstiden men på at den daglige, nødvendige sammenhæng genopstår: at mekanikken og mødet mellem individ og fællesskab igen kan finde hinanden på tværs af skinnerne.I dette udsnit af morgenen, hvor teknikken svigter, mærkes det, hvorledes selv den mindste forstyrrelse kaster sine ringe gennem netop den tillid, der udgør samfundets egentlige fundament. En forstyrrelse i strømmen, men også i den sociale strøm, der binder os sammen på rejsen mod dagens opgaver.Således, mellem Rungsted og Klampenborg, fornemmes ikke blot strømudfaldets materielle karakter, men en pause i de hverdagslige forventningers net af fælles transport. Spørgsmålet, om forbindelsen kan genetableres, er derfor mere end blot et spørgsmål om kørestrøm det er et spørgsmål om fællesskabets fortsatte rytme.
Mandagsmorgenen var næppe faldet ud til pendlernes fordel, da Kystbanens kørestrøm satte sig på tværs som en trodsig tavs elektricitet, der for et øjeblik insisterede på sit eget fravær. Klokken passede netop på de første sultne arbejdsklokker, da meldingen lød: færre tog mellem København H og Helsingør. På Klampenborg Station, hvor tid og rum dagligt fletter fingre hen over perronkanten, hang en køreledning måske løs; eller var den gået til grunde, dækket af den anonyme fortabelses støv?Det første elektroniske pip renset for menneskelig beklagelse indløb klokken 07.25: “Længere rejsetid må forventes.” For dem, der havde håbet på bare et øjeblik i ro med avisen eller lyset fra telefonens polerede glas, blev ventetiden nu til en usynlig konkylie mod navlen hver halve times mellemrum så fjern som fade bullabullatungt mumleri.Lysskriftet fra trafikinformationen fortalte, at al trafik mellem Østerport og Rungsted Kyst stod stille. Udfald i kørestrømmen. Et teknisk hjertestop, der ikke engang var dramatisk nok til at tiltrække stormvejr eller oversvømmelser bare en tavshed i ledningen. Der blev arbejdet bag kulisserne for at finde togbusser, men allerede før nogen kunne nå at smage lugten af diesel eller bløde sæder, blev det gjort klart: Ingen busser denne morgen alligevel. En dør lukkes, som var den aldrig rigtig åbnet.Et sted bagved, i kulissen af systemets maskineri, arbejdede Banedanmark som myrer, der vender sten i håbet om at strømmen igen vil løbe hurtig, lydløs og ligeglad gennem byens kobberårer. Hver halve time vil et tog glide ud fra mørket, som om intet var hændt. Alt imens lister frustrationerne sig op ad rygsøjlen hos dem, der venter, og dagens begyndelse bliver lidt længere, lidt mere elektrisk på sin egen absurde manér.Sådan er hverdagen, når en ledning hænger, hvor den ikke bør en metode uden moral, en pause mellem stationer, der minder os om, at også togets pulsslag kan briste.