Sprængfarlige skærmydsler på universitetet: Diethyl-æteren med det lille bundfald.Torsdag eftermiddag lagde en sagte sitren sig som et elektrisk tæppe over Kemisk Institut på Københavns Universitet. Rundt om i bygningens korridorer knitrede der nerver og forsigtige mobilklik, for nedenunder marmorgulvet og de sidste års støvede disputatser havde nogen i al sin godhed eller glemsomhed glemt en flaske forladt. Ikke en hvilken som helst flaske, men en med diethyl-ether og et bundfald, så sprængfarligt at det næsten lugtede af eksamenspanik og gamle sprængte forsøg.Klokken 13 marcherede politiet stille og roligt ind med den myndighed der kommer af ikke at ønske eksplosioner på en almindelig torsdag. En af politiets repræsentanter, med et efternavn der lyder som et robust stykke dansk land, beroligede folk: der er ingen grund til frygt, det var næppe et bevidst anbragt fund, måske blot efterladenskaber fra en, hvis gode intentioner løb ud i sandet med studieskadedyrene.Ammunitionsrydningstjenesten EOD blandt venner dukkede op i deres pæne, bombastiske dragter, og med forsigtige hænder og et anstrøg af hverdagsheltemod, frikender de instituttet for yderligere eksplosioner. Det kemiske beredskab, der ellers mest leger med pH-værdier, var også kaldt til. De sværgede at få lukket affæren, stille og sikkert, uden dramatik som en opløsning i destilleret vand.Klokken 16.03 kunne de forlade bygningen. Æderen blev ført væk, symbolladet og sart, og sprængt på et hemmeligt, men ufarligt sted, hvor ingen eksamenspapirer eller laborant-praktikanter kunne tage skade.Tilbage står politiet fortsat, med lidt tape og almindelig menneskelig omtanke, og rydder op i sporet af videnskabelig glemsomhed. Måske vil nogen, når røgen har lagt sig og roen har sænket sig igen over Sprøjtehuset, gemme kopien af dagens hændelser og tænke: det var jo bare helt almindelig kemi, på vej til endnu en almindelig torsdag.
Sprængfarlig uro i Videnskabens Hus.Torsdag eftermiddag udspillede sig en sjælden uro i erkendelsens sal, hvor menneskets nysgerrighed og undren dagligt balancerer over afgrunden mellem viden og fare. Kemisk Institut på Københavns Universitet en ramme, som ofte er hjemsøgt af tyst fordybelse og eksperimentets stille susen blev pludselig sat i bevægelse, ikke af tanker, men af handling.Afspærringsbånd blev opspændt af politiets usynlige, men alligevel mærkbare hånd. Baggrunden for denne adskillelse var fundet af diethyl ether med bundfald, en kemisk sammensætning, som i sig selv blander lovende anvendelighed med en vis dristighed, men som med et enkelt forfald det undseelige bundfald forvandles til et risikomoment: det sprængfarlige trænger i denne tilstand ind i laboratoriets ellers kontrollerede orden.Hverdagens tryghed blev for et øjeblik skubbet til side. Foran instituttet, under de smukke, dog nu kolde, sommertræer, stod uniformerede figurer; sikkerhedens vogtere, ansvarlige og dog fanget i øjeblikkets nødvendighed. Det var ikke den menneskelige vilje til det ondes udfoldelse, der skabte denne situation men snarere uvishedens tidløse sky, en glemsom eller uerkendt overladt genstand, båret ind i nuet af fortidens hænder, måske i god tro og med håbet om videnskabens fremskridt.Ammunitionsrydningen, hvis nærvær ligesom fromheden bevæger sig i grænselandene mellem nødvendighed og frygt, tog fat med sikkerhedsrutinerens knusende saglighed. Ved 16-tiden, efter tre intense timer under trykkede blikke, blev stoffet ført bort til et sikkert sted. Sprængningen en markering af både afslutning og forløsning blev en påmindelse om, hvor spinkel linjen er mellem at udforske verdens systemer og at sætte dem på spil.Selvom institutionen atter fyldes af eftertanker og oprydning, er det måske netop i sådanne hændelser, at vores forhold til viden tager en ny skikkelse; hvor den enkeltes ansvar møder den kollektive fare, og hvor ethvert efterladt stof kan rumme muligheden for både erkendelse og undergang.Universitetets korridorer er så igen blevet tilstedeværelsens og fraværdets symboler, mens en svag duft af både redt frygt og afværget katastrofe hænger i luften. Her er det ikke kun sprængstoffet, men selve tænksomheden, der har været tæt på at eksplodere.
Sprængfarligt fund på Kemisk Institut: Mellem stof og uro.En stilhedens eftermiddag, hvor akademiske skygger hænger lavt mellem Københavns Universitets solide vægge, blev i dag forvandlet til noget andet. Et pludseligt, iltert ophold i det kemiske kosmos for torsdag var dagen, hvor diethyl ether fik hovedrollen, et stof så letantændeligt, at selv åndedraget føles som knappen på en detonator.Klokken var blot passeret frokosttid, da politiets blå blink og myndighedernes skarpe linjer mod det afspærrede begyndte at tegne billedet op. Ikke alarmisme, mere en klinisk form for nøgternhed: “Diethyl ether med bundfald,” sagde stemmen fra den officielle side, netop så kontant, at nysgerrigheden fik grobund, “og det kan være sprængfarligt.” Deres indsats blev ikke malet med dramatikkens pensel, men havde alligevel sit eget tyste crescendo EOD og kemisk beredskab. Ammunitionsfolkene med det rolige blik. Beredskabet, der har lært at vurdere dynamikens evigt skiftende sandsynligheder. De bar ikke frygten ind, de holdt den i så kort snor som den slags tillader, og netop derfor fornemmedes den i luften. Stoffet, siger kilderne, blev næppe placeret af hævngerrige hænder, men snarere efterladt i god tro, som et uafsluttet eksperiment fra en mere uskyldig tid eller bare glemsomhed forkortet af forpligtelser. Men sådan er sproget om det farlige stof; det finder altid en måde at vende tilbage, at minde mennesket om dets tidvis naive omgang med kemiens alkymi. Da klokken slog 16.03, gik sortklædte personer med rutinen malet i ansigterne ud gennem dørene. Fremtidens eksplosion var afmonteret og fragtet væk; senere sprængt på sikker grund. Lettetheden var ikke melodramatisk, men konstaterende sådan her blev det afværget. Politiets nærvær forblev i området, som en fodnote til hverdagen, der atter ventede på at begynde.En begivenhed suspenderet mellem det akademiske og det urolige; et øjeblik hvor videnskabens potente alkymi gjorde sig påmindet. Mellem glaskolber og myndighedens tape, mellem fortidens eksperiment og nutidens konsekvens, blev det denne torsdag atter tydeligt: Selv på universitetets bonede gulve, kan den kemiske uro lure sprængfarlig, men nu i det mindste under kontrol.