Granatnyt på Bredgade: Eksplosiv fredag i Medicinhistorien Der findes dage på kontoret, hvor den største overraskelse er, at kaffen er blevet kold. Og så findes der fredage som denne, hvor fortiden pludselig eksploderer midt på Bredgade – eller, nå ja, næsten eksploderer. Midt mellem bronzebyster, støvede bøger og glasskabe med lidt for nysgerrige studerende blev Medicinsk Museion for en stund omdannet til, ja, en scene fra en historisk thriller. For mens en ansat går rundt og tænker, at det nok er på tide at støve hylderne af, støder vedkommende på noget, der ikke helt ligner et standardmuseumssouvenir: En avis fra 1940’erne – og indeni, intet mindre end et eksplosivt stof. Københavns Politi og alle de andre voksne, man gerne vil have styr på tingene, kom hurtigt til stedet. Vagtchef Dyre Sønnicksen kunne oplyse, at det mystiske stof faktisk var kaliumnitrat – det kemiske vidunder, som i sin tid var hjertet i granater og andre artige overraskelser under Anden Verdenskrig. Tænk engang. I alle de år har det ligget dér, indsvøbt i historie og avisrækker, ventende på sit store øjeblik. Eller på at blive kørt væk til sikker sprængning af Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, som det nu bliver. Der blev hverken brug for at kaste sig under skrivebordene eller tage gasmasken på denne fredag. Men man forestiller sig næsten, hvordan stemningen har været, da politiet og bomberydderne gik gennem museet med den alvor, som kun folk med specialudstyr og meget store handsker kan mønstre. Fortiden, mine damer og herrer, lever altså stadig. Nogle gange i kælderen, gemt i en avis fra dengang Danmark var sort-hvid og verden buldrede af sted. I dag blev historien båret ud i solskinnet – og for en stund blev Medicinsk Museion det sikreste sted i København.
Eksplosiv opdagelse i byens indre – fortiden som påmindelse Fredagens middagssol skinnede over København, men under overfladen ulmede en påmindelse om krigens usynlige nærvær. Ved Medicinsk Museion på Bredgade blev byens ellers rolige puls afbrudt. For i museets gemmer dukkede fortiden op, ikke i form af gamle breve eller glemte medaljer, men som et eksplosivt stof, skjult og tålmodigt ventende. Københavns Politi og myndigheder trådte ind i museets stilhed. Ikke som daglige gæster, men som beskyttere, der i et øjeblik bliver mindet om, hvor tæt vi lever med resterne af det, vi helst vil tro er fortid. Det kemiske stof, kaliumnitrat, blev identificeret – kendt fra granater, kendt fra krigens uforudsigelige mekanik. En rest, ikke blot af kemi, men af frygt og beredskab. Stoffet lå i en avis fra 1940’erne. Tiden havde lagt sig som støv over det, indtil en ansat fandt det. Pludselig blev dagligdagen forskudt, og almindelig rutine afløst af myndigheders tilstedeværelse og et nødvendigt alvor. Vagtchef Dyre Sønnicksen fortæller, at stoffet nu skal køres væk og sprænges forsvarligt. Sådan tager man ansvar for fortiden, når den viser sig. Og således indskriver episoden sig som endnu et kapitel i byens samliv med sine egne lag af historie – et samliv, der ikke altid er harmløst. Byen rummer ikke kun sine levende, men også sine skjulte minder. At et kemisk stof, anvendt til krig, pludselig dukker op i København, er ikke bare et kuriosum, men en påmindelse: Historien er aldrig så fjern, som vi ønsker at tro. Hverdagen kan når som helst krakeleres af et fund, der kræver opmærksomhed og respekt – og minder os om, at det usynlige og eksplosive kan ligge skjult i byens dybeste lag.
Eksplosion fra fortiden: Krigens skygger i hjertet af København Fredag middag, og byen kører sit vante trummerum. Kaffemaskinerne damper, cyklerne klaprer over brostenene, og i Medicinsk Museions halvmørke samler en ansat dagens støv sammen – men støv er ikke altid bare støv. Midt blandt gamle remedier og glemte historier dukker pludselig noget op, der får nutidens puls til at rykke sig: En avis fra 1940’erne, pakket omkring et lille, men ildevarslende vidne om krigens brutalitet. Københavns Politi og de andre nødvendige uniformer møder op med alvor i blikket. Man samler sig om det, der viser sig at være kaliumnitrat – et kemikalie med fortid som krudt i granater, med potentiale til at splitte mere end bare hverdagen ad. I et splitsekund trækker nutiden vejret ind over en fortid, ingen har savnet, men som alligevel er blevet liggende, stille og ubemærket, i en museumsreol midt i hovedstaden. “Det har nok stået der siden 1940’erne,” fortæller vagtchefen, og ordene klinger som en mærkelig blanding af undskyldning og konstatering. Pludselig står man dér, i krydsfeltet mellem fortidens eksplosiver og nutidens papirnusseri, og venter på, at Forsvarets folk med de rolige hænder og den trænede mine bringer byens historie til sprængning. Det er én af de dage, hvor hverdagen får revner. Hvor alt det, vi tror, vi har styr på, bliver rodet op af en glemt kasse og en for længst udløbet avis. Man mærker efter: Hvad har vi ellers arvet, som vi ikke har set? Hvilke spor har krigens kæmper lagt til os – og hvor meget af fortidens vold ligger endnu gemt under fliser og fernis? Denne fredag blev København mindet om, at historierne fra dengang stadig kan eksplodere ind i vores nutid. At krigen ikke kun bor i bøger og dokumentarer, men i de mindste krystaller i et museums kælder, klar til at blive fundet, båret ud, og endelig – forsvarligt – sprængt væk.