Boligøer, kanaler og forvirrede københavnere: Hvad sker der i havnen? Hvis du har trasket rundt i Sydhavnen med kaffe to go og undret dig over, hvorfor dele af byen ligner noget, en hollandsk arkitekt har drømt efter for meget kaffe, så er du ikke alene. Tag Anders Skjødt fra Enghave Brygge. Han elsker de snirklede kanaler, han elsker lyden af kajakker, men han har alligevel sendt spørgsmålet af sted: Hvad pokker foregår der med alle de øer i havnen – og er det egentlig øer? Svaret er nej. Ikke rigtigt. Ikke hvis man spørger dem, der bestemmer. Sydhavns “boligøer” er teknisk set ikke øer. Det er gamle havnearealer, der har fået gravet kanaler ind mellem betonklodserne. Så står der lejligheder på stribe og gør sig til, omkranset af vand, så det hele ligner mini-Amsterdam, men med flere barnevogne og færre cykler med blomster. Hvis du stiger op i fugleperspektiv, ser det ud som øer – men så let narrer man kun dem, der ikke har læst det med småt. For i virkeligheden er det kanalbyer. Man må gerne kalde dem boligøer – investorer og ejendomsselskaber gør det i pressemeddelelser, og så må vi andre vel også. Men hvorfor al denne vandgymnastik? Fordi København vokser. Fordi man ikke længere skulle bygge skibe og losse kul. Så blev der plads til at grave lidt ud og bygge nye kvarterer. Og i jagten på charme, ro og livskvalitet har man hentet inspiration fra Christianshavn og Amsterdam – det skulle føles som ferie bare at kigge ud ad vinduet. Anne Skovbro fra By & Havn siger, at det giver attraktive bykvarterer, og det lyder jo dejligt. Enghave Brygge Syd bliver det næste store skridt. Fundamentet er solgt, der skal bygges over 1.000 nye boliger, og fire “øer” skal formes. Lige nu kaldes byggegrundene nøgternt for M, L, K og J – det lyder som tegn på, at fantasien ikke altid følger med betonbilen. Hvem bestemmer navnene? Ingen ved det helt. Kommunen siger, det ikke er deres bord. AP Pension kan bestemme, hvis de gider. Måske ender vi med boligøer, der hedder noget som “Ø J”. Går man lidt tilbage i historien, var det også en omgang ler og affald, der formede det gamle København. Kystlinjen har ikke været i fred, siden folk begyndte at drømme stort. I 1600-tallet gik Christian 4. all-in og byggede Christianshavn på sand, mudder og hollandsk inspiration. Siden har vi fået Nyholm, Papirøen, Refshaleøen – hele kataloget. Men festen med nye “øer” er faktisk ved at ebbe ud. I Stejlepladsen skal der bygges, men uden kanaler – nu vil grundejerne have noget, der ikke ligner resten af byen. Nordhavn får park og stormflodsbeskyttelse, men ingen kanalbyer. Og skal man tro kommuneplanen, så står kun Lynetteholm og lidt ude i Teglværkshavnen til flere ø-eksperimenter. Anders Skjødt er faktisk glad for at blive klogere – “Det er dejligt, at I vil bruge energi på at undersøge det,” siger han. Måske er det egentlig hele pointen: At København forandrer sig, nogen undrer sig, og andre prøver at forklare det hele. Indtil videre kan vi jo bare tage en kop kaffe og nyde udsigten – om det så er til boligøer, kanalbyer eller en by af ler, affald og gode idéer.
Øer, kanaler og illusionens arkitektur: Byens nye landskab ved havnen Langs Københavns havn vokser et landskab frem, hvor grænserne mellem fastland og ø, natur og konstruktion, synes at opløses i arkitektens og bygherrens visioner. De nye boligområder, der de sidste tyve år har spiret frem på det, der engang var industriens grå baggårde, ligner små øer, kastet ud i havnebassinet. Men de er ikke, hvad de giver sig ud for at være. Når Anders Skjødt sidder på altanen i Enghave Brygge og ser kajakker glide gennem kanalerne, mærker han en stemning, der til forveksling minder om Amsterdam, men som – ved nærmere eftersyn – udspringer af helt særlige betingelser for det moderne byliv. Det er ikke øer, han betragter, men det, vi kunne kalde kanalbyer: gamle havnearealer, som man har gravet vandløb igennem, og hvor bebyggelserne adskilles af kanaler, men stadig forankres i byens faste jord. Illusionen er stærk, især set fra oven, hvor byen opløses i fragmenter. Alligevel er forbindelsen til land altid til stede, også når vi kalder områderne for “boligøer” – et ord, der måske mest er et udtryk for længslen efter en overskuelig orden i det urbane kaos. Hvorfor søger vi disse kanalbyer? I en verden, hvor industrien har trukket sig væk fra havnefronten, åbner der sig rum for nye fællesskaber. For byen er ikke længere blot et sted for arbejde, men en scene for det moderne menneskes liv, hvor vandet og byens rytme flyder sammen. Inspirationen er hentet fra både Christianshavn og Amsterdam, men også fra de store fortællinger om at skabe et nyt liv, hvor før kun var ler, affald og industrielle efterladenskaber. Processen er nøje iscenesat: Broer bygges, boligblokke rejses, og først til sidst slippes vandet ind og fuldender illusionen af øer midt i byen. Navnene på de nye grunde – M, L, K og J – signalerer det midlertidige og ufærdige, det potentielle i det endnu ikke navngivne. For i sidste ende er det op til grundejeren, ikke fællesskabet, om disse øer får navne, der hæfter dem til byens hukommelse. Historisk har byen altid været i bevægelse. Kystlinjen er ikke et givet vilkår, men et produkt af menneskets handling – og ambition. Siden 1200-tallet har København indtaget havet med ler, sand og affald. Byen udvider sig, ikke bare fysisk, men også i vores bevidsthed om, hvad en by kan og skal være. Fremtiden bringer flere forvandlinger. Stejlepladsen bliver næste skridt – dog uden kanaler. Nordhavn formes efter behovet for stormflodsbeskyttelse. Nye boligøer og kanalbyer lader til at høre fortiden til, også selvom vi stadig bygger nyt langs byens våde rand. Det, der står tilbage, er ikke kun fysiske strukturer, men spørgsmål om identitet, tilhørsforhold og ansvar. Hvad vil det sige at bo i en kanalby, hvis “øen” blot er en illusion? Hvad betyder det for fællesskabet, når navngivning er op til den enkelte ejer? Og kan man overhovedet finde hjem i en by, der hele tiden gror og forandres – og hvor grænserne mellem vand og land, ø og fastland, borger og ejer, altid er til forhandling? Anders Skjødt erkender, at han blev klogere. Måske er det den egentlige gave i byens udvikling: at undringen lever, og at svaret ikke altid er entydigt.
Københavns havneillusion: Her er sandheden om byens nye boligøer De står der i havnen, de nye boligkvarterer, og lokker med en følelse af øliv, som om de var smidt ned i vandet af en drilsk hånd eller udtænkt på en arkitekttegning en sen nat i fri leg med grænserne mellem fast og flydende. Men pas på illusionen – det er ikke øer. Det er ikke engang særligt svært at gennemskue, hvis man orker at gå en tur og se lidt nærmere efter. Tag Anders Skjødt fra Enghave Brygge, som elsker de små kanaler og det friske pust af noget, der kunne ligne mini-Amsterdam, bare med flere babyjoggere og folk i våddragt. Han har spurgt sig selv – og nu også TV 2 Kosmopol – hvad ideen egentlig er bag de “øer”, der hele tiden dukker op i havnen. Hvor mange er der? Har de navne? Og skal vi have flere? Svaret er enkelt og alligevel ikke. For set oppefra – eller hvis man lader blikket flyde over boligblokkene fra en cykelbro – ligner det små øer, men det er bare smart byudvikling. Det er kanalbyer, forklædt som øer, udgravet på tidligere havnearealer, så man kan cykle, gå eller løbe over små broer og lade som om, man er på ferie i egen by. De er forbundet til fastlandet hele vejen – og det kan enhver våd hund bevise efter et dyp. Og hvorfor alt det vand? Det handler om forvandling. Havnen var engang en arbejdsplads – nu er den blevet en legeplads for byens boligdrømmere. De store industribygninger er væk, tilbage står muligheden for at opfinde en helt ny slags byliv, komplet med kajakker, paddleboards og en altanudsigt, der kan smøres tykt ud på Instagram. By & Havn – det kommunale magtapparat med salgsfuldmagter – har set sit snit til at sælge gamle kajpladser som luksuriøs boform og skabt attraktive kanalbyer inspireret af Christianshavn og, nå ja, Amsterdam. Det næste skud på stammen er Enghave Brygge Syd, hvor AP Pension står klar med spaden og planerne om fire nye boligøer – undskyld, kanalbebyggelser – med arbejdstitler som M, L, K og J. Det lyder mere som et alfabetspil end storbyudvikling, og navnene er endnu ikke besluttet, for det er ikke kommunens bord. I det hele taget er navngivning noget, der sker i det skjulte, et sted mellem ejendomsselskabets frokostmøder og et excelark, der aldrig bliver sendt til offentligheden. Historien er heller ikke ny. Københavns byudvikling har altid været en omgang tilfældigheder og våde drømme om at tæmme vandet. I 1200-tallet fyldte man ler og affald i havet for at vinde mere land – senere gik det amok med hollandskinspirerede projekter, hvor Christianshavn blev skabt for købmænd og kanaler, og efterhånden er byens kystlinje mest et spørgsmål om, hvem der har haft adgang til dumpet jord og en god idé. I dag ser det ud til, at kanalbyernes epoke nærmer sig sin afslutning. Stejlepladsen – det næste store projekt – bliver uden kanaler og med facader af genbrug. Nordhavn får park, boliger og stormflodsikring, men ingen øer. De sidste rigtige “ø-projekter” ligger i kommuneplanens fodnoter under navne som Lynetteholm og Teglværkshavnen. Resten er bare godt gammeldags boligbyggeri, nu med udsigt til vand. Anders Skjødt blev klogere. Han troede, han boede på en ø – i virkeligheden bor han på resterne af en havnefront, hvor nogen engang gravede et hul, fyldte det med vand, og solgte illusionen om et øliv til den pris, en toværelses i Sydhavnen nu engang koster. Sådan er det at bo i København: Det er sjældent, hvad det ser ud til, men det kan stadig føles som ferie, hvis man lukker øjnene og lader sig føre med strømmen.