Retssag om Jimmi Lillelund: 456 gram knogler, familietragedie og sandheder på vej op til overfladen Det lyder som noget, der er fundet i en gammel krimiroman på en støvet loftshylde, men det er virkelighed: 456 gram tænder og menneskeknogler fra en mand i sin bedste alder. Det er, hvad politiet sidste år gravede frem nord for Roskilde, og det er, hvad dagens retssag drejer sig om. Den forsvundne Jimmi Lillelund – og hans familie, der nu alle sammen har fået tildelt pladser på anklagebænken. Fem år er der gået, siden Jimmi Lillelund forsvandt fra gården ved Gundsømagle. Væk var han. Ikke så meget som et brev eller et postkort, bare stille. Stilhed kan dog være larmende, især når den varer i årevis. Sidste år blev stilheden endelig brudt – først af et tip, så af en skovl, og så af politiets opdagelse: knogler og tænder, præsenteret for retten i små, gennemsigtige poser, der klirrer diskret mod hinanden, når de lægges frem. De tiltalte? Søsteren, nevøen og den daværende samlever. En vaskeægte familiesag, komplet med alle de skæve relationer, et liv på landet kan tilbyde. Søsteren nægter. Samleveren nægter. Men nevøen – ja, han indrømmer, at han hjalp med at grave. Det var også ham, der viste politiet stedet, hvor det hele endte. Fire projektiler lå der i jorden, som om nogen havde tabt dem på vej ud i mørket. I dag kommer vi nærmere et svar. Dagens første vidne: Jimmi Lillelunds ekssvoger. Han skal forklare sig. I retten, for rullende blikke og dryppende kuglepenne. Han er tiltalt sammen med de andre for at have gjort det – dræbt og skaffet Jimmi Lillelund af vejen. Det er ikke småting, der står på spil, når familien bliver til et anklagepunkt og gården nord for Roskilde forvandles fra hjem til gerningssted. Sådan er det, når fortiden, knoglerne og sandhederne en efter en graves op. Også i dag.
Retssagen om Jimmi Lillelund: Når knogler, skyld og slægtskab vejes Der findes begivenheder, hvor tidens gang synes at standse. Hvor fortiden ikke længere forbliver fortid, men insisterer på at vende tilbage – med sine knogler, sine tænder, sit stille vidnesbyrd. I dag fortsætter retssagen om Jimmi Lillelund, og hvad der reelt skete ved gården nord for Roskilde for fem år siden. Politiet fandt sidste år 456 gram menneskelige rester, knogler og tænder, knusende fakta præsenteret for retten som et billede på en mand i sin livs midte. I retssalens lys får døden vægt, ikke kun i gram, men i betydning og skyld. De tiltalte er ikke fremmede for hinanden. Tværtimod. Det er familiens kredsløb, der nu skal undersøges: Søsteren, nevøen og hendes tidligere samlever. Skyld, benægtelse, bekendelse – de klassiske positioner. Søsteren nægter. Samleveren nægter. Nevøen har indrømmet at have hjulpet med at begrave resterne, og peger politiet direkte mod gerningsstedet. Her lå der fire projektiler skjult i jorden. Et fund, der ikke bare åbner for en efterforskning, men for selve spørgsmålet om menneskets evne til at forstå og overskride det moralske rum. I dag indtager Jimmi Lillelunds ekssvoger vidneskranken. Tiltalt sammen med de øvrige for at have fjernet et menneskeliv fra slægtens kreds – ikke blot fysisk, men eksistentielt. I denne sag er det ikke bare fakta, men hele det menneskelige samspil, som bliver prøvet: Hvor langt rækker skyld? Hvor meget kan bære, før forbindelsen brister? Retssagen udfolder sig, og sandheden lader sig ikke uden videre fremdrage – hverken med spade eller domsafsigelse. I retten må der lyttes, vejes, måske tilgives, måske ikke. For der findes hændelser, hvor et menneskes forsvinden aldrig kan reduceres til gram og beviser alene, men må indskrives i den større fortælling om tillid, svigt og slægtskab.
456 gram knogler og tænder: Retssagen om Jimmi Lillelund fortsætter Morgensolen når næppe over Roskilde, før retssalen atter åbnes for et familiedrama, der nægter at lægge sig til ro i glemslen. I dag fortsætter sagen om drabet på Jimmi Lillelund – et navn, der for fem år siden forsvandt fra Gundsømagles rolige marker, og som siden kun har levet som et ekko i lokalbefolkningens hvisken og på politiets åbne sager. Sidste år blev stilheden brudt. 456 gram menneskeknogler og tænder, sirligt vejet og dokumenteret, blev fisket op af jorden og sendt ind i retssystemets maskineri. Det er ikke kun en sag om beviser – men om forsvinding, forråelse, familie og alt det, der får mennesker til at krydse grænser, man helst vil tro forbliver uoverstigelige. De tiltalte: en søster, en nevø, en tidligere samlever. Tre personer forbundet af blod, navne og nu, muligvis, af en forbrydelse. Søsteren nægter sig skyldig, hendes daværende samlever gør det samme, mens nevøen – familiens unge led – har indrømmet at have været med til at grave resterne ned. Han har også udpeget gerningsstedet for politiet, hvor fire projektiler lå som ubrugte replikker i en scene, der aldrig burde have fundet sted. Retssalen i dag: Den første vidnedag. Her skal Jimmi Lillelunds ekssvoger forklare sig – et familieforhold, der nu er blevet anklagepunkt. Tiltalt for at have været med til at slå ihjel, at rydde op, at tie. Hver forklaring bliver vendt og drejet, som om sandheden kun kan opdages gennem langvarig udmattelse. Der er ingen poesi her, ingen romantik. Kun kroppe, der har båret rundt på hinanden gennem et liv, og nu sidder over for hinanden, tvunget til at give svar, ingen kan lide at høre. 456 gram – det lyder ikke af meget. Men i dag vejer hvert gram tungt. Ikke kun for retten, men for enhver, der stadig tror, man kender dem, man kalder sin familie.