Det kunne lyde som en makaber episode i en absurd fortælling fra en mindre søvnig provinsby, hvor alt ligner ro på overfladen, men det er desværre virkelighed ved retten i Roskilde i disse dage. I fire år ledte politiet utrætteligt efter spor, som kunne opklare mysteriet om Jimmi Lillelund, der en dag pludseligt forsvandt sporløst. Men hvor politiets lange efterforskning gik langsomt fremad, tog det nevøen blot fire dage bag lås og slå, før han knækkede sammen og viste betjentene, hvor forbrydelsen havde fundet sted. Historien begynder tilsyneladende fredeligt med en familie på en gård ved Gundsømagle. Men bag gårdens hyggelige facade ulmede dramaet. Jimmi Lillelund boede hos sin søster og hendes tidligere samlever og havde efterhånden fået nok af familiens forsøg på at styre ham, skrev han selv i beskeder til venner. Det, som umiddelbart lignede en simpel sag om en mand, der var træt af familiens klamme favntag og var kørt sin egen vej ud i friheden, fik hurtigt politiets næser til at vejre, at noget var rivravruskende galt. Det blev hurtigt klart, at nevøen var den sidste, der havde set Jimmi levende. Eller i hvert fald den sidste, der så ham vende tilbage fra en tur med onklen. En del af motivet lå måske gemt i en gæld på mere end 300.000 kroner, som søsteren angiveligt skyldte Jimmi. En økonomisk hovedpine, der måske kunne blive lindret en smule, hvis Jimmi ikke længere var der til at kræve pengene tilbage. Efter politiets omfattende efterforskning med telefonaflytninger, skjulte mikrofoner og intense samtaler mellem de implicerede, viste det sig at den sidste besked, Jimmi sendte, blev skæbnesvanger. ”Jeg flytter og vil ikke arbejde for familien mere, så nu må vi se hvad der sker. Haha,” lød den. Et skævt grin, der skulle blive hans sidste livstegn. Det var først, da nevøen under presset fra cellevæggenes tristhed i august 2024 pegede politiet i retning af stedet, hvor han havde været med til at skjule sin onkel, at det morbide billede stod klart frem. Nedgravede knogler og fragmenter af fire projektiler blev gravet op af amatørarkæologer. Nu sidder søsteren, hendes tidligere samlever og nevøen tiltalt i en sag, hvor de alle nægter skyld. Dog indrømmer nevøen usømmelig omgang med lig, hvilket næppe hjælper på den familiære hygge omkring middagsbordet. Roskilde Ret har afsat ni retsdage til sagen, og mens dommeren strammer slipset, advokaterne skærper argumenterne, og vidnerne samler mod, venter offentligheden på at få endnu et kapitel i en historie, der allerede synes mere surrealistisk end virkeligheden bør være.
Ved retten i Roskilde udspiller sig netop nu en sag, der mere end en simpel kriminalhistorie kan betegnes som et dybtgående drama om tillidens sammenbrud og moralens grænser. Sagens centrum er den afdøde Jimmi Lillelund og hans nære familie – en familie, hvis bånd nu er revet itu af mistanke og mistillid. I fire lange år efterforskes sagen med vedholdenhed og omhu, men med en urovækkende mangel på afgørende klarhed. Den første antagelse om, at Jimmi frivilligt var rejst bort, viste sig hurtigt at være et skin. Snart trak der dystre skyer sammen om familien, især efter rygterne om en økonomisk konflikt på 300.000 kroner, en gæld, som kunne motivere handlinger langt mere alvorlige end en almindelig familiediskussion. Nevøens rolle var central fra begyndelsen. Da politiet først opdagede, at han havde været den sidste i Jimmis selskab, og at kun han var vendt hjem, blev mistankens net strammet til en knude af tavshed, mistænkelige samtaler og hemmelighedsfulde bemærkninger over telefoner, der ikke længere var sikre. "Jeg er ikke sådan en type, man kan styre," skrev Jimmi Lillelund selv i en besked til en ven, en erkendelse der på nærmest tragisk vis foregreb hans egen skæbne. Alligevel forblev det uklart, hvilken type han egentlig mente at være – en mand med skjulte kontanter og hash gemt i sin bil eller blot en mand, der ville frigøre sig fra familiens dominans. Det var først med nevøens sammenbrud bag tremmer, at sagens afgørende vendepunkt kom. Efter kun fire dage i isolation viste han politiet det dystre sted, hvor fragmenter af sandhed nu blev gravet frem af amatørarkæologer: knoglerester og projektiler, som fortæller en historie langt grusommere end først antaget. Med denne handling trådte nevøen frem fra anonymiteten, ikke blot som en mistænkt, men som den, der erkender sin rolle i en gerning, der bryder med enhver forståelse af grundlæggende menneskelig etik. Han indrømmer usømmelig omgang med liget, mens resten af familien nægter ethvert ansvar. Retten i Roskilde har afsat ni dage til at undersøge ikke blot gerningens detaljer, men også familiens moral og etik, der nu er revet fra hinanden som trævlerne i et ellers solidt vævet klæde. Det er ikke blot en retssag; det er en refleksion over menneskets evne til at forråde, skjule og forvanske sandheden, når livets krav og tillidens forventninger brister.
Bag facaden af en søvnig landsbyidyl ved Gundsømagle gemte sig en virkelighed så grotesk og skævvreden, at den i disse dage udfolder sig som et retsligt drama ved retten i Roskilde. Det handler om Jimmi Lillelund – en mand, der tilsyneladende blev alt for ubelejlig for sin familie. Det begyndte banalt, med en voksen mand, der en dag forsvandt fra gården, hvor han boede hos sin søster og hendes tidligere samlever. Men hurtigt viste sagen sig at være alt andet end almindelig. For selvom Jimmi måske var svær at styre – som han selv skrev i en sms – så var hans forsvinden ikke drevet af en impulsiv rejsetrang, men snarere af en brutal realisme. Familien havde ifølge rygterne gældsat sig voldsomt, og Jimmi havde netop fået nok af at være familiens økonomiske redningsplanke. I hans bil fandt politiet næsten to millioner kroner og hash gemt væk i et hemmeligt hulrum, hvilket antyder en skikkelse, som ikke passede ind i nogen enkel fortælling om godt og ondt. Men det afgørende vendepunkt kom først efter fire års tålmodig efterforskning med telefonaflytninger og rumaflytninger, da nevøen – efter blot fire dage bag tremmer – førte politiet til det sted, der siden er blevet betragtet som gerningsstedet. Knoglerester og fragmenter af projektiler blev udgravet med hjælp fra amatørarkæologer, hvilket gjorde familiens tavshed til en buldrende indrømmelse. Søsteren, hendes tidligere samlever og nevøen sidder nu på anklagebænken. Alle nægter sig skyldige i selve drabet, mens nevøen dog har erkendt, at han var involveret i en usømmelig omgang med liget. Retssalen er således blevet scenen for en absurdistisk tragedie, hvor spørgsmålet ikke blot er om skyld eller uskyld, men om en familie, der er imploderet under vægten af hemmeligheder og pengeproblemer. Med ni afsatte retsdage ligner sagen mere en teatralsk udforskning af menneskets dunkle kroge end en klassisk kriminalhistorie. I Roskilde Ret stilles ikke kun skyldsspørgsmålet; her dissekeres også selve det borgerlige maskespil og familiedrømmens bagside med en skarp og ubarmhjertig skalpel.