Hvem skød Jimmi Lillelund? Roskilde, retssale og et lig, der aldrig blev fundet Det er ikke hvem som helst, der forsvinder sådan ud af det blå. Men det var lige præcis det, Jimmi Lillelund gjorde – eller rettere: blev gjort. For sagen, der i dag rulles ud for Retten i Roskilde, er ikke bare endnu et kapitel i dansk kriminalhistorie. Det er et hele ni retsdage langt drama med alt, hvad man kunne ønske sig: ingen krop, flere tiltalte, gensidige beskyldninger og en gårdsplads, hvor spaden ikke kun er brugt til havearbejde. Torsdag den 30. maj 2020. Solen skinnede formentlig, bierne summede, men hos søsteren på Holmevej nord for Gundsømagle blev der stille. Jimmi Lillelund var væk. Pist. Hans bil, der ellers plejede at holde ved kendte steder i Ishøjs haveforeninger, holdt nu på afveje. Ingen tegn på Jimmi, kun en mystisk parkeret bil, som ingen rigtig kunne forklare. Politiet søgte. Først i søer med dykkerdragter, så fra luften over Værebro Ådal. Men Jimmi dukkede ikke op, hverken hel eller halv. Først fire år senere, i juli 2024, gik gravemaskinerne i gang på gårdspladsen – og dér fandt man noget, der kunne ligne svar: jordiske rester, måske knogler, måske tænder, og så et par projektilrester. Det blev aldrig til et helt lig, men nok til at en efterforskningsleder sagde: "Det er formentlig Jimmi Lillelund." For mere sikkerhed får man ikke. Og så begyndte dramaet for alvor. Tre personer blev afhørt, sigtet, senere fængslet: To mænd på henholdsvis 28 og 61 år, og en 48-årig kvinde. Den ene mand peger på den anden, som peger tilbage, mens kvinden nægter alt. Anklageskriftet blev sendt ud i november: Det handlede om manddrab, usømmelig omgang med lig, våbenbesiddelse og – som rosinen i pølseenden – et hul midt på gårdspladsen, gravet af en fjerde person, som dog slap uden for anklageskriftet. Nu begynder retssagen. Seks nævninge, tre dommere, ni dages parade af vidner, advokater og forklaringer. Hvis alt går efter planen, falder dommen den 27. juni – og gør den ikke det, så er der altid landsretten. For anklagemyndigheden kræver mere end seks års fængsel, og det betyder nævningesag, drama og hele Danmarks interesse. Og mens retten nu skal finde hoved og hale i et mysterium med forsvundne beviser og rester, der kun "formentlig" tilhører den forsvundne Jimmi, står spørgsmålet stadig og dirrer i luften som en raslende nøgle: Hvem myrdede Jimmi Lillelund? Hvem skød, hvem gravede, hvem sagde hvad til hvem – og hvorfor skulle han væk? Det får vi (måske) svar på inden Sankt Hans. Indtil da står Roskilde med sin helt egen kriminalgåde – en af dem, der næppe glemmes foreløbig.
Mordet på Jimmi Lillelund: Retten og tavsheden Der findes sager, hvor fraværet er tungere end nærværet. Sager, hvor spørgsmålene står skarpere end svarene, og hvor retfærdigheden famler i mørket efter den sandhed, ingen længere kan se. Mordet på Jimmi Lillelund er netop sådan en sag – en af den slags, hvor tavsheden næsten bliver sin egen hovedperson. For fem år siden, en almindelig torsdag sidst i maj, forsvandt Jimmi Lillelund fra sin søsters gård ved Gundsømagle. Ikke med drama, ikke med spektakulær exit, men i en tavshed, der stadig ekkoer i de efterladtes hverdag. Ingen har siden set ham. Ingen har fundet hans lig. Kun resterne – knogler, tænder, stumper af projektiler – gravet op fra gårdspladsens midte, efter jorden havde båret på hemmeligheden alt for længe. Retten i Roskilde skal nu gennem ni dage forsøge at trække tråde mellem de fragmenter, der er tilbage. To mænd, 28 og 61 år, og en kvinde på 48. De peger på hinanden, de benægter, de undviger – men i midten står stadig det uafviselige spørgsmål: Hvem slukkede livet for Jimmi Lillelund? Retssagen, der er nævningesag, rummer hele paletten: manddrab, usømmelig behandling af lig, våbenbesiddelse. Skyld, ansvar, og alt det, der ligger i sprækken mellem. Jimmis bil blev fundet i Ishøj, men ikke dér, hvor den plejede at holde. Søer blev undersøgt, ådalen overfløjet, ingen spor før jorden til sidst gav slip. Noget blev dog aldrig frigivet fra tavsheden – et lig, et svar, en tilståelse. Politiet gravede, eksperter analyserede, men alt, hvad man kunne sige, var: "formentlig Jimmi Lillelund." Sagen handler ikke kun om et menneskes forsvinden, men også om den skyld, der følger, når intet kan bevises med sikkerhed. Retspraksis og nævningeting samles for at veje indicier og forklaringer, veksle fragmenter til afgørelse. Og mens ni retsdage venter, balancerer skyld og uskyld i det rum, hvor sandheden ikke altid lader sig presse ud af jorden. Det er et drama uden klimaks, hvor spørgsmålet står tilbage: Kan retten – kan samfundet – løfte den tavshed, der opstod den dag i maj? Eller er det netop dette tomrum, vi nu forsøger at navngive og afgrænse med vores love, vores ritualer, vores sprog? Svaret falder – måske – den 27. juni. Men indtil da lever spørgsmålet videre, tyngende, i det hul, hvor ret og uret endnu ikke kan skilles ad.
Et mord uden lig – ni dage til sandheden? Det er ikke en thriller, det er virkelighed: En mand forsvinder sporløst. Hans lig dukker aldrig op, men fragmenter – knogler, tænder, metalklumper fra projektiler – graves op af gårdspladsen fem år senere. Og nu – fem år efter at Jimmi Lillelund sidste gang blev set i live – skal et nævningeting i Roskilde forsøge at skille sandhed fra skyld og skyld fra forsøg på at slippe fri. Dette er historien om et mord på Sjælland, hvor alle har et svar, men ingen har en forklaring, der rækker. Tre tiltalte sidder nu på anklagebænken: To mænd, 28 og 61, og en 48-årig kvinde. De to mænd skændes om, hvem der gjorde det, kvinden nægter alt. Scenen er sat til et retsopgør med ni planlagte akter, hvor forestillingen kan trække ud over juni, hvis sandheden trækker benene efter sig. Jimmi Lillelund forsvandt torsdag den 30. maj 2020. Ikke fra storbyen, men fra sin søsters gård ved Gundsømagle. Politiet ledte og ledte. Hans bil dukkede op i en haveforening i Ishøj – men ikke dér, hvor Jimmi plejede at parkere. Fem uger efter blev søen på gården undersøgt med militære dykkere. Da vinteren kom, fløj de hen over Værebro Ådal, nøgne træer og alt – stadig ingen Jimmi. Jorden var stum. Sporene var væk. Så, i juli 2024, gravede politiet sig ned i midten af gårdspladsen og fandt det, de i rapporterne kalder "jordiske rester". Man skal ikke være kriminalromanforfatter for at forstå, at det betyder knogler, tænder, små vidnesbyrd om et menneskes sidste øjeblikke. Resterne blev sendt til eksperter, og politiet sagde, at det "formentlig" var Jimmi. Ikke mere. For det endelige, afgørende svar lever vi uden. Anklageskriftet: To af de tre tiltalte skal have dræbt Jimmi med pistol eller lignende. Liget blev brændt og begravet. En fjerde person gravede, men står uden for sagen. Man deler skyld ud med forsigtighed. Strafferammen? Alt fra fem års fængsel til livstid. Derudover tiltaler for usømmelig behandling af lig og ulovlig våbenbesiddelse. Noget for enhver samvittighed. Ni retsdage i juni er sat af. Tre dommere. Seks nævninge. Paragraffer og forklaringer. Og det hele kan ankes til landsretten, hvis nogen stadig ikke er tilfredse, når dommen – måske – falder den 27. juni. Det, der bliver tilbage, er tomrummet, hvor en mand engang gik, og de mange spørgsmål, der hænger som støv over landskabet: Hvem skød? Hvem brændte? Hvem gravede? Hvem ved, og hvem lyver? Måske er der svar i retten, måske ikke. Men nu begynder forestillingen – og publikum har krav på et svar, selvom virkeligheden sjældent leverer det rene.