Vejarbejdet på Irlandsvej vækker harme: “Det er makværk kommunen kan ikke være det bekendt”Af AMAGERLIVS udsendte Det skulle have været en forskønnelse, en gave, et kærligt klap til Sundbys trafikale pulsåre Irlandsvej. Men i stedet er beboer Ulrik Bak Nielsen blevet stikhamrende gal. Så gal, at han nærmest trykker alle kapslerne af sit tastatur og får dem til at springe som knopper på et illa-træ, mens han raser over kommunens arbejde i et læserbrev fuld af frustration: “Sjusket. Ringe. Direkte farligt!” Det er hårde ord, men Ulrik spilder ingen tid med fløjlshandsker, når han beskriver de nye buler i asfalten, de skarpe kanter og ikke mindst de spritnye, glinsende vandpytter, hvor der før var tørt som i et hørfrø. I teorien skulle hele herligheden gøre det bedre at færdes på vejen ikke mindst for børnene, der hver dag trisser med skoletasken over skuldrene. Virkeligheden? Den står, ifølge Ulrik, med ét ben i rabatten og glor målløst ud over et vejarbejde, der ligner et patchworktæppe, syet af en påfugl med bind for øjnene. “Det minder mere om nødtørftigt lapperi end om en reel forbedring,” skriver han. Fodgængerlyset det lille grønne håb er stadig væk, cykelstien på den sydlige strækning lyser ved sit fravær, og bilerne suser forbi uden så meget som et midlertidigt bump i vejen.Griber man fat i det kommunale maskinrum, lyder mumlen dog anderledes. Her forklarer Teknik- og Miljøforvaltningen, at arbejdet slet ikke er ovre nej, vi taler ikke småpauser, men snarere et mellemlangt intermezzo frem til 2027. Helt præcist skyldes forsinkelsen, at Energinet skal lægge et mægtigt 132 kV-elkabel under asfalten, netop hvor pløret er værst og råbet efter forbedring højst. “Vi har valgt at udskyde færdiggørelsen, så vejen ikke lider skade under kabellægningen,” forsikrer forvaltningen, der også lover, at slidlaget altså det sidste, bløde krone på værket først bliver lagt ovenpå, når gravemaskinerne endelig siger tak for denne gang om to år.Og nej, de opsvulmede asfaltstykker og de plumpe vandpytter glemmes ikke de udbedres “i forbindelse med det afsluttende asfaltarbejde.” Indtil da må beboerne trøste sig med, at kommunen “vil vurdere, om der kan laves midlertidige forbedringer allerede nu.” Tålmodighed, siger embedsværket, og lægger ud med, at fartdæmpende tiltag og nye trafiksignaler er planlagt til henholdsvis 2025 og 2027.Men så er der cykelstien. Ulrik er stejl: Skolevejen uden cykelsti? En opskrift på uro i maven hver morgen. Kommunen ripper dokumenterne og siger, at vejen simpelt hen er for smal syv magre meter, og ikke en centimeter mere. Der kan ingen cykelsti kiles ind, lyder det med myndig ro.Ulrik kalder det “ubegribeligt,” at børn og unge skal færdes i hvad han oplever som stadig farligere forhold. Kommunen lægger an til både selvransagelse og requests om at “tage kritikken alvorligt”. Der skal kigges på mulige midlertidige forbedringer, loves der.Men dét, Sundby må indstille sig på, er, at Irlandsvej først og måske endelig får sin festdragt på i 2027. Indtil da er hver morgen en slalom mellem huller og håb, mellem fornuftige forklaringer og frustreret virkelighed, mens både små og store beboere må vente på, at skønheden en dag flytter ind for alvor.
Vejarbejde på Irlandsvej vækker vrede: ''Sjusket og farligt'' Et landskab, der angiveligt skulle bringe orden og skønhed, er i stedet blevet et billede på forfald, forvirring og frustration. Genopretningen af Irlandsvej i Sundby har efterladt en vrede, som rækker ud over den enkelte beboers klage: Her, hvor asfaltens ujævnheder nu tegner vejen som et billede på halvfuldendthed, ryster Ulrik Bak Nielsen på hovedet og spørger med retfærdig forundring: Hvorfor skulle det blive værre midt under ambitionens skær?For Ulrik Bak Nielsen er forvandlingen af Irlandsvej alt andet end et fremskridt. I et indlæg beskriver han projektet som sjusket, ringe og, vigtigst af alt, farligt. Ujævn asfalt, skarpe kanter, og nyskabte vandpytter fremstår ikke blot som fejl, men som varsler om, at hensynet til sikkerhed og tryghed er trådt vigepladsen. Især tænker han på de mange børn, der dagligt passerer vejen på vej til skole, og føler med bekymring, at kommunens tanker om forbedring er blevet opslugt af en praksis, der snarere lapper end løfter.\ Det her er ikke tilfredsstillende. Det er ikke i orden, at forholdene er blevet ringere, når formålet var det modsatte,” skriver han og peger på, at både et forsømte fodgængerlys, manglende cykelsti og alt for høj hastighed præger hverdagen. Her, hvor først kærligheden til detaljen og dernæst omsorgen for fællesskabet burde have stået øverst.Kommunen, på sin side, påkalder sig tålmodighedens dyd. Vejen er intetsteds nær sin endelige form, forlyder det; for hvordan kan man gøre noget færdigt, hvis det uvægerligt skal brydes op igen af el-selskabets behov? Først i 2027, når Energinet har lagt sit 132 kV-kabel under kørebanen, vil det afsluttende lag asfalt og måske de længe ventede løsninger materialisere sig. Imens erkendes ”midlertidige skævheder,” men vente må man.Desto mere taler spørgsmålet om cykelstien ind i en alment kendt bekendthed: Vejen er for smal, forklarer embedsværket, og sætter påny snævre vilkår foran ambitionens port. Foranstaltninger mod fart og opdaterede signaler loves, men lægges ud i fremtiden, adskilt fra nuets krav og uro.Midt i dette kredsløb af løfter og frustrationer rejser sig spørgsmålet om ansvar og blik for det almindelige: Hvordan kan man tale om forbedringer og forskønnelse, når de, der færdes, oplever forværrelse? Når trygheden, især for de yngste, kastes ud i forandringens og uafsluttets vildnis?Ulrik Bak Nielsen finder det ubegribeligt, at børn og unge skal sendes ud på en vej, der synes mere risikabel end før, og han maner til eftertænksomhed hos dem, der lægger planer langt inde i fremtiden, mens hverdagen bliver unødig vanskelig. Kommunen har forpligtet sig til at se på kritikken, tage ud og evaluere, om midlertidige forbedringer kan iværksættes. Måske vil det dæmpe uroen for en stund.Men hvem bærer egentlig ansvaret for færdiggørelsen for ikke kun det fysiske arbejde, men også for tilliden, for oplevelsen af, at vejen igen kan benyttes som mere end en prøvelse? Til det spørgsmål må svaret hænge i luften, indtil Irlandsvej engang i 2027 måske vil fremstå som den fuldendte vej, man engang lovede.
Sjuskeri på Irlandsvej: Forskønnelse bliver til farlig færdsel Af AmagerLIVs udsendteDer ligger en buldsende asfaltpuls gennem Sundby, men hjerteslaget har fået knopper. En vej, som skulle have været en åndehul, en let passage for byens borgere især for de små, bøjelige rygepalder, der tumler afsted med skoletasken på ryggen er endt som en scene for irritation og uro.Ulrik Bak Nielsen, en stemme fra brostenene, skriver harmdirrende, at Kommunen burde skamme sig. Han taler om buler, vandpytter og skarpe kanter: om mangel på cykelsti, forvredne fodgængerlys og fartdæmpning, der lyser ved sit fravær. ’Det her er ikke tilfredsstillende. Det er makværk direkte farligt for skolebørn,’ lyder det. Vejarbejdet, tænkt som en forskønnelse, fremstår mest af alt som et kludetæppe klistret sammen i hast.Men embedsmændene hælder olie på det bryske vandspejl. Ikke færdigt, forsikrer de. Alting skal fikses, lappes og lukke sig sammen når kablerne fra Energinet ligger trygt i jorden, og slidlaget i 2027 udlægges som prikken over det nødtørftige arbejde. Indtil da: krusede asfaltbølger og nyopdagede søer for regnfulde børnestøvler.Kommunens svar er præcise, men mættede af den træghed, der følger med store systemer. Fartdæmpende tiltag og moderne trafiksignaler er planlagt men først om et par år. Cykelsti? Nej, vejen er syv meter bred. Hvorfor ikke ændre regler, i stedet for at bøje sig for asfaltsøm og gammel opmålingsteknik?Det, som skulle være en invitation til byen, føles som en afvisning. En skolevej, Ulrik Bak Nielsen kalder ubegribeligt farlig ikke set fra støvede, rekvisitfyldte forvaltningskontorer, men fra cykelsadlen, fra barnehøjde i morgenens mylder. Der tales om midlertidige forbedringer, men kun som hvisken, hvis noget larmer for meget.Så bliver Irlandsvej stående dobbelt. Halvt færdig, halvt forsømt. Et venstre ben i fremtiden, det højre stadig i fortovets tidløse huller. Kommunens løfte er kontant og tålmodigt: Alt bliver smukt til sidst. Men hverdagen fortsætter, børn skal i skole, og Sundbys pulserende trafik spørger: Hvor længe må vi vente på den virkelige forbedring, ikke blot endnu et lag asfalt over byens besvær?