Tusindvis af vejarbejder lammer København – byen der graver, mens den venter Det er ikke kun storbyens puls, der banker under asfalten i København. For tiden er det lyden af gravemaskiner, boremaskiner og frustrerede bilhorn, der sætter rytmen. Hovedstaden er ramt af noget nær et historisk fænomen: 2.770 aktive vejarbejder – hvilket gør København til Danmarks største byggeplads og trafikalske prøveklud på samme tid. I Valby, hvor asfalten mest af alt ligner et puslespil med for mange manglende brikker, må både beboere og bilister indstille sig på at sneglen vinder hvert eneste løb. Roskildevej og Vigerslev Allé er forvandlet til slowmotion-labyrinter, og selv GPS’en virker opgivende, når den skal foreslå alternative ruter. På Københavns Kommunes kort over vejarbejder ligner byen en julekalender, hvor hver eneste låge gemmer på endnu et opgravet fortov eller en lukket vej. Til sammenligning var der i 2022 kun 850 aktive vejarbejder. Man taler om udvikling, men nogen ville måske mene, det er en slags omvendt fremskridt. Ifølge medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Morten Melchiors, handler det om mange års forsømmelse. Man har lappet og lappet, som en bedstemor med et for stort strikketøj, uden nogensinde at hæfte enderne ordentligt. Nu kommer regningen, og regningen består af 15.000 gravetilladelser om året. ”Vi har en ekstrem situation her,” konstaterer han og lyder ikke synderligt overrasket. Imens oplever borgerne déjà-vu i fast loop: Rita Møller fra Valby siger det, alle tænker, når hun sidder i endnu en kø ved endnu et hul: ”Man går ned i de samme huller hele tiden.” Man tror, det er ovre, men pludselig står der igen et blinkende skilt med ”Vejarbejde forude”. Absurd? Ja, men på en måde også meget københavnsk. Der er dog håb – eller noget, der ligner. Kommunen har nemlig nedsat et særligt koordineringsteam, der skal forhindre, at gaderne bliver gravet op som en uheldig gentagelse af Groundhog Day. Fremover skal el, vand, fjernvarme og fiber graves ned på én gang, lover de, og i Budget 2025 er der sat penge af til at give koordineringen et løft. Men vil der så komme færre vejarbejder? ”Det håber jeg jo på,” siger Melchiors, og tilføjer tøvende: ”Eller… jeg håber på, at vi kommer til at se færre gravearbejder, end vi ellers ville have gjort.” En klassisk københavnsk vending: Vi håber. Imens graver vi videre – og venter på grønt.
København under omgravning: Byen, hullerne og tålmodighedens prøve I København er det ikke længere kun tiden, der går. Nu graves der også – overalt. Ikke bare én gang, men igen og igen. For tiden er hovedstaden forvandlet til et landskab af ventetid og omveje, hvor 2.770 vejarbejder gør det næsten umuligt at bevæge sig frit. Tallene alene burde være nok til at vække eftertanke: I 2022 var der kun omkring 850 aktive vejarbejder. Nu er tallet tredoblet. Byen er ikke længere blot en ramme for liv, men også for venten, frustration og gentagelse. Særligt i Valby mærkes denne byrde. Her er de store færdselsårer brudt op på én gang. Resultatet er ikke bare køer og klager, men en følelse af at leve i en tilstand af konstant reparation – som om byen selv er gået i stykker, og nu bliver lappet uden nogensinde at blive hel. Det absurde bliver hverdagskost, når man, som Rita Møller fra Valby bemærker, går ned i de samme huller hele tiden. Man tror, det er slut, men der åbnes et nyt gravested, hvor det gamle netop er blevet dækket til. Gentagelsen bliver et vilkår, hvor håbet om fremdrift altid forskubbes til en ukendt fremtid. Bag det hele ligger årtiers forsømmelse. Medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Morten Melchiors, konstaterer nøgternt: “Vi har lappet og lappet uden rigtig at gøre noget ved det.” Nu skal der tages et opgør, men opgøret kommer med sin egen pris: 15.000 gravetilladelser om året og en by, der er fanget i sine egne forsøg på fornyelse. Kommunen har nu sat sig for at koordinere, at undgå unødvendige opgravninger, at tænke helhedsorienteret – så el, vand, fiber og fjernvarme kan lægges samtidig, og hullet i gaden ikke skal åbnes, før det gamle ar er helet. Midlerne er afsat i næste års budget, og et koordineringsteam er nedsat. Alligevel fornemmer man, at løftet om fredsperioder blot er endnu en variation over samme tema: Troen på, at systematik og planlægning kan overvinde tilværelsens indbyggede uorden. Vil det føre til færre vejarbejder? “Det håber jeg jo på,” svarer Melchiors, inden han retter sig: “Jeg håber på, at vi kommer til at se færre gravearbejder, end vi ellers ville have gjort.” Sætningen rummer både fortrøstning og resignation, som kun en københavnsk byvandrer kender den. Byen fortsætter med at grave, mens vi venter. Måske er det sådan, København lærer os, at vi – bag rattet, på cyklen, i fodgængerfeltet – aldrig helt undgår ventetidens vilkår. Det er ikke kun vejene, men også vores egen tålmodighed, der bliver prøvet af.
København under angreb: 2.770 vejarbejder – og flere på vej Det er ikke en dårlig vittighed eller en glemt linje i et manuskript til en ny dansk film: Der er lige nu 2.770 aktive vejarbejder i København. Tallene er så høje, at ingen rigtig tror på dem, før de står fastlåst på Vigerslev Allé og kigger ud over et hav af blinkende advarselsskilte, gravkøer og små gule afspærringer, der vugger sagte i morgenvinden. Særligt i Valby har virkeligheden sat sig som en tung dyne. Beboere står op til lyden af boremaskiner, og trafikanter finder sig selv stirrende ned i endnu et hul i vejen, mens deres biler snegler sig frem i en slags kollektiv afmagt. Roskildevej og Vigerslev Allé er begge ramt, men kortet over Københavns Kommune viser, at der stort set ikke er et eneste sted i byen, hvor asfalten ikke er åbnet – enten af nød eller af vane. For bare to år siden var der 850 aktive vejarbejder. I dag taler vi om 15.000 gravetilladelser om året. ”Vi har lappet og lappet,” lyder det fra medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Morten Melchiors, der nærmest opgivende fortæller, at situationen skyldes mange års forsømt vedligeholdelse. Nu skal der rettes op, men det kommer til at tage år – og i mellemtiden er kaos, forsinkelser og ventetid blevet faste elementer i københavnernes dagligdag. Mange borgere oplever et absurd déjà-vu: ”Man går ned i de samme huller hele tiden,” konstaterer Rita Møller fra Valby. Hun har opgivet at tro på, at vejarbejder forsvinder. Når et hul lukkes, går der ikke længe, før et nyt åbnes det samme sted. Byen føles som en plade med hak, der gentager sig igen og igen. Kommunen lover bod og bedring. Et særligt koordineringsteam skal forhindre unødvendige opgravninger og sørge for, at man graver til el, vand, fiber og fjernvarme på én gang. Der er sat penge af i Budget 2025 til styrket koordinering og ”fredsperioder” – hvad det så end betyder, når maskineriet først er sat i gang. Bliver der færre vejarbejder i fremtiden? Ingen tør sige det. ”Det håber jeg jo på,” siger Melchiors, inden han retter sig: ”Jeg håber, vi kommer til at se færre gravearbejder, end vi ellers ville have gjort.” Man kan næsten høre et stænk af sort humor i replikken – en let resignation forklædt som håb. Indtil videre må hovedstaden leve med lyden af beton, trafikkaos og evige omveje. Hullet i vejen er blevet et symbol. Ikke på udvikling, men på byens egen cirkulære tilstand: At man altid er på vej et sted hen, men sjældent kommer frem, som planlagt.