Nordstjerneskolen åbner dørene igen sikkerheden er i top efter dramatisk loftsulykke.Mandag morgen kan børnene igen trække i skoletaske og morgenhår uden frygt for pludselig himmelfald, efter weekendens eventyr med nedstyrtende loftsplader på Nordstjerneskolen. Dramatikken udspillede sig lørdag eftermiddag, hvor undersiden af gangbroen den der forbinder svømmehallen med skolens hjertekammer pludselig besluttede sig for at slippe nogle af sine hvide firkanter mod jorden. Heldigvis fik ingen mennesker skrammer, kun gangbroens stolthed led lidt.Siden har både folk i overalls og folk med store nøgler hurtigt fået sat skik på situationen. Kommunen udsendte søndag et notat med forsikringer og professionelle vendinger, der lugtede af både samarbejde og beslutsomhed. Sikkerhedsfolk har sammen med de erfarne hænder fra Kemp Lauritzen været på plads det gælder både gevaldige stiger og beredskabets skarpe øjne, der har gennemgået gangbroens tvillinge-lofter for løsagtige plader. Til lektørens lettelse blev lignende sammensværgelser i oppe under tag ikke fundet, for alle mistænkte blev straks fjernet, så man nu kan vinke farvel til evt. nedstyrtningsfrygt.Skolens udeområde summer endnu af oprydningsarbejde og diskrete stakke af bygningsdele, men mandag står den færdigfejet og klar til at tage imod forventningsfulde børn og voksne mere nysgerrige end nervøse, skulle man tro. “Vi har gjort alt ordentlig og hurtigt, så både lærere og elever kan føle sig trygge. Det har været en fælles indsats, og jeg tør godt garantere, at det her loft nu bliver, hvor det skal,” lyder det fra beredskabets chef, mens han sikkert klapper sin hjelm.Men selvom roen er genoprettet, og morgenrutinen igen kan afvikles i sikkerhed, begynder nu en anden slags arbejde: nemlig det detektiviske. For hvordan kunne gangbroens loftsplader pludselig finde det for godt at opgive kampen mod tyngdekraften? Det spørgsmål ruller videre til kommunens folk, der nu skal spille Sherlock Holmes på opgaven og finde selve rodknolden til uheldet. “Vi lægger puslespillet, så vi er sikre på, det ikke gentager sig og vi vil have en forklaring,” siger centerchefen for Byudvikling og Kultur, mens han peger på de nu sikrede, men plagede, loftsbjælker.Før opbygning af nye lofter får lov at gå i gang, må årsagen frem i dagens lys, så ingen skal frygte for overraskelser ovenfra. Indtil da kan Nordstjerneskolens børn og voksne færdes med oprejst pande og trygt løfte blikket mod gangbroens nu ekstra gennemgåede loft.
Skrøbelighed og sikkerhed: Efter loftsulykke står Nordstjerneskolen atter åben.Nordstjerneskolens gange var lørdag eftermiddag tavse, men begivenhederne talte deres eget sprog: Loftspladernes brat afsluttede ophold under broen mellem svømmehallen og skolen satte den skrøbelighed for dagen, der ofte skjuler sig bag hverdagsbygningernes facader. Ingen blev ramt, ingen mistede livet. Alligevel blev begivenheden, om end flygtig, et løfte om ansvar og opmærksomhed—til en samfundets etiske prøve.Det er eftermiddagssolen, der reflekterer på ruinerne og på folks miner, eftertænksomme og lidt ængstelige. Søndag morgen kom beroligelsen, ikke i form af en endegyldig forklaring, men i sikkerhedens midlertidige tilbagevenden. Gribskov Kommune udsendte meddelelse: Skolen er sikret, og dagligdagen kan fortsætte, som om intet var hændt. Men kan den det?Med snarrådighed og myndighed har fagfolkene fra beredskabet og byggeriets folk samlet pladerne op fra jorden og fjernet flere, hvor konstruktionen begrundede det. Fasthed er at finde i deres handling—snarrådig, men også ydmyg. For bag de midlertidige foranstaltninger venter spørgsmålet: Hvordan kan noget så basalt svigte midt i et samfund der bygger på tillid, på ansvar, på forudseenhed?Ansigterne, der mandag atter træder ind ad skolens porte, bærer på tilliden. For vi sender børnene afsted med troen på rammernes bestandighed, på at muren omkring læring og dannelse ikke skal styrte sammen om dem. Skolen—det er ikke blot sten og mørtel, men en arena hvor vi overlader vore næste til noget større end os selv. Derfor er det, med det lille kollaps af ubevidsthed, ikke kun plader, der skal samles op—også forståelsen for, hvorfor det kunne ske, må samles op, undersøges, tænkes igennem i dybden. Og allerede nu varsler myndighederne, at opgaven nu er at søge til bunds i årsagen. Ikke for at nøjes, men for fortsat at tage det alvorligt, som er alvorligt: risikoen, ansvaret, konsekvensen i den mindste detalje. Hele systemet har haft en chance til at vise sin kunnen, lyder det mellem linjerne i embedsmændenes udtalelser. Men for systemet består prøven kun, hvis refleksion følges af handling, hvis vi tør spørge os selv: Er vore institutioners fundament sikkert nok—ikke kun fysisk, men etisk? For bag bjælker og skruer gemmer sig altid vores tillids store, men usynlige, tagkonstruktion.Sådan fortsætter arbejdet. Først med at fjerne det farlige, derpå med at begribe og forklare. Og til sidst—i velvilje og ansvar—at bygge op på ny, så børnene ikke blot fysisk, men tillidsfuldt og trygt kan tage plads under loftet.Mandag åbner skolen. Nu begynder det egentlige arbejde.
Loftet falder, hverdagen genopstår.Lørdag eftermiddag brast rutinen, da loftsplader fra gangbroens underside slap deres tag og styrtede mod jorden mellem svømmehallen og skolen i Helsinge. Friheden for undertiden at lade tyngdekraften bestemme, hvad der hører hjemme ovenover og nedenunder men denne gang lod ingen sig tryne. Ingen børn, ingen voksne kom til skade. Det er hverdagen, der blev rystet, ikke kroppene.Søndag formiddag meldte kommunen ud: Skolen åbner, som om intet var hændt, men alligevel er alting forandret. Beredskabet og håndværkerne har arbejdet side om side, let hængende over deres værktøjskasser, og gennemført de nødvendige sikringer. To steder, hvor konstruktionen bar samme svaghed som ulykkesstedet, blev lofterne hurtigt fjernet. Risikoen er elimineret, siger man. Man trækker en streg i luften og erklærer rummet sikkert.Oprydningen følgende alt sit stille søndagsarbejde. Indsatser samler støvet, forvandler kaotisk sammenbrud til struktureret normalitet. Mandag morgen åbner skolen dørene på ny, modtager sine børn og voksne. En skole lever af sin kontinuitet rytmen, pauserne, det sagte frikvartersbrus, det sagte. Det har været en holdindsats, lyder det, og solidaritetens varme er på én gang konkret og svævende, som luften over en rystet skolegård.Bag facaderne og i de nu tomme konstruktionsrum begynder et andet arbejde efterforskningen. Lederen for byudvikling og kultur taler om nødvendigheden af at forstå, hvordan det kunne gå så galt. For i ethvert sammenbrud ligger også muligheden for en gentænkning af konstruktionens væsen, selve idéen om at bygge noget, der kan bære mere end sig selv. Måske var der svaghed i materialet, måske i tanken bag. Måske blot i sammensætningen.Først skal årsagen findes, og derefter, lover man, vil nye lofter rejse sig. Ikke som symbol på fortrængning, men måske som souvenir for erindringens skyld. Et tegn på, at skolen lever videre, stærkere for søndagens indsats og en smule mere opmærksom på rummene mellem os og under os.For børnene, lærerne og den pulserende hverdag er det ikke kun tagets konstruktion, der tæller men tilliden. At man kan færdes, leve, lære og glemme for et øjeblik, at loftet ovenover hviler på en usynlig tryghed, som hver dag må genskabes.