Millionbedragere narrede foreningernes kasserere – og lod Danmark stå tilbage med dumme følelser Forestil dig: Du sidder til generalforsamling i sportsklubben og nikker høfligt, mens nogen diskuterer nye net til badmintonbanerne og om grillen skal opdateres med rotisserie. I hjørnet sidder foreningens kasserer. Han, eller måske hun, er frivillig – sikkert lidt træt i blikket, men nobel i sindet. De har ikke meldt sig for spændingens skyld, men fordi nogen skal holde styr på de små penge og de store drømme. Men så en dag ringer telefonen. Stemmen i den anden ende lyder næsten for venlig. Bare et lille klik, og pludselig forsvinder foreningens formue ud i cyberspace hurtigere end man kan nå at google “Er det svindel?”. Ifølge politiet er det præcis sådan, at 12 millioner kroner er fosset ud af de danske foreningers pengekasser. Millionbedragere har målrettet deres snedige tricks mod frivillige kasserere – de mennesker, der normalt bekymrer sig mest om restbeløbet til næste fodboldstævne og mindst om cybersvindel og muldyr. Nye oplysninger fra både et retsmøde i Københavns Byrets dommervagt og en pressemeddelelse fra politiet løfter nu sløret for, hvor galt det står til. En 23-årig mand sidder varetægtsfængslet, sigtet for groft bedrageri, men nægter naturligvis alt. Ifølge politiet er han dog ikke bare en sølle fisk i nettet, men nærmere den, der har trukket trådene og rekrutteret såkaldte “muldyr”. Muldyr lyder eksotisk, men det er egentlig bare folk med en bankkonto, som svindlerne bruger til at sende pengene rundt – helst så anonymt og mudret som muligt. Og de er ikke nødvendigvis med på legen; måske var det bare et tilbud om hurtige penge, der lød for godt til at være sandt. Så står vi her. Med frivillige kasserere, der ville gøre noget godt, men blev narret til det modsatte. Med foreninger, der mangler penge til alt fra fodbolde til folkedans. Og med et samfund, der – endnu en gang – kan konstatere, at svindel aldrig går af mode, men bare får nye ansigter, nye stemmer i telefonen og nye ideer til, hvordan man lokker danskernes kroner væk fra foreningslivets bløde hjerte. Men måske vi fremover skal klappe lidt ekstra af foreningernes kasserere. Ikke bare når regnskabet går op – men også når de tør tage telefonen.
Mellem Mistanke og Menneskelighed: Millionbedrag mod Foreningernes Frivillige Der er noget fundamentalt tillidsfuldt ved foreningens økonomi. Den bærer den danske hverdag, båret frem af hænder, der ikke rækker ud efter egen vinding, men som samler, tæller, bekræfter og holder. Alligevel brydes denne grundlæggende tillid, når bedraget kommer udefra og gør sig hjemlig i systemet. Det er netop denne tillid, der nu ifølge politiets mistanke er blevet målet for et bedrag, hvis omfang og metode står som et spejl for tidens paradokser. Helt almindelige danskere, hvis gerning ikke er spektakulær, men snarere nødvendig, er blevet udpeget. Frivillige kasserere – dem, der stiller sig til rådighed for det fælles, som foreningsdanmark bygger på – har været jaget af telefonopkald, hvis stemmer talte i fortrolighed, men hvis hensigt var alt andet end ærlig. Omkring 12 millioner kroner er med overtalelsens lethed gledet væk fra foreningskasser, væk fra fællesskabet, ind i kredsløb, der slører sporene og opløser ansvar. Bedraget blev muligt gennem et samspil af forførelse og teknik: Den frivillige kasserer, som hverken havde andet end gode hensigter eller særlige ressourcer til modstand, blev lokket til at overføre penge til konti, de troede, de kunne stole på. Denne oplysning blev onsdag fremlagt i både Københavns Byrets dommervagt og i en pressemeddelelse fra politiet. En 23-årig mand er nu varetægtsfængslet, sigtet for groft bedrageri – en anklage han nægter, men hvis mulighed bringer spørgsmålet om skyld og ansvar tilbage til udgangspunktet. Politiet ser ham som én, der har gjort det muligt, rekrutteret såkaldte “muldyr” – bankkonti ejet af almindelige mennesker, nu indskrevet i en bedragerisk fortælling, hvor de, bevidst eller ubevidst, blev mellemled mellem ofret og gerningsmand. I dette spil mellem tillid og brud, ansvar og afmagt, stilles vi alle over for spørgsmålet: Hvilket fællesskab kan bestå, hvis ikke tilliden bærer? Og hvad sker der, når svindelens stemme lyder mere tillidsvækkende end foreningens egen samvittighed? Her, i denne brist, åbner det moderne samfunds sår sig, og vi konfronteres med nødvendigheden af både årvågenhed og omsorg – ikke blot for pengene, men for menneskene bag.
Frivillige kasserere fanget i millionbedrag – Danmark som bedragernes baghave Danmark har altid været et land, hvor man kan stole på kassedamen, hundelufteren og foreningens kasserer. For hvem i alverden ville dog snyde en frivillig, der bruger sin fritid på at balancere et regnskab, så badmintonklubben kan få net og spejderne nye bålsteder? Men i disse dage er det præcis de frivillige kasserere, der har haft en ny og sørgelig erfaring: Telefonen ringer, stemmen er overbevisende, og pludselig forsvinder der penge ud i mørket hurtigere, end man kan sige “tjek saldo”. Politiets mistanke er klar: Bedragere har rettet blikket mod foreningernes mest godtroende, og i alt er cirka 12 millioner kroner blevet lokket væk fra fællesskabets kasse. Det foregår lavpraktisk – men ikke uskyldigt. En kasserer narres til at overføre penge til konti, der tilsyneladende skal bruges til et eller andet fornuftigt, men som i virkeligheden bare munder ud i endnu en svindelhistorie. Onsdagens retsmøde i Københavns Byrets dommervagt og politiets pressemeddelelse fortæller, at der nu er sat navn og alder på én af de formodede bagmænd: En 23-årig mand er varetægtsfængslet, sigtet for groft bedrageri. Han nægter alt – men historien er klassisk: Politiet mener, han har hvervet og dirigeret såkaldte muldyr. Ikke firbenede, men derimod danskere med bankkonti, der pludselig bliver omdrejningspunkt for en underverden, hvor penge skal skjules og spor viskes ud. Muldyr lyder som noget fra et eventyr, men i dag er det bare Per fra opgangen eller Lone fra håndboldklubben, der – bevidst eller bare uopmærksom – lader sin konto blive en mellemstation for andres penge og andres brudte tillid. Og mens pressen holder sig til referaterne, står de frivillige kasserere tilbage med tomme konti og følelsen af at være snydt på allerbedste dansk. Måske med lidt mindre tillid til telefonopkald og fremmede stemmer. Måske lidt mere opmærksomme på, at verden – og foreningsdanmark – ikke længere kun er befolket af folk med pæne hensigter og små bogføringsfejl. I mellemtiden fortsætter bedraget. Og vi ser til, klør os i nakken, og undrer os: Hvorfor skal det altid gå ud over dem, der bare ville hjælpe?