Regningen, der ikke forsvandt: Skatteborgerne betaler for museumsstrid Først var der ord. Så blev der sagsmapper. Til sidst kom regningen, og den var ikke for sarte sjæle. 632.725 kroner, og hvem ender med at betale? Skatteborgerne, naturligvis. For mens Næstveds borgere håbede på flere udstillinger eller lidt ekstra sjov på Museum Sydøstdanmark, fik de i stedet et opgør om ære og ansvar – og en pris, der får selv de hårdeste regnskabstal til at blegne. Det begyndte som en duel i solnedgang mellem museumsdirektør Keld Møller Hansen og lokalpolitiker Githa Nelander. Personligt? Jovist. Offentligt? Bestemt. Og da dommeren havde talt, lå regningen tilbage på bordet. Museumsdirektørens advokatregning på 483.000 kroner blev dækket af museet – penge, der ellers kunne have købt flere bronzesvær og bindebøger. Men den slags kommer altid på andenpladsen, når omdømmet skal forsvares, som forpersonen Camilla Wang forklarer med myndig stemme og let bekymret mine. For selvfølgelig kan man ikke bare lade folk sige hvad som helst. Bestyrelsen mente, at museets navn – og direktørens – trængte til at blive poleret op i retten. Det kostede. Også fordi kommunen måtte dække Githa Nelanders udgifter. “Vi ønskede ligestilling mellem parterne,” lyder det fra museets top. Som om nogen i dette spil ville føle sig snydt for en advokatregning. Borgmester Carsten Rasmussen ser træt ud. “Det er hverken fedt eller fair,” sukker han og forklarer, at det ikke er penge taget fra velfærd, men alligevel kunne de nok være brugt bedre end på en juridisk rundeplads. Ingen i byrådet jublede, da kassen blev åbnet for at dække sagens pris. Men hvad gør man, når byrådsmedlemmer risikerer at ende på gaden for at have sagt deres mening? Githa Nelander er stadig uforstående. Hun undrer sig – og kalder det grotesk, at hendes bekymringer aldrig blev undersøgt. “Borgerne står tilbage uden svar og med en regning, der kunne have pyntet på udstillingsbudgettet,” siger hun. Museets bestyrelse slår dog fast, at de har undersøgt sagen. Alvorligt, målrettet og internt. “I dag trives organisationen,” lyder det, og medarbejdertilfredsheden er, om ikke andet, steget. Retten har frifundet Githa Nelander og afvist, at der var hold i anklagerne. Så alt er opklaret? Næh. Næstved Kommune har betalt 224.725 kroner, heraf dækker kommunen selv 149.725, resten er ifølge dommen Keld Møller Hansens regning – men museet tager den, så ingen står tilbage uden broderet navneskilt. Midt i det hele: Tavshed fra visse politikere, som ikke har svaret på, om de faktisk stemte for den store, varme dækning af sagsomkostninger. Nu er spørgsmålet, hvad der egentlig blev vundet – udover måske en forbedret medarbejdertilfredshed og en regning, der får selv hårdkogte embedsfolk til at ryste på hånden. Keld Møller Hansen kan stadig anke. Indtil videre er det kun én ting, der er sikkert: Det er ikke billigt at tage sin uenighed hele vejen – slet ikke for dem, der bare gerne ville opleve lidt mere kultur for skattekronerne.
Skatteborgernes byrde: Når retfærdighedens pris bliver fælles Beskyldninger er som frø: De kan sås i det små og vokse til noget, man kun vanskeligt kan overse. I en sag, der begyndte som et personligt opgør, spirer nu regningen ud til fællesskabet. Hver en borger med en finger på skattetrykket mærker, at også de skal bidrage, når en konflikt vokser fra ord til retssag og ender med en regning på mindst 632.725 kroner. Museumsdirektørens udgift, 483.000 kroner, bliver betalt af Museum Sydøstdanmark. Pengene er ikke bare tal på et regneark – de repræsenterer fravalg: udstillinger, formidling, kerneopgaver, der kunne have været. Det er nødvendighedens stemme, som forpersonen siger. Institutionens omdømme skulle forsvares, for tavshed og uafklarede påstande kan være mere ødelæggende end udgifter. “Vi måtte handle,” lyder det. Retten har efterfølgende fastslået, at beskyldningerne ikke kunne bevises. Men der er altid et andet blik. Et byrådsmedlem, der kalder processen pligtforsømmelse, og som oplever, at borgernes spørgsmål forblev ubesvarede. Hvad betyder det for den enkelte, når bekymringer henvises til stilheden, og prisen – økonomisk, menneskelig – fordeles ud på alles skuldre? Næstved Kommunes borgmester kalder udgiften ærgerlig. Ikke dramatisk, måske, men et udtryk for en virkelighed, hvor det fælles skal beskytte det individuelle, også når det individuelle bliver privat. Skatteborgernes penge tages ikke fra velfærden, men fra en pulje, der ellers kunne være blevet brugt anderledes. Også det er valg, der mærkes. For nogle er det nødvendighedens logik: Når kommunen støtter sit byrådsmedlem, må museet støtte sin direktør. Retfærdighed og ligestilling bliver idealer, der – skønt velmente – ender som kroner og ører, alle kan se. For andre ligner det et skråplan, hvor alvorlige spørgsmål aldrig forfølges til ende, men i stedet pakkes væk under procedurens tunge tæppe. Museets bestyrelse står fast: Man har gjort, hvad der var rigtigt, og arbejdsmiljøet er blevet bedre. Dommen er faldet, navne er renset, men regningen står tilbage og vidner om, at sandhed og tillid ofte er kostbare størrelser. Der er tavshed fra nøglepersoner. Måske fordi visse valg er svære at forklare, når prisen sendes ud til alle. Tilbage er et samfund, der må overveje, hvor grænsen går mellem retfærdighed, nødvendighed og økonomisk ansvar. Måske er det først i den erkendelse, at regningen får sin sande betydning – ikke bare som udgift, men som en påmindelse om det fælles ansvar, vi alle bærer, når tvivlen bliver til sag.
Når museet lukker kassen op: Skatteborgerne betaler prisen for et personligt opgør Regningen er landet. Den er hverken pakket pænt ind eller pyntet med et lille takkekort fra museet. 632.725 kroner, noteret på fællesskabets bon – til glæde for advokater, til irritation for borgere og med en bitter eftersmag af alt det, der kunne have været. Det startede som så mange andre kriser i det små: beskyldninger, et fnys hen over bordet, to personer – en museumsdirektør og en politiker – som blev så uenige, at de måtte have retten til at blande sig. Nu er sagen ikke længere deres, men alles. Direktørens advokatregning: 483.000 kroner, betalt af Museum Sydøstdanmark, hvilket vil sige: betalt af dig, mig, din nabo og dem, der egentlig hellere ville have haft flere udstillinger for pengene. Forperson Camilla Wang forklarer, at det var nødvendigt. “Vi kunne ikke lade beskyldningerne stå uimodsagt,” siger hun. Bestyrelsen valgte kamp – og pengepungen åbnede sig med et smæld. Det handler om omdømme, ikke bare kroner og ører. For hvis ikke nogen beskytter museets navn, hvem gør så? Sagen stopper ikke der. Kommunen har også lagt ud – 224.725 kroner for at hjælpe politiker Githa Nelander, så hun ikke risikerede at stå tilbage med mere gæld end meninger. Det var nødvendigt, siger borgmesteren, men ikke sjovt. “Det er hverken fedt eller fair,” sukker han. Pengene er taget fra den juridiske kasse. Hvis ikke de var brugt her, kunne de have ligget og ventet på næste kommunale klemme. Githa Nelander er rystet. “Grotesk,” kalder hun det. Hendes bekymringer blev aldrig undersøgt til bunds, mener hun – og nu betaler alle for noget, ingen blev klogere af. Borgerne står tilbage uden svar, men med mindre til både kultur og kommunal kasse. Bestyrelsen forsvarer sig: Alt er gennemgået, ledelsen har arbejdet, organisationen trives nu bedre. Retten har frifundet Nelander, navne er renset, papirerne kan arkiveres. Tavshed fra flere nøglepersoner, der ellers kunne give forklaring på, hvorfor kassen skulle tømmes for netop denne strid. Sagen ligner mere en film end en sag: En kommunal økonomi på 86 millioner om året, men alt for lidt tilbage til kultur, når advokaterne har sagt sidste ord. Vi har fået en regning, men stadig ikke et svar. Og måske er det dét, vi skal tage med: At når personlige opgør går til domstolene, så risikerer hele lokalsamfundet at blive statister – og stå tilbage med både regningen og stilheden.