Klodser på Englandsvej: Coop bygger stort, højt og med kælder Der er noget på vej i den tætpakkede virkelighed mellem Englandsvej og Sundholmsvej. Noget stort. Noget med beton, boliger og broccoli. Det er Coop, der har fået byggefeber – og ikke af den lille slags, hvor man lige pudser facaden. Nej, vi taler 24.712 kvadratmeter. Og som de siger i byggebranchen: det er ikke småkartofler. Den gamle Kvickly må lade livet. Den skal rives ned – måske med maskiner, måske med vemod, afhængigt af, hvem man spørger. I stedet kommer der en ny fødevarebutik på 6.000 kvadratmeter. Og ovenpå? Boliger. Mange boliger. Det bliver en slags kombination af kolonial og kollegium, supermarked og superstruktur. En vertikal virkelighed for både mælk, mennesker og måske et par byduer, hvis de kan finde en altan. Projektet hedder *Englandsvej Vest*, hvilket lyder som enten en cowboyby eller et boligprogram på TV 2, men det er faktisk en lokalplan i optræk. Coop vil ikke bare have en butik. De vil have et mini-samfund med parkeringskælder, grønne taglandskaber og så mange kvadratmeter, at man får sved på panden bare af at læse tallene. Og parkeringen? Den skal gemmes under jorden som en slags automobilernes skjulested. Imens skal grønne friarealer blomstre oppe på tagene, som moderne hængende haver – en smule Babylon, en smule boligforening. Men alt er ikke bare nedrivning og optimisme. For området er, som det hedder i notaterne, *trafikalt udfordret*. Oversat: Der er bilkaos, busbøvl og en generel stemning af "hvor skal jeg egentlig aflevere mine varer, når GPS’en får nervøst sammenbrud?" Kommunen lover at kigge på det. De lover også at tale med lokaludvalget, som har fået en invitation til dialog i begyndelsen af maj – muligvis med kaffe, men helt sikkert med PowerPoint. Amager Vest Lokaludvalg skal nemlig ikke bare kigge med, de skal tænke med. Kommunen vil sikre lokal forankring og borgerinddragelse, hvilket lyder meget pædagogisk og lidt som noget, der kan ende i et mødelokale med post-its og sur kaffe. Men det er vigtigt. For det her bliver ikke bare et byggeri. Det bliver endnu et stykke af Amager, der skifter ansigt. Hvis alt går efter planen – og hvem tør efterhånden sige dét højt – så bliver det konkrete forslag sendt til politisk behandling i tredje kvartal 2026. Og selvom det hele hverken kræver tillæg til kommuneplanen eller udbygningsaftale, så kræver det alligevel noget andet: At nogen tør drømme om en anden hverdag, lige der hvor Kvickly engang stod, og folk købte torsdagskylling og tilbud på toiletpapir. Forandringen er i gang. Og som vi alle ved: På Amager sker det altid med både hjelm og hjerte.
Byen, som aldrig står stille: Amagers næste kapitel begynder på Englandsvej Midt i det, der synes at være en konstant ommøblering af virkeligheden, står endnu en transformation for døren. Denne gang i skyggen af Kvickly på Englandsvej, hvor grænserne mellem det velkendte og det kommende forskydes med bygherrevilje og kommunale notater. Coop, en aktør forankret i hverdagens banaliteter – mælk, mel og morgenmad – har rettet blikket mod højere himmel og dybere kældre. På hjørnet af Englandsvej og Sundholmsvej planlægges det, at den eksisterende butik skal forsvinde, for at give plads til noget større. Ikke blot fysisk, men også i bymæssig betydning: En ny fødevareforretning på 6.000 kvadratmeter og boliger, som samlet udgør næsten 25.000 kvadratmeter ny bebyggelse. Det hele går under navnet *Englandsvej Vest*. En neutral betegnelse, næsten klinisk, men bag den gemmer sig forestillingen om en ny måde at organisere det nære. Supermarkedet bliver omdrejningspunkt, men ikke alene – for ovenover og omkring tænkes mennesker at skulle leve. Ikke blot bo. Der tales om underjordisk parkering, grønne tagflader og friarealer hævet over gadens støj. En arkitektur, der forsøger at svare på samtidens mest sagte spørgsmål: Kan vi skabe rum, hvor det er muligt at være menneske? Kommunen, via Teknik- og Miljøforvaltningen, har registreret projektets kompleksitet. Ikke blot i kvadratmeter og trafikmønstre, men i mødet mellem lokalt tilhørsforhold og urbane ambitioner. Sundbyvester er i dag præget af tæt trafik og manglende offentlig transportdækning. Det gør området til en udfordring – og derfor, måske, også til en mulighed. Her er det arkitektoniske ikke kun et spørgsmål om æstetik, men om etik. Hvordan bygger man i en by, hvor beboerne ikke er tilskuere, men medfortolkere? Hvordan skaber man rum, der ikke fordriver det, der var, men integrerer det i det, der kommer? Kommunen har indledt en dialog med Amager Vest Lokaludvalg, som i begyndelsen af maj 2025 skal præsenteres for projektets konturer og bygherres intentioner. Her skal vision møde virkelighed. Borgerinddragelse nævnes – ikke som en gestus, men som et nødvendigt vilkår, hvis det nye byggeri skal blive andet end et påtvunget svar på et spørgsmål, ingen har stillet. Hvis alt forløber som ønsket – og historien viser, at det sjældent gør – vil et konkret lokalplanforslag kunne fremlægges i tredje kvartal 2026. Intet tillæg til kommuneplanen er nødvendigt. Ingen udbygningsaftale kræves. Det hele glider, næsten upåfaldende, ind i den kommunale rytme. Men spørgsmålet er, om noget væsentligt samtidig glider os af hænde? For her, i denne planlagte transformation, gemmer sig det grundlæggende dilemma: Skal byen formes af det mulige eller det ønskelige? Skal vi nøjes med det, vi kan realisere, eller skal vi forfølge det, vi endnu ikke har sprog for? På Englandsvej står endnu en skæringslinje. Mellem det, der var, og det, der kunne blive. Mellom mursten og meninger. Mellem forretning og fællesskab. Måske vil det engang vise sig, at byens egentlige puls ikke måles i kvadratmeter, men i evnen til at huske, hvad det hele skulle være til for.
Amager forvandles igen: Beton, broccoli og byplaner i skælvende forening Der er optræk til transformation i det flade land mellem Englandsvej og Sundholmsvej. Coop – den hæderkronede fødevaregigant med sociale rødder og supermarkedshylder i hele landet – har fået ny appetit: ikke kun på dagligvarer, men på byudvikling i storskala. Planen er som følger: Rive den eksisterende Kvickly ned (ingen græder åbenlyst, men man fornemmer et mumlende farvel til torsdagskyllingen) og opføre et monument over samtidens dualitet: 6.000 kvadratmeter supermarked og næsten 19.000 kvadratmeter boliger. Det er meget plads. Det er også mange valg. Det hele hedder *Englandsvej Vest*, et navn så intetsigende, at det næsten bliver poetisk. Bag titlen gemmer sig en ambition om at skabe noget, der både ligner en løsning og lugter af logistik. Man kalder det *serviceerhverv*, *friarealer på tagfladen*, *underjordisk parkering* – alt sammen pakket ind i planlægningslingo, der forsøger at berolige nerverne hos både naboer og embedsmænd. Men lad os skære det ud i beton: Coop vil bygge et boligkompleks med butik i stueetagen, kælder fuld af biler og grønne områder på taget, alt sammen placeret midt i et område præget af trafikalt hysteri og kollektiv transport, der ankommer med en frekvens, der får én til at tvivle på tidens eksistens. Kommunen er – som altid – *opmærksom*. Teknik- og Miljøforvaltningen har noteret sig, at området har visse "trafikale udfordringer", hvilket er en embedsmands måde at sige "det er kaos derude, og vi aner ikke, hvor varebilerne skal holde, uden at blokere for nogen, der prøver at hente deres barn i regnvejr." Og så er der selvfølgelig arkitekturen. Den skal "respektere områdets karakter", hvilket kan betyde alt fra "undgå at bygge en glaspyramide" til "prøv ikke at fornærme nogen med for mange skarpe hjørner". Arkitekturen bliver, som altid i denne slags projekter, det sted hvor hensynet til det æstetiske enten blomstrer – eller bukker under for budgettet. Men byen er ikke kun til for arkitekter og planlæggere. Den er også til for dem, der bor der. Kommunen har derfor inviteret Amager Vest Lokaludvalg til møde i maj 2025. Det bliver en slags teaterforestilling for byens demokrati: en præsentation af status, ambitioner og strategier. Og måske lidt sur kaffe. Hvis alt går efter planen – hvilket det naturligvis aldrig gør – bliver lokalplanforslaget sendt til politisk behandling i tredje kvartal 2026. Og selvom projektet ikke kræver hverken kommuneplantillæg eller udbygningsaftale, kræver det noget langt mere besværligt: opbakning. Forståelse. Tålmodighed. For mens gravemaskinerne varmer motorerne, og lokaludvalget justerer brillerne, rejser det evige spørgsmål sig fra asfalten: Hvem er byen egentlig til for? Hvem flytter ind, når de gamle bygninger ryger? Og hvad mister vi, når vi får noget nyt? Det begynder – som så meget andet i København – med en byggetilladelse. Men det ender et sted mellem drøm og dagligvare.