Larmer det? Ja. Men det er for en god sag, siger de i Sydhavnen Hvis man bor i nærheden af Enghave Kanal, og man synes, det rumler lidt mere end normalt, så har man ret. Det er ikke naboens vaskemaskine, der har besluttet sig for at gå i spin på nattehold, og det er heller ikke undergrunden, der prøver at komme op og sige hej – det er Valby Skybrudstunnel, som nu larmer lidt højere og lidt længere end planlagt. Projektet, som siden november 2024 har været et fast indslag i lokalbilledet – sammen med duer, cykler og folk, der løber med våde brødposer – er løbet ind i tekniske vanskeligheder. Og når noget teknisk ikke vil som det skal, ja, så må man justere. Eller som Hofor kalder det: *udvide arbejdstiderne*. Det lyder umiddelbart som noget, der sker stille og roligt. Det gør det ikke. Det betyder nemlig mere larm, mere aktivitet og flere undrende blikke bag gardinerne kl. 18.45. Hvorfor nu det? Jo, forklarer Hofor, det handler om nogle såkaldte **sekantpæle** – det lyder som noget, man enten får stukket i armen eller serveret med flødeskum, men i dette tilfælde er det væggene til det store hul, hvor en kæmpe boremaskine skal sænkes ned. De her pæle skal altså graves, bores og justeres på plads, og det har været... vanskeligt. Derfor har Hofor bedt om lov til at arbejde mere. Og det har de fået. Arbejdstiderne er nu forlænget til kl. 19.00 på hverdage (én hel time ekstra!) og lørdagene er ikke længere fredede – her lyder arbejdstrommen nu fra 8.00 til 17.00. Det betyder naturligvis, at man som beboer i området skal vænne sig til lidt mere støj, lidt færre stille eftermiddage og måske nogle rystende glas i køkkenskabet. Men alt er naturligvis for *det fælles bedste*. Tunnelen, som på teknokratisk vis kaldes "Valby Skybrudstunnel", skal fungere som et kæmpemæssigt badekar – et bassin til regnvand – der holder byen tør, når himlen åbner for alle sluser på én gang. Den slags sker oftere nu, hvor vejret er blevet lunefuldt og mere dramatisk end en midaldrende operasanger på sidste vers. Hofor forsikrer, at de gør alt for at mindske generne. Og det skal de have. Men midt i alt det bulder og brag er det måske på sin plads at sende en tanke til de mange beboere, der lige nu forsøger at føre en samtale hen over lyden af en borearm på størrelse med en mindre elefant. Så ja, det larmer. Det generer. Det trækker ud. Men som man siger: Når man bygger en skybrudstunnel, må man tage lidt jord med i kaffen.
Når jorden taler: En tunnel, et problem, en nødvendighed Byen larmer. Ikke kun af biler, stemmer og caféers evige klirren, men nu også af maskiner, der forsøger at bore sig ned i undergrunden under Sydhavnens kantede himmel. Et projekt, der med sin tekniske storladenhed og praktiske nødvendighed, både truer med at vække barnet i barnevognen og vækker tanker om, hvad det vil sige at bo i et samfund, der insisterer på at frelse sig selv fra sit eget klima. Valby Skybrudstunnel er ikke blot en teknisk konstruktion. Den er en forestilling om fremtiden, nedfældet i cement, stål og larm. Siden november 2024 har området omkring Enghave Kanal været forvandlet til et midlertidigt landskab af maskiner og afspærringer – og nu intensiveres det hele. HOFOR, Hovedstadens forsyningsselskab, har nemlig stødt på vanskeligheder. Ikke metafysiske, men dog materielle – og det er måske det mest eksistentielt udfordrende af alt. Det handler om **sekantpæle**. Smalle, men nødvendige, strukturer, der skal holde sammen på det hul, hvor boremaskinen – denne moderne underjordiske Prometheus – skal sænkes ned. Men arbejdet har mødt modstand, ikke i form af menneskelig protest, men i den fysiske verdens genstridighed. Materialer, jord, teknik – alt det, vi tror, vi har kontrol over, modsætter sig og forsinker. Derfor udvider man nu arbejdstiden. Det er ikke en beslutning, man træffer let. For hver time ekstra, som arbejdet larmer, forplanter det sig i kvarterets rytme, i samtalerne over morgenkaffen, i søvnens brud og i de mange, små irritationer, der med tiden kan danne modstand. Mandag til fredag arbejder man nu fra klokken 7.00 til 19.00. Og også lørdage tages i brug, fra 8.00 til 17.00. Alt sammen for at undgå yderligere forsinkelse. For at holde fast i målet: en tunnel, et bassin, en buffer mod fremtidens regnskyl, der allerede hænger i horisonten som en skygge af det, vi har skabt. Skybrudstunnelen skal kunne opfange de voldsomme regnmængder, der skyller gennem København, når vejret igen bliver et vilkår og ikke en vane. Vandet skal tilbageholdes, tæmmes, og først sendes videre, når byen er klar. Men i mellemtiden må beboerne holde ud. Ikke kun for deres egen skyld, men for den fremtid, de deler med andre – også dem, der endnu ikke er født. HOFOR lover at mindske generne. De taler om hensyn og dialog. Men også nødvendighed. For i dette projekt møder vi os selv: både som dem, der graver – og dem, der skal kunne holde til det, der bliver gravet frem.
Tunnelen, der larmer – og drømmen om en tør fremtid Det starter altid med et hul i jorden. Et lille hegn, en undskyldning på et skilt, og pludselig står der en maskine og roder i fortidens asfalt. I Sydhavnen, lige på grænsen til Valbyparken, er det dog ikke bare en hvilken som helst maskine, og slet ikke et hvilket som helst hul. Det er begyndelsen på Valby Skybrudstunnel – et af byens store prestigeprojekter, der nu er løbet ind i problemer og, ikke overraskende, mere larm. Siden november 2024 har området omkring Enghave Kanal været i undtagelsestilstand. En slags langstrakt overgangsperiode, hvor fremtiden forsøger at bore sig ind i nutiden – med blandet held. For det viser sig, at det ikke bare er let at bygge en kæmpemæssig tunnel under byen. Ikke engang for HOFOR, hovedstadens forsyningsselskab, der ellers plejer at vide, hvor rørene løber. Skybrudstunnelen skal blive et bassin – et underjordisk badekar til de himmelåbninger, der ikke længere kommer hvert tiende år, men hvert tiende minut. Et forsvar mod den vådhed, vi selv har fremprovokeret med udstødningsrør og kortsigtede beslutninger. Men før vi når dertil, skal der bores. Og det går ikke helt efter planen. Problemet er de såkaldte sekantpæle – som i teorien er de vægge, der holder sammen på virkeligheden, mens man graver. I praksis er de blevet HOFORs hovedpine. De vil ikke samarbejde. Jorden driller. Teknikken fejler. Og tiden – den ubarmhjertige, deadline-elskende tid – løber. Så hvad gør man? Man beder om lov til at larme mere. Det har man fået. Arbejdstiden udvides, og støjen ruller nu ikke bare mandag til fredag fra 7.00 til 18.00, men til 19.00. Og lørdagene, som engang var fredede, får nu også besøg af borelyd og metalskrig fra kl. 8.00 til 17.00. Beboerne? De får en mail og en forsikring om, at alt bliver gjort for at mindske generne. Som en slags kærlig albue i siden. "Det er for jeres skyld," siger man. Og det er det jo også. Men det hjælper ikke på den samtale, man må afbryde, når boremaskinen brøler. Eller middagsluren, der bliver reduceret til vibrationer i sengen. Men hvad er alternativet? At vi venter på det næste skybrud? At hele byen drukner i sin egen manglende rettidighed? Nej. Så må vi larme. Og bygge. Og grave os ud af den fremtid, vi har gravet os ned i. Og så må Sydhavnen, med sine betonblokke og barnevogne, holde ud lidt endnu. For under al larmen gemmer sig trods alt et løfte: At regnen, når den falder næste gang, bliver taget imod med åbne underjordiske arme.