Fredensborgs gamle biograf lever videre – med blæk på ny aftale og ild i sjælen Der var både underskrifter, håndtryk og brede smil mandag formiddag, da noget så tørt som en driftsaftale blev til noget så livligt som kulturens fortsatte overlevelse. Kulturhuset Fredensborg Gamle Bio – det historiske hjerte i byens kulturelle kredsløb – har nemlig fået papir på, at det må blive ved med at slå med sit frivillige bankende hjerte. Og det var ikke hvem som helst, der svingede kuglepennen. Formand for foreningen bag, Poul Juul, stillede op med både ildsjæl og pæn skjorte, og over for ham stod en borgmester og en kulturudvalgsformand med begejstring i øjnene og kommunale jakkesæt, der godt vidste, hvad de sagde ja til: Mere af det gode. Mere af det skæve. Mere af det, der får folk til at komme ud af huset og ind i biografen – også selvom filmen for længst er slukket. Et kulturelt maskineri drevet af kaffe og kærlighed Hver uge – året rundt – kører Fredensborg Gamle Bio på noget, man ikke kan tappe fra stikkontakten. Den kører på frivillighed. På mennesker, der mener det alvorligt, når de siger, at kultur er vigtigere end parkeringspladser og budgetlofter. Der bliver sunget, talt, vist, danset, råbt, diskuteret og fniset i den gamle bygning, og det fortsætter nu, takket være den nye aftale mellem kommunen og foreningen. Poul Juul sagde det selv, så det gav genklang i krop og kommunikationsafdeling: “Belønningen er et aktivt byliv og glade borgere. Så det er en rigtig god dag for kulturlivet i Fredensborg By.” Og det lyder måske som noget, man kunne finde på et banner til kulturnatten – men han mente det. Hver stavelse. For det er ikke bare en bygning, de holder kørende. Det er en idé. En tro på, at noget sker, når mennesker samles og kigger i samme retning – om det så er mod et lærred, en scene eller en ildsjæl med PowerPoint. Politisk klap på skulderen og kulturoptur Borgmester Thomas Lykke Pedersen roste foreningens “utrættelige indsats”, og selv om det lyder lidt som noget, man siger om nogen, der har gjort rent i et kommunekontor i 43 år, så var det faktisk kærligt ment. Foreningens arbejde er det, der får huset til at leve – og kommunen har i ti år kigget med, kløet sig i skægget og sagt: *“Måske de kan klare det?”* Nu har de fået svaret. Og de skriver det under. Kulturudvalgsformand Ulla Hardy-Hansen smed lidt ekstra kulturpatos i pressemeddelelsen og mindede os om, at Fredensborg har stolte traditioner for et “sprudlende åndsliv”. Det lyder som noget fra et højskolesangblad, men hun havde ret. Den Gamle Bio har været rammen om alt fra jazz og litteratur til film og fløjter – og det bliver den ved med. En gammel bio med nye muligheder Aftalen giver foreningen indflydelse, ansvar og – ikke mindst – anerkendelse. Det sidste er vigtigt, for frivillige arbejder ikke for løn. De arbejder for mening. For klap på skulderen og følelsen af, at det nytter. Og i Fredensborg Gamle Bio nytter det. Så næste gang du hører nogen sige, at der ikke sker noget i provinsen, så vis dem et program fra Gamle Bio. Eller endnu bedre: Tag dem med. Der er kaffe. Der er kultur. Og nu er der også en underskrevet aftale, der sikrer, at det hele fortsætter – mindst lige så farverigt, rodet og fantastisk som før. Gamle Bio er stadig åben. Og heldigvis for det.
Et hus for ånden: Fredensborg Gamle Bio får ny driftsaftale – og en ny forpligtelse Midt i en tid, hvor begreber som fællesskab og kultur ofte reduceres til floskler i strateginotater, underskrives der i Fredensborg noget langt mere substantielt. En ny driftsaftale – måske tør på papiret, men rig på betydning – skal sikre det fortsatte virke for Kulturhuset Fredensborg Gamle Bio. Ikke blot som bygning, men som socialt rum, som etisk praksis, som et sted for åndelig og menneskelig resonans. Mandag mødtes tre hænder over bordet: foreningens formand Poul Juul, borgmester Thomas Lykke Pedersen og kulturudvalgsformand Ulla Hardy-Hansen. Kuglepennen blev ført, og dermed blev ikke blot en juridisk kontrakt underskrevet – men også en gensidig forpligtelse mellem system og civilsamfund. Kulturen som sted – og som ansvar Der er noget særligt ved steder, hvor noget “udfolder sig”. Det er det ord, der bruges om Kulturhuset Fredensborg Gamle Bio. Et sted, hvor mennesker samles – ikke for at præstere, men for at mødes. Hvor stemmen bæres, ikke for at dominere, men for at dele. Hvor betydning ikke produceres, men erfares. Det er ikke en selvfølge, at sådanne steder findes. Det kræver mennesker. Mennesker, som handler i tillid. Mennesker, som ikke spørger “Hvad får jeg ud af det?”, men “Hvad er det rette at gøre?” Foreningen bag Gamle Bio har i ti år været en sådan aktør. Ikke alene udøvende, men værende. En aktiv del af byens sociale organisme. Nu anerkendes dette virke formelt – og fortsættes. Etikken i anerkendelsen Poul Juul siger det med en form for stille myndighed: *“Vi har sikret en stabil ramme. Det er vigtigt, at aftalen giver os frivillige både indflydelse, ansvar og anerkendelse.”* Disse tre begreber danner etisk struktur. Indflydelse uden ansvar er manipulation. Ansvar uden anerkendelse er udbytning. Anerkendelse uden reel indflydelse er gestus. Her forsøger man at binde alle tre sammen i en reel gensidighed. For som han siger: *“Belønningen er et aktivt byliv og glade borgere.”* Og denne belønning er ikke målet – men konsekvensen. En bieffekt af det at tage den anden alvorligt. Kommunen som medspiller – ikke overdommer Når borgmester og kulturudvalgsformand udtrykker glæde over aftalen, er det værd at lægge mærke til ordene. De taler ikke om effektivisering eller brandingværdi. De taler om glæde, om sprudlende åndsliv, om menneskelig værdi. Ulla Hardy-Hansen kalder det for “stolte traditioner”. Men traditioner har kun værdi, når de bæres videre. Når nogen påtager sig ansvaret for dem – ikke som nostalgi, men som nødvendighed. Det gør foreningen. Og kommunen har – i dette tilfælde – valgt ikke at stå udenfor, men at træde ind som medaktør. Det er ikke en gestus. Det er en etisk handling. Mod på fortsættelse – og håb i vedvarende forpligtelse Der er i tiden en tendens til at tro, at kultur skal “bevises”. Den skal kunne betale sig. Trække folk. Lave tal. Men her vises en anden vej. En vej, hvor kulturen har værdi i sig selv – fordi den samler, fordi den rører, fordi den forpligter. Gamle Bio er ikke bare et sted, hvor der sker noget. Det er et sted, hvor noget betyder noget. Det er en organisme, der trækker vejret med byen. Med menneskene. Med tiden. Og med denne nye aftale har man – i al stilfærdighed – sagt ja til at lade det fortsætte. Ikke fordi det er nemt. Men fordi det er det rette.
Gamle Bio får nyt liv – og en penneføring med politisk patos Der blev sat underskrifter med alvor og kaffedunst i luften, da Kulturhuset Fredensborg Gamle Bio og kommunen mandag lavede papir på noget, der allerede har levet i årevis: en fælles forståelse for, at kultur ikke er pynt – det er nødvendighed. Driftsaftale, kalder de det. Et ord så tørt, at man næsten har lyst til at stikke det i mikroovnen og varme det op. Men i det her tilfælde: en aftale, der betyder, at det bankende hjerte i Fredensborgs gamle biograf fortsætter med at pumpe levende billeder, levende ord og levende mennesker ud i en by, der tørster efter det. Frivillighed med struktur – endelig Foreningens formand, Poul Juul, har efter ti års prøvetid – ti år med lysbilleder, sved på panden og kaffekander, der har set flere menneskeliv end de fleste borgmestre – endelig papir på, at samarbejdet med kommunen ikke blot er noget, man nikker til ved høflige receptioner. »Det er en god dag for kulturlivet i Fredensborg By,« udtaler han, og man mærker, at det ikke bare er pressemeddelelsesfloskler. For bag ordene ligger arbejdstimer. Møder. Laminerede programmer. Skrøbelige mikrofoner og stærke mennesker. Kommunen klapper – og med rette Borgmester Thomas Lykke Pedersen sender venlige ord gennem systemets sprogmaskine: *“utrættelig indsats… glæder mange mennesker… flot bygning.”* Korrekt. Og samtidig utilstrækkeligt. For det, der foregår i Gamle Bio, er ikke bare kultur. Det er civilsamfundets stedvise triumf over kommunale budgetter og centrale floskler om borgerinddragelse. Det er folk, der tager sagen i egen hånd – uden løn, uden banner, uden applaus – og som nu får anerkendelse, i det mindste på skrift. Ulla Hardy-Hansen, kulturudvalgsformand, tilføjer noget med “sprudlende åndsliv”. Det kunne være skrevet af en lokal sognepræst med poetiske ambitioner, men det passer alligevel. For sprudle gør det. Bioen har været alt fra scene til sal, fra jazzklub til debatrum. Det er ikke bare en bygning. Det er en mulighed. Så hvad har vi her? Vi har en kommune, der for en gangs skyld gør det rigtige og ikke bare det billige. Vi har en forening, der i årevis har løftet det, vi andre kalder “kultur”, uden at få andet end trætte skuldre og taknemmelige publikummer. Og nu har vi en aftale. En ramme. Et signal. Et skulderklap, der, for en gangs skyld, kommer før det er for sent. Så næste gang nogen brokker sig over, at kulturen i Danmark er ved at dø, kan man pænt henvise dem til Fredensborg. Her dør den ikke. Her er den netop blevet genoplivet – med en underskrift og et løfte om mere liv, flere toner, flere stemmer. Og måske – hvis man lytter godt efter i salen – lyder det hele lidt som en kollektiv lettelse.