Butiksbrand på Smallegade: Natligt drama med ild og afspærringer Der er dem, der siger, at natten er rolig på Frederiksberg. Det passer bare ikke altid. For natten til fredag gik noget galt. Klokken var tre, og de fleste sov – men ikke alle. En eller anden besluttede sig for, at en butik på Smallegade skulle sættes i flammer. Det gik hverken værre eller bedre, end at Hovedstadens Beredskab rullede ud med blink og blå lygter, og pludselig var hele Smallegade badet i lyset fra brandbiler og politiets afspærringer. I mørket flakkede ilden op ad facaden, som om butikken havde fået en feberdrøm, den ikke selv havde bestilt. På billeder fra stedet kan man se, at butikken tog fra – facaden blev beskadiget, malingen blev rynket, og duften af sod blandede sig med natteluften. Men branden kom ikke længere, end til det ydre. Butikkens indre slap for den store tur, og ingen mennesker kom noget til. Vagtchefen hos Københavns Politi lød, som vagtchefer nu engang gør, en smule tør, en smule træt: “Det er begrænset, hvad der er af skader. Der er heller ikke nogen tilskadekomne.” Og så var det ligesom det. Alligevel var området spærret af, og nysgerrige sjæle stod med morgenhår og kaffe, og kiggede på politistriben, som om det hele var en slags absurd teaterforestilling i nattens sene timer. Hvem, hvorfor, hvordan – det står stadig hen i det uvisse. Motiv? Det kan politiet ikke sige noget om endnu. Måske var det bare én, der havde fået nok af natten, eller også var det en idé, der gik for vidt. Frederiksbergs nat åndede ud, men facaden på Smallegade har nu fået en ny historie – og måske en lidt anden farve end før.
Nattens brand på Frederiksberg: Facader, flammer og ubesvarede spørgsmål Natten, hvor mennesket tror sig alene med sine tanker, blev på Frederiksberg brat afbrudt. Klokken tre slog uroens time – en butik på Smallegade stod i flammernes begyndelse. Ilden, denne destruktive kraft, der både ødelægger og afslører, blev i nat ikke til det store opgør, men efterlod sin signatur på facaden, et mærke på byens overflade. Hovedstadens Beredskab ankom hurtigt. Lys og sirener brød nattens ensformighed, og beredskabets folk trådte ind, hvor de fleste mennesker holder sig ude. Politiet melder, at nogen forsøgte at sætte ild til butikken. Motiv? Ukendt. Måske vilkårligt, måske intention – men i nattens mørke forsvinder nuancerne let. Butikken blev ramt, ja. Facaden fortæller det tydeligt – brandskader, soden der klynger sig til murstenene. Men indenfor slap tingene uskadt. Ilden blev ikke til altopslugende ødelæggelse. Der var ingen mennesker, som måtte bære nattens konsekvenser på deres krop. “Det er begrænset, hvad der er af skader. Der er heller ikke nogen tilskadekomne,” oplyser vagtchefen nøgternt. Alligevel var det ikke uden effekt. Et større område omkring butikken blev afspærret. Bånd, barrierer, blikke fra dem, der alligevel ikke kunne sove. Byen standsede op et øjeblik, midt i sit eget mørke, og blev konfronteret med spørgsmålet om hvorfor: Hvem tænder ild, når andre sover? Politiets svar er stadig fraværende. Motiv, årsag, hensigt – alt forbliver i nattens domæne. Men på Smallegade vil facadens sod være det tyste vidne på, at natten aldrig er helt uden drama.
Frederiksberg nat: Flammer på Smallegade og en facade der aldrig glemmer Nogle nætter vil bare ikke lade byen sove i fred. Sådan var det natten til fredag, da Smallegade vågnede op til sirener og blå blink, og en butik pludselig blev hovedperson i et drama, der ikke var skrevet til nogen, men alligevel satte spor på byens hud. Klokken var tre, da anmeldelsen kom. Brand i butik, lød det. Og så gik det stærkt. Hovedstadens Beredskab rullede ud, ikke for at slukke natten, men for at dæmpe de flammer, der allerede havde taget for sig af facaden. På billeder kunne man bagefter se soden kravle op ad murværket som en sort skygge, der aldrig helt kan vaskes væk. Men det blev ikke til den store katastrofe. Ilden bredte sig ikke videre. Ingen kom til skade. “Det er begrænset, hvad der er af skader. Der er heller ikke nogen tilskadekomne,” lød det tørt fra politiets vagtchef – måske et af de mest brugte replikker i det kommunale beredskabs teaterstykke. Alligevel blev et stort område spærret af. Nysgerrige ansigter dukkede op bag afspærringerne, kaffekopper og undrende blikke, og nogen tog billeder, som om det kunne fange nattens gåde. Politiet kan stadig ikke sige noget om motivet. Måske var det bare meningsløshed, der havde tændt op under butikken – en gnist af rastløshed, en hævn, eller bare ren og skær dumhed. Og så forsvandt natten igen. Men facaden på Smallegade har nu en ny rynke, et ar i murstenen, og måske vil den – næste gang nogen går forbi – hviske, at det hele kunne være gået meget værre, hvis ikke nogen havde ringet i tide.