Lignende artikler; 1
Københavnske kanalrundfarter: El-drift eller dieseldunst? Der er noget næsten rørende ved billedet: En svane glider forbi Christianshavn, mens en kanalrundfartsbåd pruster diesel ud som en træt oldefar med KOL. Det er ikke, fordi folk ikke bemærker det. Tusindvis af turister og lokale skuer byen fra vandsiden hvert år, men luften, ja, den er tyk af mere end bare havgus og storbydrømme. En miljøorganisation fra Indre By og Christianshavn har fået nok. De vil have strøm i stikket – ikke olie på vandet. “Det virker ikke rimeligt, når busser, biler og sågar skraldebiler i København er på el, at vi så stadig har dieselpramme, der tøffer rundt uden vilkår,” siger Marianne Spang Bech, som styrer miljøforeningens grønne kamp fra sit kontor, hvor der formentlig altid lugter en lille smule af bæredygtighed og filterkaffe. Fakta: Næsten alle kanalrundfartsbåde i København sejler på diesel. Canal Tours har 17 både – 15 kører på sort saft. Nettobådene har seks – alle diesel. Turisternes små grin forsvinder måske i motorstøjen, men miljøfolkene har ikke tænkt sig at tie stille. “Det handler om sundhed. Og om hvad vi viser København frem som,” siger Marianne. For hvad hjælper det at bygge verdens grønneste by, hvis der stadig ligger en blå tåge over vandet, og havnefrontens image krakelerer som en alt for billig latte? I Borgerrepræsentationen har de også fået øje på problemet. Politikerne har sat embedsmænd til at regne på, hvad det kræver at skifte fra fossil til fossilfri, men: Der er ingen nationale regler. Hverken kommune eller Søfartsstyrelse kan kræve el-drift – kontrakterne er lukket til 2037. En slags byplanlægningens store “øv”. Miljøorganisationen arbejder derfor på et borgerforslag, der skal tvinge Folketinget til at tage stilling. De vil samle 50.000 underskrifter. Forbilledet er Amsterdam, hvor bådene allerede sejler på el. Hvis tulipanbyen kan, hvorfor så ikke København? “Det er for længe at vente til 2037. 2030 må være nok,” mener Marianne. I kulissen står By & Havn med en kontrakt fra 2016, hvor man – måske i tankernes fravær eller bare i ren og skær tradition – ikke krævede el-drift. “I bagklogskabens ulideligt klare lys, ville det have været en god idé,” siger ejendomsdirektøren. Det lyder ærligt. Men det ændrer ikke ved, at der nu sejles videre på diesel, så længe kontrakten dikterer det. Sådan flyder både og beslutninger rundt i Københavns kanaler. Spørgsmålet er bare, om borgernes grønne håb får mere vind i sejlene end de gamle dieselmotorer. Og måske, en dag, sejler vi allesammen lydløst gennem byen – kun akkompagneret af svaner og solskin.
Kampen om kanalerne: En refleksion over eldrift, diesel og Københavns selvforståelse Midt i Københavns pulserende sommerliv glider både gennem kanalerne – ikke tavse, men med motorer, der bringer os frem, og med en udstødningsrøg, der langsomt forpester luften. Her sejler tusindvis af turister og københavnere hvert år, og vi praler, ikke uden stolthed, af vores grønne profil, mens dieseldisen driver over havnevandet. Men alt dette, siger Miljøpunkt Indre By & Christianshavn, kan og bør forandres. Organisationen taler for, at alle kanalrundfartsbåde skal sejle på el før 2037. For hvorfor skal vi acceptere, at byens stolthed på vandsiden stadig drives af gamle energiformer, når den offentlige trafik for længst har valgt el og grøn omstilling? Hvorfor skal havnefronten, som vi kalder vores fælles åndedræt, forurenes unødigt? Centerleder Marianne Spang Bech sætter ord på en uro, der har ulmet længe: “Vi arbejder for en grøn by, hvor vi ikke skal udsættes for luftforurening.” Hendes stemme er ikke kun et opråb om sundhed, men også om troværdighed. For hvad er det egentlig, vi viser frem, når hovedparten af både fra Canal Tours og Nettobådene sejler på diesel? Hvad siger det om os – om vores prioriteringer og vores blik for fremtiden? Borgerrepræsentationen har besluttet, at forvaltningerne skal undersøge, hvad der rent teknisk skal til for at gøre kanalrundfartsbådene fossilfri. Men det hele strander på jura og kontrakter. Søfartsstyrelsen gør det klart: Der findes ingen nationale regler, der kræver eldrevne både. Kommunen og staten står magtesløse, bundet af gamle aftaler. Kanalrundfarterne har ifølge kontrakterne lov til at sejle på diesel til 2037. Her udspiller sig en moderne skæbnetråd: Vi ser på Amsterdam, hvor omstillingen er lykkedes, og spørger, om ikke vi kan det samme. Miljøorganisationen arbejder derfor på et borgerforslag. Der samles stemmer, 50.000 skal til, for at Folketinget kan vækkes. Målet er enkelt: Bådene skal underlægges de samme grønne krav, som gælder på land. Alligevel mærker man paradokset: By & Havn, der stort set er kommunalt ejet, indgik i 2016 kontrakter, hvor eldrift ikke blev tænkt ind. Henrik Steenstrup, ejendomsdirektør, udtaler med en næsten eksistentiel resignation: “I bagklogskabens ulideligt klare lys, ville det have været en god ide.” Vi står altså tilbage med en realitet, hvor byens selvforståelse – som frontløber for det grønne – kolliderer med fortidens beslutninger. Mens bådene tøffer videre, fyldt af forventningsfulde gæster, føres en mere grundlæggende debat om, hvad det egentlig vil sige at tage ansvar for fællesskabet. Måske handler det ikke kun om motorer og teknik, men om at insistere på, at vi altid kan vælge at ændre kurs, før ruten ligger fast for længe. I kanalerne spejler sig ikke bare byens facader, men også dens valg.
Kanalrundfart med sort røg: Københavns dilemma på vandet Forestil dig et postkort fra København: Svaner på blankt vand, glade børn på broen, turister med kameraer, og i baggrunden en diskret – eller måske knap så diskret – dieseldunst, der danser over kanalerne. Det er virkeligheden lige nu. For selv om byen bryster sig af at være et grønt forbillede, sejler hovedparten af de kanalrundfartsbåde, vi viser frem, stadig på olie, ikke strøm. Nu vil en miljøorganisation have renset ud i både søluft og symbolik. “Alle både skal på el senest i 2037,” siger de. Men egentlig synes de, at det er alt for sent. Borgerforslag er undervejs, inspirationen hentes i Amsterdam, hvor alle kanalrundfartsbåde allerede har lagt dieseldyret bag sig. København halter bagud, og det gør ondt på både ry og samvittighed. Fakta er benhårde: Canal Tours har 17 både, hvoraf 15 sejler på diesel. Nettobådene har seks – alle på diesel. Og ja, tusindvis af turister og lokale tager hvert år turen rundt i havnen, mens Københavns grønne image får et skud sodpartikler med i bagagen. “Det er ikke rimeligt,” siger Marianne Spang Bech fra Miljøpunkt Indre By & Christianshavn. Hun peger på paradokset: Elbusser, elbiler, elskraldebiler – og så bådene, der fortrøstningsfuldt fortsætter som altid. Inde på rådhuset nikkes der forstående. Politikerne har bedt embedsmænd regne på, hvordan man får strøm på vandet. Men de løber panden mod en væg af gamle kontrakter og manglende nationale regler. Hverken kommune eller Søfartsstyrelse kan tvinge nogen til noget, så længe dieselkontrakterne gælder. 2037. Det er der, sluserne måske åbner sig. Indtil da forsøger miljøfolkene at råbe byens befolkning op. 50.000 underskrifter skal få Folketinget til at mene, at også vandet skal være grønt. For hvorfor skal de både, der sejler erhvervsmæssigt, ikke overholde samme regler som lastbiler og busser på landjorden? “Det handler om sundhed, men også om at vise København frem med integritet,” siger Marianne. Og hvad med de ansvarlige? By & Havn, der næsten er helt ejet af kommunen, indgik kontrakter uden elkrav i 2016. Ejendomsdirektøren undskylder. “I bagklogskabens ulideligt klare lys, ville det have været en god idé,” siger han. Fortrydelse hjælper ikke på luftkvaliteten. Så nu sejler vi videre. Diesel, kameraer, turister og en grøn omstilling, der bider sig selv i halen. Man må spørge: Hvem bestemmer egentlig, hvornår billedet af København får lov til at blive så grønt, som vi siger det er?