Trygge i Indre By En By, hvor Nattens Ro Overrasker Mellem brostensbelagte stræder, skvulpende cafélatter og cyklende børnefamilier folder Københavns midte et særligt tryghedstæppe ud. Ifølge den seneste tryghedsundersøgelse fra Københavns Kommune er Indre By, sammen med Kongens Enghave og Østerbro, det sted, hvor byens hjerter krviger allermest roligt.Ikke mindre end 88 procent af hovedstadens indbyggere føler sig trygge. Og i nattens mørke netop dér, hvor man kunne forvente skygger og skramlen, føler hele 85 procent sig tilpas trygge i Indre By. En slags mirakel, ville nogen kalde det. Især når man tager indre bys sprudlende natteliv i betragtning med konsulenter og kokke på snublefødder mellem cocktails og kebab, mens fortovet vibrerer af liv.Lotte Larsen bosat i hjertet af København i et helt årti synes egentlig ikke, det er nogen overraskelse. \ Det lyder måske lidt fantastisk, men jeg har aldrig oplevet andet end fuldkommen tryghed. Ikke én eneste gang har jeg tænkt, at jeg skulle kigge mig ekstra over skulderen ikke engang, når jeg har været på vej hjem fra fødselsdag med balloner og boller under armen,\ forklarer hun til TV 2 Kosmopol.Men som det ofte er med tryghed, er den ikke ligeligt fordelt. Carl Bokkinhiuser er ikke helt enig og trækker lidt på smilebåndet over undersøgelsen. \ Det overrasker mig faktisk! Jeg hører ofte det stik modsatte, især fra mine venner. Det er nærmest som om, jeg bor i en anden bydel,\ siger han.Politiet deler dog Lottes og undersøgelsens optimisme. Her mærker man tydeligt færre henvendelser om utryghed fra borgere og butikker. Ifølge nærpolitiets leder i området, hænger det sammen med, at politiet er blevet mere synligt måske ses de, som var de letgenkendelige skakbrikker i gadebilledet, eller måske er det kommunens egne tryghedsvagter, der tager brodden af byens uro.Vibeke Vesti, en anden lokalkendt, flyttede ind for knap tre år siden og har kunnet mærke trygheden på egen krop og i opgangen. \ Man lærer hurtigt folk at kende her. Jeg tror, det gør en forskel, at man ved, hvem der bor omkring én. Og så føles det bare… stille og roligt,\ siger hun.Poul Erik Jørgensen, som har holdt stand i bydelen i tre årtier, lægger ikke skjul på, at prisniveauet sikkert også spiller ind. \ Det er ret dyrt at bo her, ikke sandt? Det har måske en betydning for, hvem der slår sig ned. Jeg bilder mig selv ind, at det har noget at sige for trygheden,\ mener han.Fælles for de trygge stemmer er, at deres tryghed ikke kun handler om politi eller tryghedsvagter, men om samhørighed og byens puls, der slår i takt med dem selv. Men som alt andet i storbyen, findes der også huller i tryghedstæppet. I Bispebjerg og Brønshøj Husum er tallene lavere; her føler henholdsvis 80 og 81 procent sig trygge. Måske fordi der her ikke er det samme naboskab eller bare fordi bydelene er større, bredere, mere uforudsigelige.Men i Indre By? Her vugger hverdagen videre for Lotte, Poul og Vibeke. Hvor fortovet måske nok gynger en smule, men hvor roen overrasker især når man tænker på, hvor mange der danser gennem natten på netop disse fliser.Trygheden har måske været her hele tiden. Den kræver bare, at man stopper op og mærker efter eller, alternativt, læser en rapport.
Tryghedens Stemmer i Københavns Hjerte: Et Undersøgende Skyggespil I hovedstadens indre rum, hvor fortidens mure endnu bærer ekkoet af fodtrin fra glemte tider, og hvor cyklernes sagte klik over brosten blander sig med latter fra nattens sene vandrere, tegner der sig et mærkværdigt billede: Indre By står, på trods af sit brølende liv og menneskemylder, med en nærmest urokkelig tryghedsfølelse blandt sine beboere. Sådan lyder essensen af en ny undersøgelse fra Københavns Kommune, der har taget temperaturen på følelsen af sikkerhed i byens mange kvarterer.Tallene, der springer i øjnene, fortæller om 88 procent tryghedsklare københavnere på tværs af bydelene men det er i Indre By, hvor trygheden næsten synes at vokse mellem gadelygter og skygger af tårnhøje spir. Her svarer hele 85 procent, at de føler sig trygge, selv når natten har malet gaderne mørke og festens vingesus trækker folk mod fortovskanter og baggårde.Men hvad er det for en substans, denne tryghed er gjort af? Spørger man dem, der har levet år ud og ind i Indre By, mærkes det næsten som en selvfølge. For Lotte, der har trofast beboet bydelen i et årti, er trygheden ikke bare en abstrakt følelse, men et dagligt nærvær: “Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste øjeblik, hvor jeg ikke har følt mig fuldkommen tryg,” lyder hendes stemme. Som om bydelens puls, på trods af berusede kroppe og summende gadebilleder, bærer et sagte løfte om sikkerhed.Dog afslører ethvert billede også sine skyggefelter. For mens Lotte taler om tryghedens selvfølgelighed, undrer Carl, selv beboer, sig over resultaterne. Hans erfaring peger mod et andet København, hvor trygheden ikke altid er givet. Det er som om tryghedens væsen ikke lader sig indfange i tal alene den er snarere den fine tåge, der lægger sig forskelligt over byens kvarterer, afhængigt af, hvem der betragter.Den lokale politiindsats lader til at spille en ikke uvæsentlig rolle i denne fortælling. Byens voksende ro tilskrives blandt andet mere synlige betjente og ikke mindst tryghedsvagter, der vandrer mellem skodder og stuer. Færre henvendelser om utryghed tyder, ifølge kompetente kilder i ordensmagten, på et stigende nærvær af denne sociale orden, hvor tryghed ikke blot dikteres af fysisk fravær af fare, men også af, at borgerens blik møder en vagtsom og venlig tilstedeværelse i byens rum.Men ikke alt fremkaldes med samme skarphed. På Østerbro og i Kongens Enghave blomstrer tryghedsfornemmelsen ligeså frodigt, mens skyggerne ligger tungere over Bispebjerg og Brønshøj-Husum, hvor otte ud af ti føler sig trygge et tal, der trods alt kaster et cementeret billede af, at ingen by er uden sine flænger i vævet.Nogle af bydelens beboere aner dog en anden, mere subtil årsag bag tryghedens fordeling. Vibeke, der har boet her i knap tre år, finder det nærmest overraskende, hvor roligt alting føles. Hun hæfter sig ved nærværet af naboer, man kender som om tryghed også er det usynlige net af menneskelige bånd og gentagne hilsner på trappen. For Poul Erik, der har kaldt Indre By sit hjem i tredive år, trækker prisen på tag over hovedet også sit spor gennem fortællingen: “Det har nok også noget med beboersammensætningen at gøre. Lejlighederne er jo meget dyre,” bemærker han med eftertanke.Således flettes byens tryghedsfortælling: mellem mure fulde af historie og menneskesindets egne fortællinger. Trygheden er ikke blot et tal, men en flig af det fællesskab, vi indgår i, den tillid, vi kan give nabosmidt blikket på trappeopgangen, og det udelte nærvær i de steder, hvor gadelygten lyser lidt varmere. Måske rummer byens hjerte netop sin ro i accepten af forskellighed og i visheden om, at trygheden, hvor ujævnt den end fordeler sig, forandrer sig med stemmerne, der bærer den videre.
København trykker varm hånd om borgerne: Indre By topper med tryghed Københavns hjerte banker ikke bare for summende liv og sene nattetimer det banker også for en forbløffende tryghedsfølelse blandt dens beboere. En ny tryghedsundersøgelse fra kommunen sender således bølger af små, borgerlige smil gennem Indre Bys brostensbelagte gader: Hele 88 procent af københavnerne føler sig trygge, og intet sted er folk mere trygge end netop her.Går man gennem Indre Bys stemningsfulde stræder, blandt planter, baggårde og det evige sus af cykelhjul og børnelatter, fornemmer man måske ikke straks undret over tallene: Her er tryghed ikke en luksus, men almindelig morgenmad. “Jeg kan ikke komme på et eneste eksempel, hvor jeg har følt mig andet end fuldkommen tryg, siden jeg flyttede herind,” beretter Lotte Larsen, der har haft sit daglige udsyn til byens liv i et årti.Men hvor roen hersker om dagen, hersker den nærmest paradoksalt også, når byen løfter sin nattekappe. Selv natten hvor rosenrød alkohol fylder udenfor barerne og folk spørger efter den næste fest eller fortabt ven synes at være indhyllet i en vis sikkerhed. 85 procent melder i undersøgelsen, at de også føler sig trygge, når mørket sænker sig.Selvfølgelig er der det spraglede undtagelsesliv, de evige stemmers dissonans, hvor nogen ikke genkender billedet. “Det overrasker mig. For det er ikke, hvad jeg hører, nærmest det modsatte,” siger Carl Bokkinhiuser, der ligesom mange andre har slået plantene i denne historisk tyngede bydel.Fra politikammeret klapper man også bordet blidt for udviklingen. “Vi får langt færre henvendelser om utryghedsmæssige forhold,” lyder det fra nærpolitiet, som peger på både det blå blink og den kommunale tryghedsvagt som usynlige vævere af et roligere byrum. Tilsyneladende løfter byrummet sig pakket ind i et net af imødekommenhed, synlig patruljering og de sociale bånd, der næres over tid.Vibeke Vesti, indflytter i Indre By, fortæller om en overraskende ro - næsten rædselsfuldt stille, som hun siger det med et lavmælt grin. Her hilser folk på hinanden, nabo bliver til næsten-ven, og broer bygges ikke kun af sten, men af hverdagsglimt.Men alt har sin pris, som murmestrejen i byens arkade. For i baggrunden flyder den usynlige adskillelseslinje: Det koster at bo her. “Det har nok også noget med beboersammensætningen at gøre. Det er jo rimeligt eksklusivt. Lejlighederne er dyre,” pointerer Poul Erik Jørgensen, der har kendt kvarteret i tre årtier og set, hvordan trygheden måske også bygges på penge.Før byen sukker for meget hen i selvtilstrækkelighed, melder undersøgelsen dog også, at der er andre kanter af storbyen, hvor uroen ikke er helt forduftet. Bispebjerg og Brønshøj Husum, med 80 og 81 procents tryghed, halter efter.En by, et væv af stemmer, hvor trygheden flyder i nogle gader, mens den siver ud mellem murstenene andre steder. Men i Indre By slår pulsen stadig hurtigt, men fredeligt et lille mirakel nætter såvel som dage.