Flere ansatte fortæller om hårdt arbejdsmiljø i grøn københavner-gigant I en moderne bygning midt i København summer hverdagen. Ikke af bier eller bæredygtighed, som virksomhedens profil måske antyder, men af noget langt mere fortættet: Arbejdspres, stress og ord, der hænger i luften som en tung dyne.Ifølge 25 nuværende og tidligere ansatte hos Copenhagen Infrastructure Partners, kendt under det mere mundrette navn CIP, er indercirklen i grøn kapitalforvaltning knap så grøn, når man ser nærmere efter. De timer, der bliver lagt i at finde investorkroner til vindmølleparker og solcelledrømme, trækker lange skygger ind over de ansattes liv.\ Arbejdsmiljøet er... væmmeligt. På den måde hvor man næsten føler sig lillebitte hver gang, man åbner en mail,\ fortæller en af kilderne. Anonymiteten er ikke selvvalgt. Folk klamrer sig til fortroligheden af ren frygt for, at dommen hurtigt falder ikke kun i kantinen men i hele branchens små cirkler.Arbejdslivet i CIP kan strække sig til 70 timer ugentligt, bekræfter flere beretninger, og det psykiske arbejdsmiljø beskrives med ord som \ giftigt\ og \ trykkende\ . Det får Djøfs rådgivningschef, Mette Knudsen, til at løfte et bekymringsbryn: \ Når vi kigger tre år tilbage, ser vi en usædvanlig mange henvendelser fra ansatte i CIP om netop stress og psykisk arbejdsmiljø.\ Præcis hvor mange, og hvad de siger, forbliver en fagforeningshemmelighed. Men tendensen er klar kontaktfladerne mellem slagside og arbejdsglæde skriger i forskellige nøgler.CIP er ikke hvem som helst i det grønne erhvervsmiljø. Virksomheden blev startet i 2012 af en håndfuld tidligere Dong Energy-folk. De købte drømmen om at redde verden gennem grønne investeringer, pakket ind i powerpoints og store fondsbogstaver. Investorerne leverer pengene, CIP investerer dem i grønne projekter: vind, sol og alt det midt imellem.Men bag visionerne rumsterer der altså en noget mere kantet dagligdag. En dagligdag, der nu forsøges pakket ind i politikker og idealer. Mads Skovgaard Andersen, der sidder i virksomheds-direktionen, skriver i et formelt svar, at virksomheden \ ønsker et arbejdsmiljø med respekt, hvor der er nultolerance over for chikane.\ På papiret er alt præcist, kvadratisk og næsten glansbilledsmukt. Men virkeligheden den, der lever og ånder i mails, sene timer, og tunge blikke i mødelokalet lever sit eget hemmelige liv bag parkeringspladsens el-ladestandere.I CIP lader det til, at balancen mellem bæredygtighed og belastning endnu ikke har fundet sit naturlige leje, hvis man spørger dem, der burde vide det bedst.
Bag Lukkede Døre: Fortællingen om et Arbejdsliv i Skæret af Glasfacader I Københavns moderne skyline troner glastårnene, der kaster spejlede billeder af ambition og forandring ud over byen. Bag disse klare facader synes alt gennemsigtigt, alt lys. Men hvad sker der egentlig, når lyset dæmpes, og dagligdagen ikke er andet end refleksioner af uendelige arbejdsdage og pres?Beretningerne samler sig stille, som tåge over engen, og i netop denne fortættede atmosfære tager en stemning form, der er svær at få greb om. De, der vælger at tale, gør det dæmpet, for frygten for at miste fodfæstet i deres branche er den skygge, de bærer med sig. \ Der gik sjældent en uge, hvor jeg ikke nåede op på 70 arbejdstimer,\ fortæller én. En anden taler om et arbejdsmiljø, der føles giftigt, som noget, der siver ind i tankerne og bliver ved med at summe længe efter, at man har forladt kontoret.Disse vidnesbyrd står ikke alene, men er flettet ind i en tendens, som også ses af dem, der dagligt rådgiver om arbejdslivets kvaler og muligheder. I fagsprog taler man om overrepræsentation; i virkeligheden handler det om mennesker, hvis trivsel slår revner. Når henvendelserne om stress og psykisk pres fra én arbejdsplads pludselig udgør en anomali, insisterer tallene på, at noget ikke blot er et individuelt sammenbrud, men et strukturelt mønster.Copenhagen Infrastructure Partners blev grundlagt som et ideal en vision om at transformere kapitalens kræfter til bæredygtig energi. Men mennesket, også det moderne menneske i det grønne erhvervslivs maksimalt optimerede maskineri, har stadig sin skrøbelighed, sin grænse for, hvor meget det kan tåle.Ledelsen skriver, at der hersker respekt og nultolerance over for chikane. Sådan bør det selvfølgelig være. Dog mødes denne officielle erklæring med en hvisken fra gulvet, der, måske netop fordi den er tyst, bør lyttes til med særlig vægt.Når mennesker beskriver deres arbejdsmiljø med ord, der lugter af mistænksomhed og utryghed, har vi som samfund pligt til at lytte. Ikke kun med sagsbehandlerens kølige nøgternhed, men med et vågent blik for det, der foregår under overfladen: dét skjulte stød, der bringer splinter i hverdagen for dem, der står midt i det.Virkelighedens dialog er ofte tavs men dens implikationer rækker længere end et enkelt menneskes udmattelse. I et klima, hvor bæredygtighed hver dag diskuteres, må samme begreb også gælde for det menneskelige sind og dets vilkår på arbejdsmarkedet. For ingen grøn omstilling kan gennemføres på rygraden af dem, der er bøjet af belastning.Så måske må vi, bag glasfacaderne, genetablere en samtale om respekt og trivsel, hvor ord ikke kun er politik, men erfaring, levet og delt før stilheden igen lukker sig sammen om dem, der bærer byrden alene.
Københavnske arbejdsuger på kanten Livet bag facaden hos den grønne mastodont Der er noget råt og uforsonligt over lyset, der falder ind gennem glasfacaden på kontorbygningen, hvor Copenhagen Infrastructure Partners, kendt i daglig tale som CIP, har sin daglige gang. I den perfekte blanding af transparent nordisk æstetik og kapitalstærk grøn omstilling dirrer lokalerne, ikke kun af ambitioner, men også af slidte nerver og urimelige arbejdsuger. For bag grønne missionserklæringer og investeringsprospekter i hundredemillioners-klassen skurrer beretningerne og de er ikke behagelige.Berlingske har talt med 25 nuværende og tidligere ansatte, som i frygt og anonymitet fortæller om hverdage, strakt over aldrig-afsluttede arbejdsuger, hvor søvn og fritid fordamper som dug for solen. 70 timer. Gentaget uge efter uge. Stemningen beskrives som væmmelig, giftig, ubarmhjertig. Maskineriet kører døgnet rundt, uanset om kroppen og sindet brænder op undervejs.Det ville have været så flot, hvis det var en tilfældighed. Hvis de hårde stemmer var få og forvildede men indikationerne samler sig, siger rådgivningschefen fra en af landets største fagforeninger. »Når vi ser tilbage over de seneste tre år, skiller CIP’s ansatte sig markant ud. De henvender sig med stress og psykiske arbejdsmiljøproblemer, langt oftere end vi ser andre steder,« lyder det. Navne og tal leveres ikke, men tonen og tendensen er klar. Græsset er grønt på logoet. Ikke nødvendigvis under fødderne på medarbejdere.Det er måske et skæbnesvangert ironisk vidnesbyrd om, hvordan lyse idéer kan mørknes af menneskelige omkostninger. Selskabet, født ud af Dong Energy’s teknokrathelte, trækker kapital til sig, bygger vindmølleparker, og for hvert forhandlingsbord vokser presset om at levere. Det uigennemskuelige resultat: En fortælling om bæredygtighed, men med slidmærker på bagsiden.Ledelsen ønsker ikke at sætte ansigter på fortællingen i stilhed sendes et svar, hvor der tales om respekt, nul tolerance for chikane, ambitioner om, at folk skal have det godt. Ordene står pæne og balanceret, perfekt justeret som en velpoleret årsrapport. Spørgsmålet, der bliver hængende, er dog, hvem der holder regnskab med de nætter, hvor medarbejderne måler livet i indkomne mails og udbrændte timer, mens visionerne om den grønne fremtid stadig blænder i det åbne kontorlandskab.Man kan ikke tvinge folk til at gå mod vinden hver dag, uden at tøjet bliver slidt. Og selv på den lysegrønne side af byen er der skygger, der sladrer om bagsiden af bæredygtighedseventyret.