Turisme-debatten: København vil have flere ikke færre gæster Af og til, når byens bænke er gravet op, og barnevogne kolliderer med cyklister på Strøget, stiger decibelniveauet blandt københavnske debatører: “Er der for mange turister?” lyder spørgsmålet fra både stemmebånd og tastatur, så Politiken får sved på redaktionen.Alligevel er det kun hver tiende dansker 11 procent for at være præcis der mener, der skal skrues ned for gæstestrømmen til København og landets andre hotspots. Det viser en dugfrisk måling fra Epinion lavet for DR. Resten ja, 69 procent vil gerne have, at København forbliver åben som et kæmpe vindue, hvor fremmedartede ansigter og seler fra hele kloden vælter ind og ud. Hver femte har sat kryds ved “ved ikke”, hvilket må tolkes som et “måske, men kun hvis de går i vejen, når jeg skal med 1A”.Svarpersonerne er håndplukket fra hele landet, fra Gedser til Skagen, så det ikke bare er “klappeklapperne” fra Nyhavn, der har talt. Den almene konklusion? Der er ikke for mange turister i Danmark. Faktisk har vi plads til flere, mener transportministeren, der for DR entusiastisk slår fast, at vi nærmest skovler pæne gæster ind i vippe-lehner, når lejlighed byder sig.Debatten ruller dog stadig op og ned ad borgerrepræsentationens corny kakkelgulve. Enkelte politikere har krævet restriktioner: turismeafgifter, ekstra-dyre is for krydstogtturister, og et mere unådigt blik til ældre mænd i sokker og sandaler. Men i stedet lancerede regeringen forrige efterår en strategi, der netop skal hive endnu flere sommerglade, paraplyviftende besøgende til både Danmark og især hovedstaden.Endnu er Københavns forår ikke druknet i parasoller og højlydt engelsktalende grupper. Vi kan ånde friere end på La Rambla eller i Venedigs tætpakkede gyder. Her, i Danmarks lunefulde vejr og fortovscaféer, banker byens hjerte for gæsten om hun så kommer med selfiestang, regnslag eller bare nysgerrig næse. Flere? Ja tak, synes de fleste. For selv om vi brokker os og dét gør vi jo er vi generelt mere gæstfri end gnaven, når det kommer til turister.
Kun få vil begrænse turismen i København Af og til griber nutiden til meningsmålinger, når folkeviljen skal forstås som om sandheden venter på at blive vristet fri af et tal. Senest har en Epinion-måling bestilt af DR gjort et forsøg: Kun 11 procent af de adspurgte ønsker at bremse tilstrømningen af turister til København og landets øvrige toppede byer. Derimod svarer nær ved syv ud af ti, at de ikke ønsker nogen dæmper på turiststrømmen, mens resten forholder sig i tavs midte eller tøver bag et “ved ikke”.Dette snit gennem folkestemningen ligner på overfladen en fortrøstningsfuld invitation til omverdenen. Er der i virkeligheden tale om dansk gæstfrihed, eller blot om ligegyldighed overfor de kræfter, som omdanner hverdagsbilledet og hverdagens gader til kulisser for besøgende blikke? Forbliver spørgsmålet i luften: Er vi selv de rejsende i vores eget hjerte, eller allerede fastboende turister, hensat midt i en forandret by?Det siges, at vi ikke har for mange turister i Danmark. Tværtimod lyder det nu politisk, at vi må ønske os flere. Ingen skal betvivle ønsket om fremgang, men hver vækst drager også sit skyggebillede med sig. For nylig har man, især i hovedstaden, set spiren til en debat om, hvor meget byen tåler. Ideer om turistskat og restriktioner stikker op som vissent græs mellem brostenene ikke styrende strømninger, men dog tegn på uro. Alligevel har landets ledelse valgt at vende blikket frem og fremlagde i efteråret en strategi, hvor målet er netop at fremme turismen til landet og byen.Her er det værd at overveje: Er enhver tilgang til byen, ethvert skridt over dens tærskel, kun at opfatte som gevinst? Eller sniger der sig en længsel ind i fortællingen et ønske om, at noget skal blive, som det var, da vi endnu kunne genkende gadelivet som vort eget? Hver analyse vil mangle den endelige sandhed. Byen kan aldrig blot være en scene for de ankomne den skal også kunne rumme dem, der hører hjemme her; dem hvis fodtrin i morgen atter skal kunne give genlyd på de fortove, man i dag træder varsomt på med kameraet om halsen.Måske er det netop følelsen af at høre hjemme både i sit eget land og i den verden, vi har fælles som ligger undertavset, når et stort flertal siger ja til den åbne dør. For længslen efter at møde og blive mødt er demokratiets usynlige fundament. Grænsen mellem gæst og vært forbliver svævende, så længe vi begge ønsker at være begge dele.
Kun få vil standse strømmen: København åbner dørene for flere turister I den spæde sol, der glitrer henover Nyhavn og falder ind som flager af lys i Strøgets fortovssprækker, suser kufferthjulene videre uden skam. Den gamle købstad, verdenskendt og verdensåben, står midt i et valg: Skal vi tælle gæsterne eller tælle på gør? Et nyt svar er netop blevet rullet ud som en papirrulle i Tivoli.Kun 11 procent af danskerne ønsker at skrue på hanen med turister, viser en dugfrisk meningsmåling, som Epinion har udført for Danmarks Radio. Flertallet, hele 69 procent, vil ikke lægge en dæmper på gadens sprog. I stedet står dørene på vid gab, mens det knap nok bekymrer nogen, at sild i tønder også kan blive for føjelige.En landspolitiker med fingrene i transportørenes maskinrum konstaterer nøgternt: \ Generelt har vi ikke for mange turister i Danmark. Vi vil faktisk gerne have flere,\ lyder det. Et suk lettere himmelfaldent eller stædigt, alt efter hvem, der hører det.København har ellers med jævne mellemrum hørt klagerne: gadens pulserende liv forvandles til myldretid for sjæleløse kameralinser, og Rådhusets partier har flirtet med både turistskatter og afgifter for de store cruiseskibes gæster. Det drypper nu og da som torden over folkelivets brosten, men regnvejret udebliver som regel, og molskroen forbliver åben for nye gæster.På Christiansborg blev der sidste efterår tegnet en ny strategi: Målet var klart flere besøgende til hovedstaden og de spirende landsbyer, flere overnatninger, flere fliser slidt af andre fødder, flere selfies foran Den lille Havfrue. Håbet er, at turiststrømmen kan gøres mangfoldig og bæredygtig uden at skylle sjælen ud med badevandet.Selv hvis nogen mener, at byen mister sit særpræg, synes resten at svare med et træk på skuldrene og en udstrakt hånd til forbipasserende. At være åben, at byde velkommen, er blevet en del af hovedstadens tredje sprog. Og hvis sandheden skal rulles ud som et allétræ på Frederiksberg Allé så er begejstringen for gæsterne større end frygten for at drukne i dem.Bag facaderne af glasskår og bindingsværk finder diskussionen sted. Skal vi tænde et skilt, der siger \ fuldt hus\ eller skal vi stadig sætte kaffen over til endnu et bord fra Madrid, Mumbai eller Manchester? Ind til videre peger svaret ikke på grænsebomme. København byder flere velkommen, og kun ganske få ønsker at vende turismen ryggen eller i det mindste holde rullegardinet en anelse nede.