Under jorden et spørgsmål, der trænger sig på Indimellem, når verdens ufred buldrer udenfor, skubber vi tanken væk. Krisen rammer altid de andre, og Danmark har jo altid ligget, hvor der er forholdsvist roligt. Men hvad nu hvis roen brydes? Hvad nu hvis der pludselig blev brug for at søge dækning, og man skulle tænke i betongrave og alternative tilflugtssteder? Så rejser spørgsmålet sig kan metroen egentlig fungere som beskyttelsesrum?Erfaringer fra Ukraine stikker ubønhørligt op og minder os om, at metrotunneler ikke kun er for rejsende på morgenens kaffe og den evige 'Du skal huske at stå til højre på rulletrappen'. Under Kyiv er metroen forvandlet til et tilflugtssted med madrasser, dyr og håb, mens missiler rammer ovenfor. Altså, hvis ukrainerne kan, kan vi så også?Det ville vel egentlig være smart, tænker man. Man kunne slå sig ned i de underjordiske gange, måske indrette et lille hjem i den varme lugt af metal og forsinkede tog. Men selv om fantasien løber derudad, er realiteterne mere besværlige, med sikkerhedsdøre, iltforsyning og sådan noget med affald. Hvordan får man folk ned i metroen og kan man overhovedet holde dem der? Spørgsmålet kan godt suse lige så hurtigt ned gennem rørføringen som et tog mellem Nørreport og Kongens Nytorv.Det er præcis det, Metroselskabet sammen med myndighederne forsøger at finde svar på lige nu. De graver, ikke med skovl, men med hovedet. De undersøger mulighederne og især begrænsningerne for at gøre Metroen til et beskyttelsesrum, lige her i trygge København. Kan døre lukkes hurtigt nok? Kan alle komme ned? Kan man spise en tørt rugbrød og tage et hurtigt spil ludo, mens sirenerne lyder over byen? Mange spørgsmål, mange tekniske detaljer, svedne hjerner og foldede hænder.Resultaterne lader vente på sig efteråret skal komme, før man kan sige noget endegyldigt. Men spørgsmålet er plantet hos os nu, som en kartoffel i den københavnske muld: Hvis det værste sker, hvor skal vi så gøre af os selv?Og måske er det netop det, vi skal tage med os i dag. Der sker noget med folk, når rammerne vakler. Vi begynder at gennemtænke selv de mest velkendte steder: Metroen, hvor vi til hverdag gnider skuldre med fremmede, og hvor ingen har lyst til at sidde fast mere end ti sekunder. Måske er det nu ikke kun en transportvej men en backup-plan.Indtil videre fortsætter metroen sin evige cirklen. Og et eller andet sted dernede i mørket funderer nogen over, om verdens sikreste sted kunne være bag en metrodør, mens verden larmer ovenpå.
Når Byen Går Under Jorden: Kan Metroen Beskytte os, hvis det Utænkelige sker?Mennesket går med bekymringer. En understrøm af uro, som ligger skjult i tilsyneladende fredelige byrum, skaber sit eget sprog, hvis blot vi lytter; en understrøm, der i det seneste år har fået næret nyt, hvor billeder af ukrainske borgere, sitrende i metrosystemets bløde neonlys, er gledet forbi vores øjne. Kan deres erstatningshjem under jorden også være vores, hvis den trygge orden pludselig brydes?I disse dage undersøges muligheden. Metroens særlige struktur — et netværk af betonkapsler under pulserende gader — fremstår som både skjul og skærm, men også som tvivl og spørgsmål. Metroselskabet har i samarbejde med myndighederne indledt et grundigt arbejde. De vender muligheden for at lade hvert trin, hver rulletrappe, hver perron forvandles til beskyttelse, hvis byen ovenfor ikke længere kan være os tryg. Men, som det ofte er, hvor håb og frygt følges ad, går undersøgelsen forsigtigt frem. Først til efteråret ventes svar.Er det muligt for den danske metro at rumme både menneskemængde og menneskesind i krisetid? Man aner her modsætningen mellem systemets præcision og menneskets skrøbelighed. I metroens daglige rytme mærker vi måske kun den praktiske maskine, men spørgsmålet nu er, om disse rum kan træde i karakter som beskyttende huler, hvis det værste skulle ske.Erfaringer fra Ukraine giver i sig selv ingen garantier. Hver by er sin egen organisme, hver befolkning sit eget uvisse fællesskab af håb og frygt. Det praktiske arbejde med at vurderer sikkerhed, teknik og kapacitet må parres med forestillingen om, hvordan vi bliver hinandens eller alles naboer, når trygheden på overfladen brydes.Mennesket lever på afgørelsens rand. Vores viden trækker på erfaring, vores handling på samvittighed. At undersøge om metroen kan beskytte, er mere og andet end et teknisk projekt; det er samtidig et spørgsmål om, hvordan vi vil ordne vores sårbarhed og om hvilke steder vi er rede til at kalde hjem, hvis det gamle hjem svigter. Om undersøgelsens svar ender i forsikring eller forbehold, vil efteråret vise. Indtil da får spørgsmålet fortsat lov at ringe nede under byens overflade, ligesom det gør i os selv: Kan vi bytte byens summen ud med undergrundens ro, hvis alt ramler?
Når undergrunden kalder: Kan vi søge tilflugt i metroens betonarme?Det er en mærkværdig tid at være bymenneske i. Man stiger op af dybe skakter, træder ind i et stålskrog og lader sig føre under jorden, hvor lydene fra gader og parker er forstummet. Det slår én: hernede gælder andre regler.Vi har set billederne. Kievs lyse neonflader forvandlet til nødboliger, madrasser rullet ud på perronerne, børns ansigter i underjordisk skær. Metroen som fristed, når himlen regner med død. Nu stiller nogen det spørgsmål, man helst havde undgået: Kan også vores glatte, pletfrie metro beskytte os, hvis det værste skulle ske?Bag anonyme døre i byens dybe maskinrum rumsterer folk nu med papir og paragraffer, med ord som \ muligheder\ og \ begrænsninger.\ Et selskab, hvis navn ikke skal nævnes her, samarbejder med dem, der altid har styr på tingene, om at undersøge: Hvad kan beton og glas? Hvor mange trykbølger kan vi holde ude? Hvornår er en perron ikke bare ventetid, men overlevelse?Man forestiller sig metrokøer af en anden art ikke til rulletrapper, men til våbenhvile. Er der mad? Er der ilt? Kan mennesker tåle at dele nat med togets fjerne rumlen og hinandens uro? Civilisationens spejl skinner stærkest, når vi er tvunget i knæ.Om det ender dér, ved vi ikke. Til efteråret skal vi have svar, siger de, der undersøger, der måler, der vurderer. Indtil da råber undergrunden sit spørgsmål op gennem ventilerne: Kan den by, vi har bygget ovenpå, også være sikker, når alt skrider? Gør vi plads til katastrofen, eller gemmer vi frygten bag perronens reklamer?I et samfund, hvor man drømmer mod himlen, kan det vise sig, at fremtiden om end midlertidigt må findes i dybet. For himlen, den kan blive sort. Og hvem ved måske lærer vi hinanden lidt bedre at kende, ansigt til ansigt, i mørket under byen, mens vi venter på lyset.