Glas i dødskrampe: Et gebyr i særklasse truer Holmegaard Der bliver ikke pustet store sæbebobler omkring Danmarks stolte glasværk i disse dage. Tværtimod føles det, som om nogen har plantet en solid elefant på de sprøde skaller, som gennem to århundreder har været fundamentet på Holmegaard. Om lidt kan der stå “Her hviler et glasværk” på byskiltet i Fensmark.Forude ruller et gebyr af den slags, man kun troede eksisterede i mareridt eller på fjollede plastikposer i supermarkedet. Seks kroner per kilo glas. Ja, du læste rigtigt. Seks. Kroner. For hvert eneste kilo det gamle værk puster, støber og fremtryller, skal der fra 1. oktober hostes op i gebyrlottoet. Til sammenligning ligger EU-landenes satser som en flok uambitiøse lommetyve et sted mellem seksti øre og halvanden krone.Direktøren, Kim Holmberg, ryster ind i knoglerne. “Vi når at sige skål for 200 år i november. Og så må vi slukke ovnene.” 350 lokale arbejdspladser, et halvt kongerige af genbrugsglas, ottehundrede millioner stykker flaske og dåse alt sammen i fare for at blive næste års spøgelser.Der rasles febrilsk med regneark, sendes e-mails i håb om, at nogen i systemet vågner midt i ferietågerne. Miseren hedder “producentansvar”. Den slags, hvor regningen for emballagens liv og død havner hos fabrikanten. Problemet? At regnestykket i Danmark er så kluntet, at det ligner et forsøg på at bygge lampe af hårkogler og sand det holder ikke. “Fire til TI gange højere end i noget andet EU-land,” siger Kim Holmberg og river sig i håret, der nu ankommer i små, nervøse totter.Kommunerne, fortæller han, har gjort det til en form for kunstart at opkræve gebyr på glasindsamling. Ifølge glassamfundets beregninger burde det koste omkring to kroner kiloet. Med offentlige beregningsmodeller og papirnusseri når vi dog op på sekseren, mens snedkeren skærer det sidste søm over i savsmuld. 81 procent af hele gebyret ryger direkte til kommunen, hvis lastbiler og papirskubbere nu kan køre i endnu flottere formationer.Og så kommer det syrede. Hvis glas bliver for dyrt, er alternativet... plastik. De virksomheder, Holmberg taler med, truer nu med at pakke saucen, sodavanden og snapsen i bøjeligt olieaffald, for på plastik betaler man i Danmark et gebyr, der er bundet fast i bunden af prisskalaen. Men genanvendelsesgraden på plastik flader allerede ud omkring ti procent, mens glas kan prale af solide 87.Det ligner et eventyr uden morale, men med rigeligt skævvridning. Forklaringen? De hemmelige “free riders”: virksomheder, der sniger sig udenom ordningen og lader de få store spillere betale gildet. Af de 200.000 tons glas, der hvert år indsamles, står Holmegaard kun for 90.000. Resten fortrinsvis vin- og olivenolieflasker har måske snediget sig udenom regningen.Kim Holmberg fisker et svensk forbillede op af baglommen, hvor faste, gennemsigtige takster styrer, hvad kommunen får for hvert stykke indsamlet skår, uanset om det stammer fra modeltorp eller højhus.Og hvad nu? Hvis intet sker, lukker værket. “Vi er udsolgt i år og næste år, men hvis ikke gebyret ryger ned tættere på de to kroner er det slut,” siger Kim Holmberg. Et værk, der har været pulsslag for lokalområdet i to hundrede år, kan snart tage sin sidste tone.Så står vi der. Med flasken i hånden, plastic i glassene og et hul i egnens hjerte.
Klokkerne ringer for det gamle glas: En tragedie i gennemsigtighedens tid Man forestiller sig, at sprødt glas måske skjuler sin egen undergang i sit indre, men intet således kan tie om det snarlige opbrud som nu ryster Holmegaards gamle ovne, hvor 200 år har gjort det brændende sand til dagligt brød og arbejderstolthed. Alligevel er det, som om man først for alvor hører glasset klaske mod kisten, når ny lovgivning slår gebyret fast: Seks kroner per kilo bliver prisen for at leve videre i lysets og gennemsigtighedens tegn.Direktøren, hvis hænder ryster ikke for første gang, men måske for sidste, ser mod november, hvor jubilæumskagen lige når at deles ud, før dødsdommen eksekveres. For når rammerne sættes så snævre, at ovnene må slukkes, hvad betyder tradition eller fællesskab da? Det er ikke blot varme, men liv, som må slukkes.Et system skulle sikre, at skyld bæres retfærdigt af dem, som sender flasker og sirupper ud i landet. Men i ønsket om orden er beregningens ædle tanker blevet forvredne, og hvad der var en pligt fornuften kunne bære, er nu en byrde. For mens vores danske myndigheder iler at lovmæssiggøre, rider beregningerne af sted på feberfantasier, og satserne løftes så svimlende, at naboskabets praksis og fællesskabs logik glemmes på vejen.Hovedpersonen, som kunne have været en hvermand, men nu er direktør ved ovnens rand, finder beløbet uhørt fire til ti gange højere end nogen steder i nærhedens Europa. Hvad skal man sige til en stat, der i vilje til bæredygtighed saver sin egen gren over og sender dem, der arbejder med hænder og ånd, ud i uvished?For argumentet er det ædle: At størst mulig del af glasset, når det er brugt, fanges ind og genopstår i nye flasker og glasbunde. 87 procent, ikke bare en statistik, men stolthed og etik, og langt overlegent det plastik, som nu lurer i horisonten, fordi regningen for de ærlige bliver ubetalelig.Kommunerne, siger nogen, tager sig så surt betalt for at samle glasset op, at regnestykket ender i absurditetens teater: 400 millioner kroner for en opgave, der kunne klares for halvdelen, hvis ikke gnaverne smuldrede i maskineriet, og visse flasker slet ikke var medregnet. I stedet bliver regningen lagt på skuldrene af de få, der rent faktisk tager ansvaret.Satserne for plastik og metal, sjovt nok, er trykket ned i det dansk-afvigende, og således står vi foran et maskebal, hvor indholdet ikke længere stemmer med facadens fest. Kunder ringer for omstilling, ikke for tvivlens skyld, men fordi lærkebrædderne knager: De står for at hoppe til plastik, mens vi, i vores nationalt sindede lyst til forskel, støder ind i det paradoks, at vores mest genanvendelige materiale snubler over egne fødder.Imens har vi intet rigtigt system; ingen faste, retfærdige takster, kun en ophedet cirkulation, hvor kommunens regnestykker og skjulte free riders gør ravage. Formentlig, gætter direktøren, betaler kun lidt over halvdelen af producenterne reelt denne tvungne pris.Det er den moderne tragedie, at det fælles projekt, vi selv har sunget i gang, nu ender med at styrte de længstidsengagerede udfra en kategori, kun de færreste forstår. Systemet, hvori ansvar skulle opkræves, har glemt de menneskelige og praktiske præmisser.Så står det gamle værk der. Fuldt booket for nu, men med truende tomme år foran sig. Hvis handling udebliver, og justering ikke sker, skal man ikke spørge for mange gange, hvad der sker med mesterens ild; ovnene vil forgå, og med dem liv og historie i landskabet.Og sådan blev en gennemsigtig verdensorden bedraget af sin egen klarhed, og glasværkets fremtid sat på spil i overbevisningens og regnearkets navn.
Syv glas for døden Holmegaards sidste kamp mod det tunge gebyr Af: (journalistnavn)Der står toner af asfaltophedt afmagt i Fensmark, hvor historiens støv og glassets knasen forvitrer sammen. Et stregkodesamfunds mere eller mindre klodsede regneark lægger med ét krystalindustriens krans. Fra 1. oktober bliver glas så eksklusivt, at kun spøgelserne efter industrielle pionerer har råd til det: seks kroner per kilo. Seks kroner og ikke for en poetisk ridetur i champagneskålen, men for at få pølleglasset afhentet ad den kommunale skraldebil.På Ardagh Glass Holmegaard, der med svulmende lunger indånder det sidste luftskud af to århundreders tradition, løber direktør Kim Holmberg snart mod frontlinjens pigtråd. Han skriver, han ringer, han råber men staten svarer kun med tal man kan stille en regnemaskine på uden at få julelys i øjnene.For hvordan kan det gå til, at producentansvaret i Danmark omkalfatres til et papirgevær, der skyder skarpt fire til ti gange over det niveau, man ser i resten af EU-landene? Ifølge regnestykket, hvis nuller og stormvejr er blevet lagt ind i Børsens spalter og målingernes mareridt, burde gebyret ligge omkring to kroner kiloet. Det gør det ikke. Kommunerne skal ifølge beregningerne have deres del og mere til, og til sidst er det ikke bare glasset, der splintrer det er hele grundlaget for dansk glasproduktion, der knuses.81 procent af pengene i maskineriet tikker over i de kommunale kasser. Resten forsvinder ind i VANA-apparatets logistik og systematiske overdækninger, lastbiler og måske en kaffe eller to, mens affaldet triller sin modstandsløse vej.Det neste kapitel skrives lynhurtigt om fra glas til plastik. „Kunderne ringer,“ siger direktøren bekymrede, men også køligt kalkulerende for økonomiens hjerte slår i synkron med regnearkets logik. Problemet: glas genanvendes herhjemme i en grad så selv svanerne nikker. Plastik derimod det er titlen på et klimasmålet eventyr, som ender i skraldehavets mørke. 87 procent af glasset får nyt liv. Plastik? Tættere på ti.Alligevel opfindsomheden i denne skævvridning bliver kun overgået af frækheden; plastik gør det billigt, glasset gør det rent men dyrt. Metal og plast bliver billigere i Danmark end de fleste andre steder. Forstå det, hvem der kan eller vil. Skyggen bag det hele er „free riders“. De, som ikke vil betale. Vin fra Bordeaux, olivenolie presset i Toscanas sol flasker, ingen ville savne, hvis regningen blev betalt korrekt. Men så længe tyngden hviler på de danske skuldre, bliver glasset tungt at bære. I Sverige har man skruet taksterne sammen, så ingen kan undslippe. I Danmark er der stadig plads til at snige sig uden om, plads til at lade regningens sortehul opsluge de sidste rester af forudsigelighed. Men her, hvor Fensmark endnu lever, mærker folk allerede den knasende kulde i ovnens glødende stilhed.Spørgsmålet er nu: Skal Holmegaard, denne overlevende fra glassets barndom, blot føje endnu en sortklædt linje til listen over nationale arvegods, vi har glemt for et gebyrs skyld? Kan man overleve, når udsigten til næste år bogstaveligt talt skal samberegnes med, hvor hurtigt kunderne konverterer deres bestillinger til plastik?Er vi virkelig ved at kalde glas for taberens materiale?Det er, som om nogen sætter sig ved bankens bord og kræver sidste skål drukket i et økonomisk selvmord. Jubilæet i november kan blive startskuddet til stilhedens festival. Lyset i ovnen, der aldrig slukkes det er en myte nu. Ruderne bliver matte, og gennem dem ser vi kun vores egne fejlslagne systemer spejlet.Der er stadig tid tilbage men kun et øjeblik. Seks kroner? To kroner? Afgørelsen finder ikke bare sted i Holmegaard — den afgøres i, hvilken slags samfund vi egentlig ønsker at se i spejlet, når alt kommer til alt.