Hotelkongens hemmelige opskrift: Arbejdsglæde, halvt overskud og lidt stædighed Hvis man kører forbi Gentofte Hotel sent på en søndag eftermiddag, kan man nogle gange ane en rank skikkelse i vinduet. En mand, der burde sidde med sine børnebørn og spille Matador, men som stadig finder fornøjelse i strategipapir og hotelsnak. Henning Arp Hansen fylder 75 år, han er en af Danmarks rigeste mænd, og ja han burde, ifølge enhver konventionel fornuft, have trukket sig tilbage med en drink i hånden for længe siden. Problemet er bare, at han synes, det stadig er sjovt.Det begyndte, som så mange fortællinger, med en far der mente at vide bedst. Murermester Alf Arp Hansen fandt på at købe en gammel kro og lave den om til hotel. Sønnen Henning sagde først et høfligt og så et lidt mere bestemt nej tak til at blive indlemmet i familieforretningen. For succes kommer ikke bare snublende, heller ikke til dansk hotelkongelighed.Men så kom dealen: Halvdelen af overskuddet til sønnen, og faren måtte blande sig udenom. Du gode Gud, tænkte Henning, det må sætte en stopper for den gamle kriger. Men nej, faderen nikkede prompte og så de to forskellige veje ind i fremtiden sammen. Det var begyndelsen på et partnerskab, der næsten kunne have overlevet på venskabelige drillerier og diskussioner om vægfarver.I dag er Gentofte Hotel ikke bare en skæv gammel kro, men selve grundstenen i et hotelimperium med 5000 værelser og 12 hoteller, der har sat deres præg på København og omegn. Henning Arp Hansen har ikke kun klaret arven, han har kogt den ned til noget, mange kun kan drømme om: Uafhængighed, ansvar og glæde ved arbejdet, selv efter at formuen rundede 3,5 milliarder.Da broren og trofaste makkeren, Birger Arp Hansen, gik bort tidligere på året, forsvandt en partner, der gennem årtier havde været både modspil og medspil. Nu sidder Henning tilbage med minder, mere familie end kransekage, og stadig samme gåpåmod. Hjemmet er i Hellerup, husholdningen tæller seks børn nogle af dem egne, andre bonus, men alle sammen en del af det florlette netværk, der binder både forretning og privatliv sammen.Han var direktør, nu er han formand. Men formand for hvad? For en familie, for et hotelkonglomerat, for det gode samarbejde men først og fremmest for at have det sjovt. For som han selv har sagt, handler det for længst ikke om penge. Her er det ikke sidste generationsparfume, der sælges, men duften af ansvar, samspil og viljen til at sige ‘ja’, når man egentlig havde lyst til at sige nej.Fødselsdage kommer og går, men den slags arbejdsglæde er svær at pakke ind og sætte sløjfe på. Hvis man skulle give et bud på hemmeligheden bag hans evighedsmaskine af en arbejdsmoral, må det være en blanding af stædighed, overskudsdeling og troen på, at noget altid kan blive lidt bedre. For hotelkonger går åbenbart aldrig rigtig af mode de vælger det selv.
Hotelkongen, der stadig finder glæde i arbejdet Søndag den 13. juli lægger endnu et kapitel til fortællingen om Henning Arp Hansen, når han runder de 75 år. Tallet er stort, men glæden ved arbejdet synes fortsat at have førstepladsen i hans liv. At være blandt de rigeste er en realitet for denne mand, men det er ikke formuen, der driver ham gennem hverdagens beslutninger, for lykken og livsmodet vokser snarere ud af selve arbejdets praksis end ud af resultatet på bundlinjen.Der var engang, han nægtede at følge familiens fodspor. Faderens insisteren blev mødt med et rungende nej, gang på gang. Men kompromiser kan året forvandle selv den mest forhærdede af viljer, og da Henning til sidst blev tilbudt halvdelen af virksomhedens overskud og tilsagnet om farens fravær fra den daglige drift sagde han ja. Hvor ofte afgiver vi ikke løfter til os selv om ikke at træde i forældrenes spor, for bare at erfare, at livets skæve stier trods alt leder os derhen, hvor vi hører til?Virksomheden, født ud af modstand en byplanlæggers nederlag og en vision om lejlighedsudstykning, der i stedet blev til Gentofte Hotel blev den klump ler, livet skulle formes af. Grundstenen, først lagt i 1960, blev mange år senere forvandlet til et hotelimperium; ikke ved et tilfældets spil, men gennem års samarbejde, tillid og ikke mindst forskellighed mellem to brødre.Henning Arp Hansen blev partner med broderen Birger i 1970'erne. Partnerskabet bar frugter, og glæden ved at skabe noget, sammen, trækker dybe spor gennem familievirksomheden. Da faderen gik bort i 1998, blev brødrene ene om tøjlerne og virksomheden fik den frihed, som kun tillid og livslang hengivelse kan give.I dag står han som bestyrelsesformand i Arp Hansen Hotel Group. Fortiden som administrerende direktør blev udskiftet med rollen som strateg og udvikler; og længere væk fra pensionen synes han, end alderen taler for. Han siger selv, at han burde have trukket sig tilbage. Men hvad er pligt overfor nødvendighed, og hvad er nødvendighed overfor glæde? For ham er arbejdet ikke tvang men vilje; ikke byrde men mulighed.Når han ser tilbage, mærker han ingen fortrydelse. Det er ikke længere pengene, men glæden ved det levende åndedrag i arbejdet, der holder ham fast. “Vi har jo vores på det tørre,” forklarer han nøgternt, i bevidsthed om livets endelighed og materiens begrænsninger.Virksomhedens empire omfatter nu 12 hoteller i og omkring København, og med over 5000 værelser udgør den omkring en femtedel af hovedstadens samlede hotelkapacitet. Tallene taler deres tydelige sprog, men bag ordene gemmer sig erfaringen af ansvar, af at rumme både fortid og fremtid, og af at modtage arven uden at være dens fange.I år blev han sammen med broderen, der desværre gik bort tidligere på året opgjort til at besidde en formue på 3,5 milliarder kroner. Men bag disse tal gemmer sig et liv, der udfolder sig i relationer: Seks børn, tre fra første ægteskab, to bonusbørn, og en datter fra andet ægteskab. En familie, hvis mangfoldighed spejler det liv, han har valgt at leve et liv, hvor handling og eftertanke går hånd i hånd.Henning Arp Hansen bor i Hellerup. Hér, lidt tilbagetrukket fra byens larm, fortsætter han med at arbejde ikke fordi han skal, men fordi han vil. Det er, om noget, individets mulighed og glæde.
Han sagde nej så sagde han ja. Hotelkongen, der ikke ville være det Arbejdet trækker stadig. Der står nu 75 lys på kagen, men Henning Arp Hansen puster dem ud med mere fremtid i blikket end de fleste. Han er rig, ja. Så rig, at tal bliver meningsløse men pengene er for længst reduceret til kulørt pynt. Det handler om noget andet. Måske har det altid gjort det.Han ville slet ikke ind i hotellerne. Faktisk sagde han nej så mange gange, at man næsten kunne høre slidsporene i gulvet foran faderens kontordør. Sønnen, der ikke lod sig hverve, troede længe, han kunne narre sig fri indtil han alligevel, og måske lidt mod bedre vidende, gik ind i familiens virksomhed. Kun på betingelse af kontrol, og kun hvis faren holdt sig væk fra driften. Det måtte være et trick! Men faderen sagde uden tøven: \ Ja.\ Og i dét øjeblik begyndte historien om en vilje, et partnerskab, og et hotelimperium, der spænder fra Gentoftes kro til Københavns moderne skyline.Det var ikke planen. Slet ikke. Alf Arp Hansen købte egentlig Gentofte Kro for at splitte den op til ejerlejligheder. Men stadsarkitekten var af en anden mening, og sådan blev kroen, trods bureaukrati og tidens strømme, til Gentofte Hotel. Sådan tvinger tilfældighederne os ind i nye retninger, og af de omveje vokser virksomheder og skæbner. Grundstenen var lagt, og sønnerne begyndte at bygge videre. Henning og bror Birger blev medejere i 1970'erne. To temperamenter, to tilgangsvinkler, der supplerede og udfordrede hinanden i årtier. Bag facaden af succes ligger det vedholdende partnerskab, de daglige valg, kompromisets kunst. I 1998 overtog de firmaet helt. Samme år døde faren, men ikke før han havde set årets hotelgæster passere receptionen i det, der nu var en af Danmarks største hotelkæder.I dag, hvor virksomheden har 5.000 værelser og huset snart en fjerdedel af Københavns overnattende gæster, og hvor listen over adressebøger rummer tolv navngivne hoteller, er Henning Arp Hansen blevet den ukronede hotelkonge lidt mod sin vilje, og netop derfor. Magten, rigdommen, alle de ansvarskæder, der følger med, er båret med en lethed, som kun den bringer, der hele tiden sagde nej, indtil han sagde ja.For få år siden overlod han direktørstolen til næste generation og gik selv i en position, hvor overblikket og visionen regerer: bestyrelsesformandens. Men arbejdet slap ham aldrig. For hvad skulle han ellers gøre? “Jeg burde være gået på pension, men jeg arbejder, fordi det er sjovt. Det handler ikke længere om penge. Vi har jo vores på det tørre.” Sådan sagde han i et interview for nylig. Man fornemmer ingen nostalgi. Blot glæde over, at meningen stadig bølger som livets blide strøm under manchetterne.Formuen lyder på 3,5 milliarder. Listen placerer ham solidt på Danmarks mere kølige, pengemålende top. Men tal kan ikke optælle de tusindvis af gæster, der har sovet drømmeløst under hans tage; de timer, der er brugt i mødelokaler og korridorer; eller de liv, der er bundet sammen af nøglekort og receptionens nik. Heller ikke kan de måle den sorg, der fulgte, da broren gik bort tidligere i år.Henning bor i Hellerup, er gift og fader til seks børn en moderne families mosaik, sammensat over to ægteskaber, bonusser, og biologiske sammenhænge. Sådan, med den finurlighed og dobbelttydighed, som livet selv tilbyder det, fortsætter arbejdet. Ikke som tvang, ikke som forpligtelse, men som leg. For som så ofte i denne historie: Han sagde nej, og så sagde han ja og hvad skal man ellers gøre, når det stadig er sjovt?