Spor Spærret i Nordhavnstunnel: En Bil Med Større Planer Stækkes Midt I Myldretiden Nordhavnstunnelen, denne velfriserede pulsåre for hverdagsdanskere med store ærinder og små bekymringer, har her til morgen mod alles vilje, men frit efter skæbnens lune fået et lille vejbump i form af en havareret bil. Det højre spor i retning mod Helsingørmotorvejen har i en tid været spærret, mens chauffører har kigget skiftevis på uret og mobilen og lært hinanden at kende på afstand.Bilen nægtede at fortsætte, måske stædigt, måske ydmygt vi taler ikke med maskiner, men de holder alligevel fast på deres mening, når de vil. Vejdirektoratet har på forbilledlig vis, som den store fætter der holder øje med de små, straks fortalt det til de tusindvis af enhver, der tager rattet seriøst. Også P4 Trafik, altid vågen med radio og rettidige meldinger, har ringet i klokken.De fleste biler, civile og udrangerede, kom hurtigt i aktion men det var vejhjælpen, den daglige tolvte time, som med spand og trøst, måtte tilkaldes. Man forestiller sig næsten scenen: En orangeklædt redningsmand kommer valserne, vinden roder i dragten, kun tøndebåndene mangler, men med beslutsomhed i blikket.I et kort øjeblik blev der bremset mere, end der blev accelereret. Snakken i bilerne gik: “Mon nogen kommer for sent? For hvad og for hvem?” Men nu, opdaterer myndighederne Sankt Bil er hjulpet videre, det kniber ikke længere med pladsen, og trafikken ruller, som om intet hændte. Den kollektive vejrtrækning udspiller sig uhørligt og Nordhavnstunnelen har, indtil næste gang skæbnen splintrer hverdagen, igen fundet sin rytme.Sådan slutter endnu et lille vejeventyr i hovedstadens undergrund, hvor både biler og bilister lægger sig i sporet med fornyet optimisme for selv motorsvigt er midlertidige, og hjulene vil altid trille videre.
Det hændtes ved dagens begyndelse, da lyset endnu kun med tøvende skridt trængte ind i Nordhavnstunnelens bug, at rytmen i vores kollektive dagligliv blev brudt. I tunnelen mod Helsingørmotorvejen dette mekaniske åndedrætsrør for tusinder satte en uventet begivenhed tiden på pause for bilister, som rejsen havde indskrevet i deres sind. En bil, klemt fast af skæbnens tilfældighed, nægtede at fortsætte, dens funktion strandet, det højre spor blokeret.At lige netop dér i mørket af en tunnel bygget til at ordne vore rejser og forkorte afstandene mellem mennesker og muligheder var vejen nu brudt, ikke af vilje, men af en uforudset afmagt, måske materiel, måske blot tilfældig, rev stedet ud af sin hverdag. Pludselig blev vi mindet om infrastrukturens sårbarhed, om det nødvendige samarbejde mellem menneske og maskine, og ikke mindst om vor egen afhængighed af forudsigelighed.En stemme fra etersfærens opdateringer Vejdirektoratet og trafikkens årvågne vagter meldte budskabet ud: Tålmodighed, hjælp er på vej. Her, midt i rullefeltets summen og klagende horn, stod tiden og tanker for en stund stille hos mange. Hvert minut blev tungere, multipliceret af fællesskabets utålmodighed.Men som dagen løb, og rytmen igen genvandt sit greb, kom hjælpen. Nogen greb ind, løftede uheldet ud af vejen, reintegrerede det strandede menneske i strømmen mod destinoen, og atter rullede trafikken, som vi så gerne vil tro den bestandigt vil. Således viste situationen sig at være et forbigående opbrud et minde om, at selv gennem kontrollerede rum flyder en usikkerhed, som vi kun kan leve med ved at stole på, at hjælp opstår, hvor bruddet sker.Tunnelen er nu atter åben. Et kort ophold i den fælles strøm. En påmindelse om, hvor skrøbeligt det hele kan være, og hvordan alting altid, selv i styrtende fart, kan standses af ét enkelt øjebliks uforudsete nødvendighed.
Nordhavnstunnelen: En maskinens stivnede pulse blot midlertidigt En torsdag eftermiddag. Motorens milde brummen blander sig med radioens stemmer, og lyset i tunnelen gyser gult henover dødeblikket asfalt. Lige dér, hvor Nordhavnstunnelen arter sig som en blodåre ind i byens jernkabinet, sætter et køretøj sig på tværs. Det er ikke større drama, ingen eksplosion, ingen knust glasvæg blot et køretøj, der ikke længere vil, som føreren vil.Rullerne standser. Den højre bane er pludselig ikke længere en mulighed, afspærret af det havarerede håndværk og snorlige kegler. Vi er på vej mod Helsingørmotorvejen, men en enkelt mands forbandelse bliver nu alles forhindring. Information veksles flittigt mellem bøvlede GPS-systemer, myndige Vejdirektoratet-udmeldinger og små, nysgerrige notitser i æteren. Der fortælles om hjælp undervejs; vejhjælpen rustet med refleksveste og velvilje.Venter man længe i maskinstruben, forvandler kabinelyset sig til et slags hospital for sindet. Ingen taler sammen der lyttes. Rattet krammes tættere. Man observerer: en fornemmelse af uro, et kortvarigt svælg i det, som skulle have været en uafbrudt rejse.Men tiden, som altid, bløder hurtigt ind over forstyrrelsen. Den havarerede bil er hjulpet videre, intet porcelæn knust, ingen blev til overs. Trafikken ruller igen, presset gennem byens krop som blodet, der strømmer gennem et hurtigt tilgivent hjerte. En by med tunnelsystemet som nervetråde så skrøbelig, så uendeligt elastisk.Alt er genoprettet. Ingen kan længere se det punkt, hvor det gik galt, og måske går det først rigtig op for én, hvad det egentlig betød, i det øjeblik, det hele er forbi.