Et københavnsk usynligt salg: Lejligheder forsvinder hurtigere end du kan nå at sige Kan man bladre mellem boliger på Boligsiden, og stadig ikke finde flere end der er pyntegræskar på Amager en oktobersøndag? Ja, det kan man. For i Københavns Kommune bliver lejligheder nu udbudt på markedet hurtigere end du kan stave til “boligboble”, og forsvinder igen som dug for den danske sommer. Tal fra Boligsiden afslører, at antallet af ejerlejligheder til salg er nede på 1165. Det laveste i 12 år, hvilket svarer til cirka én lejlighed pr. 522 beboere, hvis man går den matematiske vej.Udbuddet har taget elevatoren ned til underetagen, 11 procent lavere end sidste måned det svarer omtrent til, hvordan dit mod falder, når du ser på kvadratmeterpriserne. Antallet har, så vidt Boligsiden kan huske, kun været lige så lavt én gang før. Tilbage i 2013, hvor der sikkert stadig stod kaffekværne på Vesterbros lopper, var der præcis lige så få lejligheder til salg.Det er ikke, fordi man ikke forsøger at sætte til salg, forklarer boligekspert og kommunikator Birgit Daetz, som via pressemeddelelse greb blyanten og skrev: “Efterspørgslen får udbuddet til at falde. Selv om der løbende kommer mange lejligheder til salg, bliver de hurtigt solgt, og derfor rammer vi nu et lavt niveau.” Vi taler så lavt, at selv årets “Nu-skal-vi-se-på-lejligheder-og-måske-finde-et-nyt-nabo-kollektiv”-par må anstrenge sig for at få en fremvisning.Lejligheder mv. er altså blevet et knapt gode lidt som billetterne til årets Roskilde. Selv under coronaperioden, hvor alle ellers strikkede og hæklede hjerner kunne stirre længselsfuldt fra deres hjemmearbejdskrog ud på grå beton, var der flere lejligheder at vælge imellem. Hvem skulde have troet det?Så mens boligjægere bider negle og forældrekøbshungrende bedsteforældre ringer endnu en gang til banken, kan ganske få heldige nye lejlighedsejere nu tilføje “først-til-mølle” til deres CV. Resten af København må vente. Og scrolle. Videre.
En by på tærsklen til tomhed: Ejerlejligheder i København forsvinder fra markedet.Et usædvanligt blik ned ad brostensgaderne, gennem portene mellem byens upåfaldende og pompøse facader, afslører en stilhed i markedet, som ikke blot er økonomisk, men også eksistentiel. I Københavns Kommune er antallet af ejerlejligheder til salg sunket til et niveau, der vækker ikke blot opsigt, men også eftertanke. Ifølge de nyeste tal fra boligportalen Boligsiden var der ved indgangen til august blot 1165 ejerlejligheder til salg i hovedstaden. En sådan knaphed er ikke set siden 2013, hvor det præcis samme tal blev registreret. Dette fald, der udgør 11 procent sammenlignet med måneden forinden, efterlader byen, dens indbyggere og dem, der længes efter at blive det, i en mærkelig venteposition. Som om byen selv holder vejret, mens vi forsøger at forstå, hvad det vil sige, når rummene til udfoldelse skrumpes ind. Udbud og efterspørgsel er et simpelt, men ikke ligefremt forhold. Ifølge boligportalen får efterspørgslen udbuddet til at forvitre, som sand trædes jævnligt væk på en befærdet sti. Nye lejligheder, der lægges ud, forsvinder hurtigt: en rendyrket illustration af, hvorledes menneskets behov og begær i dette tilfælde efter tag over hovedet og tilhørsforhold til en by kan tømme markedet for muligheder med en næsten ubevidst effektivitet. Man kunne spørge, hvor coronatiden og dens tilknyttede uro afsat spor; men tallene viser tydeligt, at vi nu befinder os på et endnu lavere niveau end under pandemien. København er blevet et marked for de få, en smeltedigel, hvor lejligheder ikke blot er mursten, men markører for adgang, identitet, muligheder og ikke mindst for fravær og tab. Hvad sker der, når mulighederne for at finde sit sted i byen svinder ind? Når døren til byen synes lukket for flere end før? Perspektivet, vi får, rækker ud over statistikkernes nøgterne optegnelser, og åbenbarer et strøg af bekymring og en påmindelse om, at ingen tal kan indfange de mange historier om hjemsøgte kundskaber, længsler og liv, som bevæger sig gennem byens rum. I sidste ende mens vi betragter byens stille marked må vi spørge: Hvilken by bliver København, når mulighederne for at blive en del af den, kun er for de hurtigste og de heldigste? Hvilket samfund tegner sig, når byens vægge bliver færre og eftertragtede som livselementer? Forhåbentlig vil vi gribe chancen til at reflektere over, hvad en by skal være, før vi kun kan tænke på, hvad den var.
Lejlighedssalg i København: Tystnad før stormen?.Af og til lægger byen sig til ro i sit eget ekko. Københavns stenbro står skælvende, som havde den mærket jordskælv eller tidsåndens urolige åndedræt. Antallet af ejerlejligheder til salg er dykket, sunket, forsvundet ned i byens undergrund til et niveau, der ikke er set i tolv år. 1165 boliger til salg. Ikke én mere end i 2013, som for en kort stund vaklede i det samme tal: 1165.Hvad betyder det, når så få nøgler venter uden ejermand? Når de besøgende på Boligsidens hjemmeside må genopfriske skærmen og gispe for ikke at miste den lejlighed, der måske er den sidste de får at se, før mørket sænker sig over markedet?Årsagen skal ikke søges i manglende udbud eller afmatning blandt sælgere med kolde fødder. Det er efterspørgslen, den evige sult; maskinrummets remskiver og hjul, der snurrer uden ophør. Efterspørgslen har sin egen logik, sin egen puls. Stille og næsten usynligt bliver lejligheder forvandlet fra ledige til solgte -- så hurtigt, at portalen knap kan følge med i sin egen opgørelsesstatistik.Man må spørge sig selv: Hvilken slags by ønsker vi, hvor boliger forsvinder, før man kan nå at ønske dem tillykke med den nye ejer? Skal vi kalde det succes, denne stilhed før nye priser, nye runder af bud, nye generationer af købere med ivrige hænder og nerverne uden på tøjet?Sådan står vi altså, lidt foroverbøjede, med blikket flakkende hen over det digitale hav af lejligheder, der for hver dag skrumper lidt mere. Antallet nu lavere end selv under de tavseste coronadage. Måske, når vi en dag igen tæller over tusinde og et par hundrede boliger, vil vi se tilbage og spørge os selv: Hvilket eventyr var vi egentlig en del af? Var det det ekstatiske opbrud efter isolation, det organiserede kaos, eller blot en by, hvor drømmen om et hjem havde et særligt værd?Indtil da blinker byens vinduer i aftenskumringen, som hilsner fra de få, der stadig venter på at få vendt nøglen i deres lås. Vi tæller, vi følger med, vi venter.