Tavs tribune i Parken: Sektion 12 dropper tifoer – fans føler sig modarbejdet af FCK En tom tribune larmer. Sådan føles det i hvert fald, når Sektion 12 melder ud, at der ikke længere bliver rullet bannere ud, viftet med enorme flag eller malet kæmpebannere, der får hjertet til at hamre og nakkehårene til at rejse sig. Pludselig træder spillerne på banen, mens væggene i Parken virker lidt grå og lidt tomme – som om nogen har skruet ned for både farver og følelser. Sektion 12 – den pulserende fanafdeling bag målet, hvor sange, lys og tifoer normalt strømmer ud i hele stadion – har sat det hele på pause. Det fortæller de selv i et længere opslag på Instagram, hvor de med lige dele frustration og resignation skriver, at de ikke længere kan opretholde den standard, de altid har krævet af sig selv. Forholdene for de frivillige, der ellers har brugt fritid, sene aftener og uendelige meter malertape, er ifølge dem blevet forringet så voldsomt, at lysten og mulighederne er forsvundet. ”Desværre må vi erkende, at det den seneste tid ikke har været muligt kontinuerligt at skabe tifoer i Parken på et niveau, der lever op til den minimumsstandard, vi har sat for os selv,” lyder det fra Sektion 12, der nu for første gang i mands minde lader sidste hjemmekamp og pokalfinalen forløbe uden det visuelle brag, fans og spillere er vant til. Årsagen? Den er ikke til at tage fejl af, hvis man spørger Sektion 12: Afviste bannere, udsmidte flag og en ledelse, der ikke vil samarbejde. ”Der har været episoder, hvor vores stemningsskabende værktøjer er blevet nægtet adgang eller fjernet. Det gør det ærlig talt svært at skabe magi,” skriver de, og tonen er lige så flad som stemningen til en reserveholdskamp i novemberregn. Hos FCK er der endnu ikke kommet en kommentar – måske leder de efter den rigtige ordlyd, måske venter de bare på, at stormen driver over. Men på tribunen, hvor pap, maling og kæmpe bannere plejer at være festen før festen, er festen nu sat på pause. For en tifo er ikke bare et stykke stof; det er fællesskab, passion og et kærligt, skævt spark til virkeligheden. Når den stilner af, lyder tomheden pludselig ekstra tydeligt.
Når Stilheden Taler Højest – Sektion 12 Sætter Tifoen i Parentés I de seneste uger har spillere og tilskuere i Parken bemærket et påfaldende fravær: de store tifoer, bannere og visuelle markører for fællesskabets kraft har manglet. Hvor der før var farver og symbolske billeder foldet ud over den stemningsskabende endetribune, hviler nu en næsten eksistentiel stilhed. Årsagen skal findes i et opslag fra Sektion 12 – fanafdelingen bag stadionets bankende hjerte. I opslaget udtrykker de, at de ikke længere kan opretholde det niveau, de selv har forpligtet sig til. Der er tale om en erkendelse af, at de betingelser, hvorunder fællesskabet skulle virke, er blevet så forringede, at det ikke længere er muligt at frembringe det, der for mange er selve åndedrættet i tilværelsen som fan. Det er ikke selve manglen på bannere og flag, der gør mest ondt, men den underliggende fortælling om bristede relationer og tabt gensidig tillid mellem klub og fans. Sektion 12 beskriver i opslaget, hvordan forringede vilkår – afviste bannere, konfiskerede flag og en oplevet mangel på samarbejdsvilje – har forvandlet arbejdet for det fælles bedste til en opgave uden mulighed for forløsning. Det fremgår, at hverken sæsonens sidste hjemmekamp eller pokalfinalen vil blive mødt af tifoer, men derimod vil en slags tavshed sænke sig over tribunen. Og denne tavshed er ikke tom, men ladet. Det er den tavshed, der opstår, når man oplever sig modarbejdet på et sted, hvor man troede sig hjemme. Det er fraværet af det, der ellers giver øjeblikkene betydning, og samtidig et råb, der ikke kan råbes højt nok. Ritzau har søgt kommentar fra FC København, men klubbens svar lader vente på sig. I dette mellemrum – dette tomrum – udfolder der sig en erfaring, som rækker ud over det konkrete stadion og den enkelte kamp: Spørgsmålet om, hvordan fællesskabet lever og dør på betingelserne for samarbejde og gensidig anerkendelse. For når betingelserne ikke længere er til stede, må man i sidste ende vælge tavsheden. Måske for en tid. Måske for altid. Men man kan ikke skabe ægte stemning, hvor tilliden er brudt. Dermed taler fraværet for sig selv.
Ingen flag, ingen farver – Sektion 12 sætter stemningen på pause i protest mod FCK Det er et paradoks: Når noget forsvinder, bliver det først for alvor synligt. På det seneste har FC Københavns spillere løbet ind på grønsværen uden den mur af farver, pap og papir, som normalt løfter stemningen i Parken fra hverdag til fest. Tribunen bag målet er blevet nøgtern – et sted hvor kun lyden og ikke synet afslører, at nogen holder med nogen. Forklaringen har rullet over sociale medier og avisspalter: Sektion 12, den stemningsmotor, som har leveret bannere, flag og tifoer, har valgt at trække stikket. På Instagram kalder de det selv et nødvendigt stop, fordi rammerne for det frivillige arbejde er blevet så ringe, at ingen længere kan stå inde for resultatet. “Det har ikke været muligt kontinuerligt at skabe tifoer i Parken på et niveau, der lever op til den minimumsstandard, vi har sat for os selv,” lyder det fra gruppen. Det er ikke bare maling på pap og svedige timer i et kælderlokale, der er gået tabt. Det er selve troen på, at et fællesskab kan fungere på de vilkår, der udstikkes fra ledelsens side. Ifølge Sektion 12 har klubbens håndtering – afviste bannere, konfiskerede flag, manglende samarbejdsvilje – bidraget til at forværre relationen. Stemningen har, paradoksalt nok, aldrig været lavere. Sæsonens sidste hjemmekamp? Ingen tifo. Pokalfinalen? Intet visuelt brag. Det, der plejer at være optakt til noget større, er nu blevet til et synligt fravær. Som om hele festen er blevet forbudt af brandsikkerhedsregler og dårlig stemning. FCK selv er tavse. Ritzau har forsøgt at få en kommentar, men på klubbens kontorer runger stilheden lige så tydeligt som på tribunen. Måske er det netop det, der er pointen: Uden fansenes farver er der kun stillestående luft tilbage. Det er svært at sætte ord på, hvor tomt det kan føles, når det, der binder publikum og klub sammen, pludselig klippes over – ikke med drama, men med noget så usexet som manglende samarbejdsvilje. Måske genopstår tifoerne en dag i et anfald af gensidig respekt. Indtil da må Parken tage til takke med lyden af sin egen stilhed – og håbe, at nogen en dag vil farvelægge den igen.