Lignende artikler; 1
Anne Linnet – nu også med hammer og hæder Tirsdag formiddag, i det store rådhus midt i København, skete der noget, som man ikke ser hver dag – medmindre man kigger rigtig godt efter i kalenderen. En sangerinde, kendt for sine melodier, sin poesi og sin evne til at få voksne mennesker til at græde i bilen, blev udnævnt til... årets håndværker. Ja, du læste rigtigt. Anne Linnet. Den Anne Linnet. Med klaver, med kærlighed og med kant – nu også med hædersbevisning fra Håndværkerforeningen. Ifølge Kongehuset, der havde iført sig sin fineste Facebook-opdatering, blev titlen tildelt i forbindelse med den traditionsrige hyldest af hovedstadens dygtigste nyudklækkede håndværkere. Ceremonien foregik naturligvis på Københavns Rådhus – et sted, hvor mursten møder majestæt, og hvor Hans Majestæt Kongen selv var til stede og smilede det royale smil, der betyder: “Det her er både højtideligt og lidt skønt mærkeligt.” I alt blev 88 håndværkere fra 22 forskellige fag hyldet. Det var murere, frisører, tømrer og gartnere. Og så altså... Anne Linnet. En kvinde, der nok ikke har lagt klinker eller lagt tag, men som til gengæld har banket sange sammen med præcision og passion siden før nogle af de nyuddannede håndværkere blev født. Arrangementet er ikke noget nymodens påfund. Det har fundet sted siden 1867, hvilket i sig selv er imponerende, for det betyder, at det har overlevet både verdenskrige, telefonbøger og reality-tv. Og måske er det egentlig meget rammende. For hvad er en sangskriver, om ikke en slags sjælens snedker? En, der høvler i følelser, filer på ord, og hamrer rytmer sammen, så de kan holde i årevis – ligesom et godt tag eller et solidt gulv. Så nu kan Anne Linnet føje “årets håndværker” til sit visitkort. Et kort, der i forvejen er ved at være godt fyldt. Men som hun nok – med vanlig ynde – kan få plads til lidt mere på.
Om hæder, håndværk og det menneskelige greb om formen I en tid hvor begreber som faglighed og ånd ofte fremstår adskilte, tilskrives den danske sangerinde og komponist Anne Linnet en titel, der synes at udfordre netop denne skelnen. Tirsdag blev hun udnævnt til "Årets Håndværker" – ikke i en teknisk, men i en anerkendende og måske endda filosofisk forstand. Udnævnelsen skete ved Håndværkerforeningens traditionsrige fejring på Københavns Rådhus, hvor også Hans Majestæt Kongen var til stede. Her blev 88 nyuddannede håndværkere fra 22 fag hyldet for deres præstationer. At en kunstner – en der arbejder i det sanselige, det flygtige – blev udpeget som årets håndværker, er ikke en tilfældighed, men en gestus, der peger mod et dybere samspil mellem hændernes arbejde og åndens virke. For hvad er håndværk, når det løftes ud over det rent fysiske? Er det ikke netop evnen til at forme, til at skabe, til at give det uformede en struktur og det kaotiske en retning? Og hvis dette er sandt, er det da ikke også kunstnerens kald – at bearbejde virkeligheden og efterlade spor, som andre kan gå i? Der er noget fundamentalt menneskeligt ved håndværket. Det er ikke blot funktion, men relation. Det er i mødet mellem menneske og materiale, at form og betydning opstår. Sådan også med musikken, poesien, melodien. Det er et arbejde i modstand – i sprog og lyd – præcis som mureren arbejder i sten og mørtel. At arrangementet har fundet sted siden 1867 vidner om en kulturel kontinuitet, hvor hæderen ikke blot gives til resultater, men til viljen til at mestre. Det er et rum, hvor tradition og fornyelse mødes, og hvor det enkelte menneskes indsats træder frem som etisk og æstetisk gestus. Anne Linnet har gennem årtier forarbejdet det menneskelige med sit værktøj – klaveret, stemmen, ordene. Hendes hædersbevisning er dermed ikke et brud med det håndværksmæssige, men snarere en udvidelse af dets betydning. Hun er ikke murer, tømrer eller frisør. Hun er sjælens snedker. Og som sådan skriver hun sig nu ind i en tradition, hvor formgivning er lig med ansvar. Ikke kun over for materialet – men over for det fællesskab, som værket er skabt til.
Anne med stemmejern – og stemme Tirsdag faldt der en anerkendelse, som var både klassisk og krøllet, højtidelig og lidt skæv. På Københavns Rådhus – i murstenspragt og formfuldendt flisegulv – blev sangerinde og komponist Anne Linnet udnævnt til **Årets Håndværker**. Ikke fordi hun har lagt tag eller tætnet fuger, men fordi hun – tilsyneladende – har mestret et andet værksted: det af ord, toner og det menneskelige. Det er Kongehuset, der i en digital ceremoni forklædt som Facebook-opslag, bringer nyheden ud til folket. Og her bliver det tydeligt: der er noget ved det her, der ikke helt passer ind – og netop derfor giver mening. For hvordan fejrer man egentlig håndværk i 2024? Man inviterer Kongen, naturligvis. Man beder ham stå og nikke i retning af frisører, murere, tømrere, og nu også – Anne Linnet. En kvinde med klaverfingre og melodisk forstand, som nu står side om side med unge mennesker, der har bestået svendeprøver og lært at bruge værktøj uden at save sig i hånden. **88 håndværkere, 22 fag, ét rådhus og én sangerinde.** Det lyder som starten på en vittighed, men det var virkelighed. Det her er ikke et prisuddelingsshow med glitter og playback. Det er tradition. Det er siden 1867, siger de. Altså før telefonen, før fjernsynet, før... ja, meget. Og her kommer Linnet så ind. Som en slags blød hammer. En der høvler i hjerter. En slags sangsmed. Der er noget smukt i at kalde kunst for håndværk. Det river den ned fra piedestalen og gør den til noget brugbart. Noget, man tager med sig, ligesom en god stol, en god dør, en god sætning. Og Anne Linnet har banket sætninger sammen i årtier, der sidder fast som gamle skruer i et egetræsbord. Så når hun nu får en titel, der normalt tilfalder dem, der har stået med cement i håret eller olie på hænderne, så virker det pludseligt ikke så skævt endda. Måske er det netop dét, vi har brug for. At nogen minder os om, at ikke alt skal være stål og beton. Nogle gange skal det også være vers og vibrato. Og måske – bare måske – har vi alle sammen lidt mere brug for en sang i radioen, end endnu et skur i baghaven.