Lignende artikler; 1
Kaktustårne solgt til tyskerne – og København siger "auf Wiedersehen" til 1,4 milliarder kroner Så skete det. Tyskerne kommer! Ikke med tanks, men med pengesedler og stålbørsattester. Og de har købt noget højt, pigget og meget dansk. De såkaldte Kaktustårne ved Dybbølsbro – to stædige højhuse, der ligner noget fra en botanisk sci-fi-roman – er nu solgt til tyske Quantum for den nette sum af 1,4 milliarder danske kroner. Det er Catella, en svensk ejendomsforvalter med hang til millionhandler og nordisk kølighed, der har stået for salget. De lagde planterne til spiring, så at sige, og nu har de plukket frugten – eller rettere: 2,1 milliarder svenske kroner i kontanter, papirer og forventninger. Tårnene, som er tegnet af det internationale designikon med dansk pas, Bjarke Ingels Group, rummer omkring 500 lejligheder og stod klar til indflytning i september 2022. På afstand kunne de ligne en modernistisk totempæl, tæt på minder de mest om et boligprojekt på kaktussteroider – men folk bor der, og det gør de med udsigt over togskinner, havneløb og dybe samtaler om kvadratmeterpriser. Salget var ventet, siger de kloge. Og Catella havde i øvrigt håbet på 1,5 milliarder kroner, så man kunne fristes til at sige, at tyskerne pruttede lidt om prisen. Eller også var det bare markedslogik forklædt som høflighed. Handlen ventes afsluttet i andet kvartal. Det betyder i menneskesprog: snart. Indtil da venter vi på det endelige håndtryk og de sidste dokumenter, mens de 500 lejligheder ånder videre mellem kaktusspidser og københavnerdrømme. For det er vel sådan, det er blevet: Vi bygger højt, sælger bredt og håber på, at nogen med hårdt accent og blød økonomi køber ind i forestillingen om det danske boligmirakel. Så ja – farvel til kaktustårnene som svensk ejendom. Goddag til Quantum. Og hvem ved, måske bliver næste skridt et Berliner-agtigt bofællesskab i beton med sauna på taget og fælles sourdough starter i kælderen. Indtil videre står de bare der. Som to grønne spyd i hovedstadens skyline. Og nu med tysk ejermærke. Prost.
Ejerskabets etik og murenes metafysik: Kaktustårnene overgår til tyske hænder Et salg har fundet sted. Ikke blot af murværk og kvadratmeter, men af idéer, forestillinger og måske en flig af det, vi kalder hjem. Kaktustårnene, de to ikoniske højhuse ved Dybbølsbro i København, er solgt. Den tyske ejendomsforvalter Quantum har erhvervet dem for 1,4 milliarder danske kroner – 2,1 milliarder svenske, hvis man vil mærke vægten i anden valuta. Salget formidles af den svenske forvalter Catella, og forventes afsluttet i løbet af andet kvartal. Tallene er klare, transaktionen er global, men hvad er det egentlig, der sælges? Bygningerne – tegnet af Bjarke Ingels Group – huser næsten 500 lejligheder og har siden deres færdiggørelse i september 2022 stået som spir af ambition, som vertikale manifestationer af en samtid, der bygger mere end den begrunder. Nu skifter de hænder. Og med det følger spørgsmålet: hvem ejer egentlig et hjem, når ejerskabet er forankret i porteføljer og ikke i mennesker? Vi lever i en tid, hvor det, der burde være vores mest grundlæggende ramme – boligen – er blevet spekulationsobjekt og global handelsvare. Kaktustårnene repræsenterer netop denne skillelinje mellem funktion og symbol: de er hjem for nogle, investeringskapital for andre, et arkitektonisk udsagn for en tredje. Men når hjem bliver til aktiver, og tårne til tal i en fond, hvor bliver så den etiske forpligtelse af? Hvad betyder det, at danske rum – opført af danske hænder, i danske gader – nu ligger som værdipapirer i tyske mapper? At Catella oprindeligt ønskede sig 1,5 milliarder og "kun" fik 1,4, er ikke blot et spørgsmål om forhandling. Det er måske en refleksion af markedets uberegnelighed. Eller en påmindelse om, at værdi og pris sjældent går hånd i hånd. I Kaktustårnene lever drømmen om den moderne bolig. Men i salget lever også spændingen mellem det nære og det fjerne, det konkrete og det abstrakte. Det er ikke blot et spørgsmål om arkitektur og økonomi, men om forholdet mellem mennesker, rum og ansvar. Vi må spørge os selv: Hvad betyder det at eje? Ikke bare juridisk, men eksistentielt. For når det, vi kalder hjem, bevæger sig gennem hænder, vi aldrig ser, og beslutninger træffes i bestyrelseslokaler langt fra altandøre og opgange – hvor står vi så? Kaktustårnene er ikke længere kun vores. Måske har de aldrig været det. Men de står her – i lyset fra Dybbølsbro, i skyggen af markedets bevægelser – og minder os om, at mursten også bærer mening.
Kaktustårnene solgt til tyskerne – et betonmanifest skifter hænder Tårnene står der stadig. Grønne, piggede, knap 500 boliger høje, strittende mod himlen som to betonproklamationer af en by, der for længst har overgivet sig til idéen om, at det moderne er det vertikale. Kaktustårnene ved Dybbølsbro. Nu med tysk ejerskab. Salget er en realitet. København siger farvel – eller rettere: *auf Wiedersehen*. Den svenske ejendomsforvalter Catella, som tidligere viftede med tårnene i hånden som en ejendomsmægler med nyklippede negle og internationalt vokabular, har fundet sin køber. Den tyske kapitalmastodont Quantum lægger 2,1 milliarder svenske kroner – 1,4 milliarder danske – og får til gengæld nøglerne til Københavns mest sci-fi-inspirerede boligpar. En milliardhandel. Knap 500 hjem. En bydel, der med jævne mellemrum forsøger at glemme, at den bliver omdannet til en powerpoint-præsentation. Catella havde drømt om 1,5 milliarder. Man kan næsten høre skuffelsen dæmpet bag finanssprog og glatte pressemeddelelser. Der blev pruttet, og tyskerne fik rabat. Man sælger, hvad man har – og i dette tilfælde er det altså tårne, der blev indflytningsklare i september 2022. Det er ikke længe siden. Men tid har mistet sin betydning, når murværk handles som aktier og beton bliver til børsnoterede følelser. Arkitekturen er signeret af Bjarke Ingels Group – et navn, der i denne sammenhæng fungerer som en slags kosmetisk forsikring: Se, det er gennemtænkt. Det er *designet*. Det ligner ikke noget, vi forstår, og derfor må det være godt. Men hvad betyder det egentlig, at to boligkroppe i hovedstaden nu ejes af et tysk ejendomsselskab? Det betyder måske alt. Eller intet. For byen er for længst blevet noget, man abonnerer på. Den lejes, leases og pakkes i koncept. De, der bor i tårnene, mærker næppe ejerskiftet – medmindre elevatorerne begynder at tale tysk. Og sådan bliver København lidt mindre dansk, lidt mere transnational, lidt mere investeringsobjekt. Det går hurtigt nu. Men tårnene står stille. Med deres pigge. Som to ironiske monumenter over drømmen om hjem, pakket ind i glaspaneler og investorlogik. Så hvem vandt? Catella fik sine penge – lidt færre end ønsket. Quantum fik to vartegn. Byen fik endnu en bekræftelse på, at mursten er sekundære, hvis regnearket stemmer. Og midt i det hele: de mennesker, der bor der, mellem kaktus og køkkenbord, og som hver dag vågner i en lejlighed, der nu er lidt længere væk fra dem selv. Velkommen til virkeligheden. Den er til leje.