Fransk kæmpe lægger til i København: Helikopterhangarskibet Mistral parkerer i havnen Det er ikke hver dag, København får besøg af en gigant, der kunne få selv Den Lille Havfrue til at tabe halen. Men lørdag var det præcis, hvad der skete, da det franske helikopterhangarskib “Mistral” – altså et vaskeægte amfibisk angrebsskib – gled ind i havnen. 199 meter stål, propfyldt med teknik og 600 franske soldater, der sandsynligvis kan håndtere mere end bare baguetter. “Mistral” har lige været forbi Grønland for at øve at sejle tæt på is. Det er ikke kun noget med pingviner og kolde tæer – det handler om at kunne lande på fjendtligt territorium, sætte tropper i land og lege “hvad-nu-hvis”-lege på et niveau, hvor man næsten forventer at se James Bond komme løbende i morgenkåbe på dækket. I de danske farvande har skibet været på øvelse sammen med både det danske søværn og flyvevåbnet. Man forestiller sig, at der er blevet udvekslet blikke, manøvrer og måske en enkelt kommentar om, hvor svært det egentlig er at få en kaffe til at stå stille, når der er helikoptere over hovedet og søværn under fødderne. Kommandørkaptajn Quentin Vieux-Rochas gør det dog klart over for Forsvarets hjemmeside: “Det er vigtigt at understrege, det ikke kun er for syns skyld, vi samarbejder. Vi øver det, der skal bruges i praksis.” Med andre ord: Her handler det ikke om flotte uniformer og imponerende anløb – der bliver leget alvor. Og sådan ligger Mistral nu i havnen. En flydende påmindelse om, at verden er stor, og at der somme tider dukker noget op, der rykker lidt ved balancen. Københavnerne kan så gå forbi, kigge op og tænke, at det egentlig er meget godt, at det hele bare var en øvelse. Indtil videre, i hvert fald.
Når stålets skygge lægger sig over havnen: Mistral i København Der er øjeblikke, hvor verdens alvor sejler direkte ind i byens centrum. Lørdag var et sådant øjeblik i København. Havnen, denne overgang mellem det kendte og det ubekendte, tog imod det franske helikopterhangarskib Mistral. Ikke blot et fartøj, men et flydende bevis på, at magt og sårbarhed, krig og fred, stadig eksisterer side om side, også i vores tilsyneladende trygge hjørne af verden. Mistral er et amfibisk angrebsskib. Dets funktion er klar: At støtte tropper i land, at være bindeled mellem hav og land, at udøve magt, hvis nødvendigheden byder det. Med sine 600 soldater og teknologiske muskler har skibet netop øvet sejlads blandt Grønlands is, hvor naturens ubønhørlige rammer minder os om, hvor små vi er – også når vi sejler i stål. Nu ligger Mistral i dansk farvand. Øvelser er blevet gennemført med både søværn og flyvevåben, og samarbejdet rækker ud over det symbolske. “Det er vigtigt at understrege, det ikke kun er for syns skyld, vi samarbejder. Vi øver det, der skal bruges i praksis,” siger skibets kommandørkaptajn. Der er noget grundlæggende eksistentielt over øvelserne. Hvad er beredskab andet end den erkendelse, at vi aldrig helt kan kontrollere fremtiden, men må forsøge at forberede os? Samarbejdet mellem nationerne, det militære nærvær midt i hovedstaden, peger på den uro, der hviler som understrøm under dagligdagen. Vi kan bygge broer, tale om fred, men stålets skygge minder os om, at verden til stadighed kræver årvågenhed. Og sådan ligger Mistral nu ved kaj. En fremmed gæst, et symbol på samtidens vilkår – og måske en invitation til at reflektere over den balance, vi alle balancerer på: mellem åbenhed og beredskab, tillid og kontrol.
Når storpolitik lægger til kaj: En dag med Mistral i København Der er kommet skib til byen. Men ikke et af de små, du kan købe is på eller vinke farvel til, mens du nipper til din kaffe ved havnefronten. Nej, denne lørdag har København fået besøg af en kæmpe, der gør selv DFDS-færgerne forlegne – et fransk helikopterhangarskib, med navnet Mistral. 199 meter krigsparat stål, 600 soldater og kapacitet til at ændre kursen for mere end bare havnevandet. Mistral er ikke kommet for at beundre Amalienborg eller kigge på Den Lille Havfrue. Skibet er bygget til at føre krig, til at lægge tropper i land dér, hvor ingen har bedt om besøg. Netop hjemvendt fra Grønland, hvor de øvede sejlads mellem isbjerge – for det er vigtigt at kunne lande, hvor isen hersker, hvis verden en dag kræver det – har besætningen nu sat kursen sydpå. I dansk farvand har de øvet sig sammen med søværnet og flyvevåbnet. Man forestiller sig et vuggende militært danseoptrin: Fransk orden, dansk hygge, is på dækket og NATO-kodeord i vinden. Og så siger kommandørkaptajn Quentin Vieux-Rochas: “Det er vigtigt at understrege, det ikke kun er for syns skyld, vi samarbejder. Vi øver det, der skal bruges i praksis.” Det er ikke et krydstogt. Ikke en søndagsudflugt. Det er rutine – krigens rutine – forklædt som samarbejde. Eller samarbejde forklædt som krig. Måske begge dele. I havnen står københavnerne, måske lidt undrende, måske lidt fascinerede, og glor op på dette svævende stykke geopolitisk teater. Det hele ligner noget, man kunne have set på film – hvis ikke det var virkeligt. Skibet ligger dér, som en påmindelse om, at verden udenfor ikke bare er vindmøller og velfærd, men også store metalbastioner og forbundsfæller, der kigger forbi med en venlig, men bestemt, dagsorden. Så er spørgsmålet bare, hvem der egentlig holder øje med hvem.