Kolonihaveejere trækker stregen i sandet: Nu skal kommunen punge ud for kloakkerne Københavns kolonihaver er normalt små oaser, hvor hække klippes, kager bages og livets små problemer diskuteres over hækken med rolig stemmeføring. Men torsdag bliver tonen mere alvorlig, når Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, hvem der egentlig skal betale, når kloakkerne skal fornys i byens grønne pletter. Lars Pihl, kredsformand for Hovedstaden Syd i Kolonihaveforbundet, står midt i stormen med en regning, der giver ham sved på panden: 7.449 kroner ekstra om året per kolonihave. Det er tæt på at fordoble den nuværende haveleje. "Det er da helt skørt, at vi alene skal betale hele gildet," siger Lars Pihl og ser ud, som om han netop har opdaget, at havenissen i forhaven har fået fødder. "Vi er altså nødt til at råbe vagt i gevær." Kolonihaverne, siger Lars Pihl, er ikke bare et sted at grille pølser og plante petuniaer. De er lige så vigtige som enhver idrætsforening. "Vi løfter fællesskabet, biodiversiteten, og sågar kulturlivet. Vi har da været på kulturlisten!" Hvis regningen lander hos kolonisterne, frygter forbundet, at kolonihaverne fremover kun er for de velstillede med en forkærlighed for biodynamiske grøntsager og eksklusive redskabsskure. "Vi risikerer, at de unge og studerende ryger ud. Og det er faktisk dem, der har allerstørst glæde af et grønt frirum, når storbyens stress banker på døren," siger Lars Pihl med en stemme, der næsten knækker som en gammel havesaks. Hos Venstre er beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken dog klar i mælet. Han mener ikke, kolonihaveejere har særlige privilegier. "Det er altså ikke en menneskeret at sidde med fingrene i mulden i en billig have midt i København. Hvorfor skal folk uden kolonihaver betale for andres luksus?" Socialdemokratiet forsøger, tro mod traditionen, at lande midt imellem med en slags økonomisk trappemodel, der skal gøre overgangen fra billig til dyr haveleje tålelig. "Det er vigtigt, at ingen får en chokregning, der får dem til at falde af stolen," siger Niels E. Bjerrum (S), der forsigtigt foreslår en gradvis stigning over de næste ti år. Så mens politikerne forsøger at finde et kompromis, sidder kolonisterne tilbage med korslagte arme og én ting helt klar: "Vi kræver rimelighed. Og en kloak, vi ikke selv skal grave." Torsdag klokken 17.30 får kolonihavefolket og byens politikere mulighed for at finde ud af, hvem der skal tage regningen – eller om den ender med at blive begravet i kolonihavernes blomstrende forårsplanter.
Kloakker og kolonihaver – når fællesskabets jord rystes Torsdagens møde i Københavns Borgerrepræsentation handler på overfladen om noget så konkret som kloakering af kolonihaver. Men bag det praktiske gemmer sig en kamp om værdier, fællesskabets ansvar og den enkeltes ret til et grønt fristed. Kolonihaverne er, ifølge Lars Pihl, kredsformand for Hovedstaden Syd i Kolonihaveforbundet, langt mere end blot et stykke jord med en velklippet hæk. De er eksistensens rolige modvægt til byens kaotiske virkelighed. Her investerer man ikke i penge, men i fred, ro og medmenneskelighed. ”Det er hamrende underligt, at vi skal sidde med regningen alene,” siger Lars Pihl, og i hans ord ligger en eksistentiel indignation. Hvis kommunen ikke bidrager, står kolonisterne med en ekstraregning på 7.449 kroner årligt, næsten en fordobling af den nuværende haveleje. ”Vi må råbe vagt i gevær,” insisterer Lars Pihl. Kolonihaverne skal, mener han, anerkendes som et fælles velfærdstilbud. Som idrætsforeninger og kulturtilbud. De rummer biodiversitet og en livskraft, der forbinder generationer fra studerende til pensionister, fra rig til fattig. Men Jens-Kristian Lütken (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester, ser anderledes på det. ”Det er ikke en menneskeret at have kolonihave,” siger han. Ifølge ham kan kolonihaver ikke ligestilles med skoler og plejehjem. De er ikke nødvendighed, men privilegium. Hvorfor skulle fællesskabet betale? Socialdemokratiets Niels E. Bjerrum søger en tredje vej. En slags trappemodel, hvor byrden fordeles retfærdigt over tid, så ingen bliver kastet ud af fællesskabet fra den ene dag til den anden. Det er fællesskabets moralske pligt at bløde overgangen op, at vise barmhjertighedens blik, mener han. For Kolonihaveforbundet handler det også om fællesskabets ansvar for de svageste: de ældre og studerende, der risikerer at blive skubbet ud af den grønne jord, hvor de netop søger mening og samhørighed. Kolonihaverne er ikke blot haver, men et sted, hvor mennesker finder ro til at eksistere. Torsdag klokken 17.30 skal Borgerrepræsentationen træffe beslutningen. Måske handler det ikke blot om kloakering, men om, hvilken slags fællesskab København ønsker at være – og hvem der skal betale prisen for eksistensens grønne oaser.
Når kloakken banker på: Kolonihaver kræver kommunal kærlighed Københavns kolonihaver har længe været byens grønne åndehuller, små idylliske lommer hvor byens borgere kan grave i jorden, nippe til kaffen og holde storbyens hektiske tempo på afstand. Men nu presser virkeligheden sig på i form af kloakker, økonomi og en konflikt, der lugter mere af regneark end af nyslået græs. Lars Pihl, kredsformand for Hovedstaden Syd i Kolonihaveforbundet, forstår ikke, hvorfor havefolket alene skal betale den kloakregning, der hænger tungt over hovedet på kolonisterne. "Det er hamrende underligt," siger han og tilføjer, som var det sidste forsøg på høflighed, at de bestemt ikke kræver alt: "Vi er helt indstillede på, at vi ikke skal have i hoved og røv – for at sige det pænt." Kolonihaveforbundet vil have Københavns Kommune til at gribe dybt i lommerne og erkende, at haverne er en slags velfærdsinstitution, næsten på linje med plejehjem og idrætsforeninger. "Vi samler os om velvære, biodiversitet og grønne værdier. Det må tælle for noget," mener Lars Pihl med en entusiasme, der matcher byboens glæde ved solens første stråler på en ellers våd juli-dag. Venstres Jens-Kristian Lütken ser dog ikke haverne som en menneskeret: "Det er jo allerede en meget billig jord, man får midt i København. Hvorfor skal alle andre betale, fordi en lille gruppe vil have gratis kloakker?” spørger han retorisk med et skuldertræk, der næsten kan høres gennem telefonen. Hos Socialdemokratiet vil man finde en løsning, der minder om en blød landing snarere end et brat fald. Niels E. Bjerrum kalder det en "trappemodel", hvor huslejen stiger stille og roligt over ti år, så ingen vågner op til en økonomisk overraskelse, der vælter havestolen. Imens råber Kolonihaveforbundet op om den truede mangfoldighed. "Hvis det her fortsætter, bliver kolonihaver kun for dem med penge på lommen," siger Lars Pihl og maler et dystopisk billede af unge studerende og pensionister, der må pakke blomsterfrø og plastikmøbler væk, fordi regningen for kloakken blev for tung. Torsdag klokken 17.30 skal politikerne i Københavns Borgerrepræsentation afgøre, hvem der betaler prisen for, at kolonihaverne kan forblive den grønne ventil midt i storbyens puls. Kolonihavefolket holder vejret – og måske også en enkelt spand klar, hvis regningen bliver svær at sluge.