Københavns Politi: “Vi gør ikke noget anderledes – endnu” Søndag morgen. Fuglene er ligeglade, men inde på politigården i København holder man alligevel øje med verden. Der er stadig kaffe i koppen, stemningen er nøgtern – som om ingen rigtig tror på, at alting pludselig vælter, bare fordi nogen har trykket på en knap langt væk. USA har smidt bomber over Iran i nattens mulm og mørke. Ikke bare én, men hele tre atomanlæg – Fordow, Natanz, Isfahan. Breaking news og vrede udtalelser fra Irans udenrigsminister, der nu truer med “evige konsekvenser”. Det hele lyder så stort, at man næsten forventer at kunne mærke jorden ryste under Vesterbro. Men i Københavns Politi ryster ingen på hånden. Vagtchef Jesper Frandsen siger, at “trusselsbilledet er det samme”. De amerikanske bomber får altså ikke politiet til at fare panisk rundt og lave barrikader af cykler og trafiklys. Nej, her er stadig bare almindelig skærpet opmærksomhed – især på israelske, amerikanske og iranske interesser på dansk jord. Ikke mere, ikke mindre. Ingen demonstrationer i sigte. Ingen har ringet ind og meldt, at de har tænkt sig at vifte med bannere eller tromme løs foran ambassaderne. Der er bare søndag. Politiet er parat, men ingen har bedt om deres opmærksomhed endnu. I baggrunden blinker nyhederne stadig. USA’s første direkte indblanding, Israel der bombede i sidste uge, Iran der lover hævn. Trusselsniveauet? Ja, det er som i går. Ingen har trykket på den store røde knap på Amager. København er stadig København. Og politiet gør ikke noget anderledes – endnu.
Københavns Politi: Stilhedens uro – ingen forandring i truslen, men verden forandrer sig På en søndag, hvor verdens uro synes at stige i styrke, forholder København sig mærkværdigt uforandret. En nat hvor bomber falder over iranske atomanlæg, og gamle alliancer og fjendskaber genforhandles i mørket, bliver til en dag, hvor politiets udmelding er: Alt er som før. “Trusselsbilledet er det samme,” siger vagtchef Jesper Frandsen, som om det at konstatere stilstand i sig selv kunne standse bevægelsen i verden udenfor. USA’s bombetogter mod Fordow, Natanz og Isfahan har ikke ændret på det forhold, at Københavns Politi hverken øger sin tilstedeværelse eller ser grund til at gøre noget anderledes. Opfattelsen er, at skærpet opmærksomhed allerede er normen – ikke en undtagelse. De israelske, amerikanske og iranske interesser på dansk jord er under konstant iagttagelse. Men hvad vil det sige, at trusselsbilledet er uforandret? At stilheden her er reel, eller blot et ekko af afstanden mellem os og verdens centrum? Politikredsens vurdering forvandler sig til en slags dagligdags eksistensvilkår: Vi lever i en latent spænding, hvor handling eller inaktivitet glider ind i hinanden, og hvor ingen demonstrationer eller manifestationer er meldt. Endnu. Dog sætter nattens begivenheder sig som en knap fornemmelig uro. For i baggrunden lurer spørgsmålet om den orden, der fastholdes, er af midlertidig karakter. At Iran nu taler om “evige konsekvenser”, lyder fjernt og samtidig alt for nærværende. USA’s direkte involvering i konflikten – og Israels angreb i sidste uge – viser, at historien kan bøje, ikke kun for dem der deltager, men også for dem, der betragter fra sidelinjen. Derfor står København, og politiet, tilbage i et mærkeligt nu, hvor man vælger at gøre intet andet – endnu. Det er ikke en naiv tro på uforanderlighed, men snarere en forståelse af, at uroens bølger kan anes i horisonten, selv når havoverfladen her synes rolig.
Trusselsbilledet i København: En søndag uden effekt – eller bare stilhed før stormen? Københavns gader ligger som de plejer en tidlig søndag. Måske en smule mere søvnige, måske en anelse mere stille, men på overfladen er det business as usual. Lidt længere væk, i Iran, har natten budt på brag, bomber og atomtruende overskrifter. USA har smidt bomber på tre atomanlæg – Fordow, Natanz, Isfahan – men det danske morgenbord skælver ikke. Hos politiet sidder vagtchef Jesper Frandsen med sin rutine og sin radiokommunikation og slår fast, at “trusselsbilledet er det samme.” Der er ikke behov for at gøre noget anderledes. Der er ikke engang nogen, der har meldt om en demonstration, ingen bannere, ingen buldren. Verden har rykket sig – men ikke så meget, at det sætter gang i ekstra sirener eller mandskab i København. Allerede før bomberne faldt, har politiet haft skærpet opmærksomhed rettet mod israelske, amerikanske og iranske interesser i Danmark. Det er ikke nyt. Det er blevet hverdagsrutine. Den globale konflikt trænger kun sjældent igennem de københavnske mure, men den er der – i opmærksomheden, i noterne på politiets kontor, i den dirrende venten på, om nogen skulle finde på at gøre noget uforudsigeligt. Udenfor slår foråret sine første toner an. Indenfor i politiet er reaktionen knap nok en reaktion. “Vi gør ikke noget anderledes,” siger de. Og dog. Kan man høre en snert af nervøsitet bag den rutinemæssige udmelding? Det amerikanske angreb har allerede sat Irans udenrigsminister på X, hvor han lover “evige konsekvenser.” Ordet hænger i luften, mere kryptisk end betryggende. Hvad betyder “evigt”, når verden har vænnet sig til midlertidige kriser og håndterbare choks? København fortsætter, som om intet var hændt. Men under overfladen trækker spændingerne op, skæve linjer mellem verdens centrum og vores egne kaffekopper. Alt er, som det var i går – indtil det ikke er det længere.