Stjerner i gryden – og håb i kulissen hos Alchemist Det skulle have været den store aften. Guldstøv, tv-lys og det, der næsten ligner nerver bag kokkeforklædet. Men da de nordiske michelinstjerner blev uddelt i Anneberg Kulturpark, måtte Rasmus Munk fra Alchemist – Københavns kulinariske tryllekunstner – gå hjem med det samme antal stjerner, som han kom med. To. Det var ellers blevet spået i krogene og på madblogs, at den eftertragtede tredje stjerne endelig ville dumpe ned fra Michelin-himlen. Men nej. Ikke denne gang. "Vi aner ikke, hvordan Michelinguiden voterer og dømmer," siger Rasmus Munk. Måske er det slet ikke meningen, at man skal forstå det – ligesom man aldrig helt fanger, hvorfor der er folk, der elsker lakrids. Siden Alchemist åbnede, har over en million mennesker skrevet sig på venteliste. En million! Folk fra hele verden vil smage på røget magi, iscenesat madteater og de små overraskelser, der ligner noget fra en anden planet. Men stjerne nummer tre – den bliver ved med at svæve deroppe, lidt uden for rækkevidde. Lidt som dén perfekte sauce, der altid skal have et par minutter mere. Men hvis nogen tror, at det tager modet fra Munk og hans hold, så kender de ikke energien i et københavnsk køkken, hvor ambitionerne bobler højere end suppen. "Vi håber selvfølgelig på en dag at blive en af de restauranter med tre stjerner," siger Munk – og man fornemmer allerede, at næste års jagt er gået ind. Stjernen er derude. Og måske – bare måske – sidder Michelinguiden allerede og varmer den op i kulissen.
Om håb, ventelister og den uforståelige stjerne – Alchemists køkken i limbo I Anneberg Kulturpark, under den nordiske nattehimmel, blev Michelinstjernerne endnu engang delt ud. De faldt, som de nu engang gør, udvalgte steder og undveg andre, uden at nogen rigtigt forstår logikken. For i denne domsakt, der rækker ud over det håndgribelige måltid og ind i selve fortællingen om mening, måtte Rasmus Munk fra Alchemist se sig forbigået. Det blev ikke til den tredje stjerne i år. Der er noget næsten eksistentielt over venten på en stjerne. Siden åbningen har mere end en million mennesker skrevet sig på ventelisten – som var restauranten en slags moderne orakel, hvor meningen venter i en ret, og åbenbaringen kan serveres på ske. Mennesker fra hele verden stimler sammen, ikke bare for at spise, men for at blive del af et løfte, der peger ud over det daglige brød. Kokken selv udtrykker en form for tålmodigt håb: “Vi aner ikke, hvordan Michelinguiden voterer og dømmer, men vi håber selvfølgelig på en dag at blive en af de restauranter med tre stjerner.” Her kommer afmagten til syne. Håbet retter sig mod en instans, hvis regler forbliver skjulte, hvis vurderinger hverken kan måles eller forudsiges, og dog må man lægge sin lid dertil – sådan som mennesket altid har måttet gøre i mødet med det, det ikke forstår. At stå uden den tredje stjerne, men med en venteliste, der overgår alt, hvad der kan rummes, er at befinde sig i en slags gastronomisk limbo: Anerkendt, men ikke fuldbyrdet. Håbet lever i denne tomhed, hvor næste år allerede kaster sin skygge ind over køkkenet. At vente på en stjerne er at vente på mening, der gives udefra. Men måske ligger meningen alligevel, trods alt, i at tilberede det næste måltid. Også uden garanti.
Venteliste, stjernehåb og Michelin-magi: Alchemist gik tomhændet hjem Der var dækket op til show og stjerner i Anneberg Kulturpark i Odsherred, hvor nordens madverdens svar på Oscar-uddelingen blev afviklet. Blitzer, champagne og nerver i metermål. Alle ventede på, hvem der skulle få de eftertragtede Michelin-stjerner. Alchemist var spået et ekstra glimt i den røde bog, men kokken Rasmus Munk gik hjem uden den tredje stjerne. Man kan næsten høre suset fra tusind forhåbningsfulde gourmet-hjerter. Det var ventet, håbet, spået. Alchemist har to stjerner, men alle – næsten alle – mente, at det var nu, det skulle ske: Den tredje stjerne, den endelige cementering af Københavns plads i gastronomiens superliga. Men dommerne smagte, noterede, rynkede på næsen eller løftede øjenbrynene – og lod stjernen blive i lommen. Hvad de egentlig dømmer på, er der ingen udenforstående dødelige, der aner. Det indrømmer Rasmus Munk også selv, mens han småtrækker på skuldrene: “Vi aner ikke, hvordan Michelinguiden voterer og dømmer, men vi håber selvfølgelig på en dag at blive en af de restauranter med tre stjerner.” Sådan er det med stjerner. De er ikke bare små mærker i en guide – de er håb, ambitioner og hårdt arbejde omsat til status, der skinner mere end sølvtøjet. Imens vokser ventelisten: Siden Alchemist åbnede, har mere end en million (!) skrevet sig op. Folk fra hele verden vil smage på magien, opleve det iscenesatte måltid, hvor mad ikke bare er mad, men teater, provokation og måske en smule trylleri. Københavns køkkener blænder op for verdenspressen, men Michelin vælger selv, hvornår de vil slippe stjernerne løs. I år blev det ikke Alchemists tur – men der er ingen grund til at gemme gryderne væk. For stjernen – og håbet – lever videre. Måske venter den allerede i kulissen, sammen med næste million på ventelisten.