Politiets muldvarp, pillemisbrug og retssikkerhed på slingrekurs Forestil dig følgende: En april-dag, en varevogn i København, en skjult diktafon. Inde i vognen sidder Amira Smajic, kendt som muldvarpen fra tv, sammen med to betjente fra politiets særlige økonomiske taskforce. De snakker lavmælt, smågriner måske. Men det, der bliver sagt, er hverken småt eller sjovt. Det er Danmark, det er retssamfundet, og det er politiets egne folk, der rådgiver om, hvordan man slipper af sted med et hukommelsestab og et pillemisbrug, der kun findes i fantasien. ”Du skal bare sige, at det hele var tåget, dengang du tog din fars oxynormer,” siger betjenten. Amira nikker. ”Det er i orden.” En slags manuskript, hvor sandheden har fået orlov. Alt imens båndoptageren ruller. Man skulle tro, at sådan noget kun foregår i dårlige spionfilm eller midt om natten i amerikanske dramaserier. Men her er det ikke tv, det er virkeligheden. Og mens skuespillet ruller videre, ruller sagen ’Operation Bagdør’ gennem det danske retssystem. En sag, hvor fup, fiduser og gældssaneringer flyver mellem kriminelle, advokater og politifolk – og hvor Amira Smajic både er meddeler for politiet og undercover for TV 2. Pludselig bliver sandheden til en størrelse, der kan bøjes. Eksperterne er forbløffede. ”Jeg har aldrig set noget lignende,” lyder det fra en med fire årtiers erfaring i retssale. ”Det nærmer sig et justitsmord.” Andre bruger ord som embedsmisbrug, bevisforvanskning og obstruktion. Man kan næsten høre regnvejr og bister politimusik i baggrunden. I retsmøderne nævnes Amira Smajic igen og igen. Hun bliver hverken tiltalt eller indkaldt som vidne, men hendes navn dukker op over 120 gange. Det ligner et billede af nogen, der er midt i orkanens øje, men som alligevel slipper uden om. Imens holder politiet stædigt fast i, at alt er gået efter bogen. ”Sagen er efterforsket som den skal,” lyder det fra chefkontoret. Men spørgsmålet, om sandheden også har fået en tur gennem pressemaskinen, forbliver ubesvaret. PET har ingen kommentarer. Amira bekræfter selv, at hun har været meddeler – men vil ikke uddybe. Alt sammen ender det som en dansk tragedie på samfundets scene. En muldvarp, to betjente og en retssikkerhed, der står og vipper i døråbningen til en varevogn, mens en skjult optager snurrer. Sandheden er, at ingen rigtigt ved, hvem der får sidste replik.
Sandhedens sammenbrud – Politiets rolle og retssamfundets skrøbelighed I centrum for denne fortælling står et menneske, hvis historie er blevet foldet ud i både offentlighedens spotlys og retssystemets skygge. Amira Smajic – kendt for sin rolle som muldvarp og meddeler – bliver genstand for en fortælling, hvor grænserne mellem sandhed og fiktion, retfærdighed og manipulation, forskyder sig i takt med samtaler bag lukkede døre og i varevogne på anonym asfalt. Når et samfund insisterer på at opretholde et retsprincip, hvor sandheden er målestokken, må man forvente, at de, der skal beskytte denne sandhed, ikke selv spænder ben for den. Alligevel afdækker lydoptagelser og interne dokumenter, at to betjente fra den Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet, som led i et kildeforhold, instruerer en meddeler i at forvride virkeligheden: at fremstille sig selv som offer for hukommelsestab og pillemisbrug for at undgå sandhedens fulde konsekvens i en økonomisk kriminalitetssag. Eksperterne udtrykker det uden omsvøb: Her ses et skridt væk fra retssamfundets ideal, ind i et rum hvor hensyn og interesser forskyder sig, og hvor loven – i sin mest nøgterne forstand – risikerer at blive offer for hensigtsmæssens logik. Man kunne fristes til at spørge, hvad der sker med tilliden, når den stat, som skulle garantere oplysning og opklaring, selv bliver del af et dobbeltspil. Det er mere end et enkeltstående overgreb mod en regel. Det er et brud, der flækker grundlaget under domstolenes autoritet. Hvis politiet – som magtens forlængede arm – tager del i konstruerede fortællinger, forsvinder forskellen mellem sandhed og løgn, mellem skyld og uskyld, mellem straf og frifindelse. Det, der skulle tjene samfundets ret, ender som et moralsk og juridisk morads. I denne sag forsvinder ikke blot klarheden om, hvem der gjorde hvad, men selve troen på, at systemet søger sandheden for sandhedens egen skyld. Det er ikke længere kun et spørgsmål om én dom, én straf eller én person. Det bliver et spørgsmål om, hvorvidt vi kan opretholde forestillingen om, at retfærdigheden står over magtens strategi. Når betroede myndighedspersoner instruerer om løgn for at beskytte egne interesser eller kilder, undermineres ikke kun sagen, men hele vores forestilling om det retssamfund, vi ønsker at være del af. Den virkelighed, der skulle være åben, bliver til et rum, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være. I sidste ende tvinger sagen os til at spørge: Kan et samfund opretholde sin tillid til sandheden, hvis selve sandhedens vogtere har glemt dens værdi?
Når sandheden bliver et manuskript: Politiets muldvarp og pillerne, der aldrig blev spist Det kunne have været en scene på Det Kongelige Teater: En mørk varevogn i Københavns gader, tre personer og en skjult diktafon. På bagsædet sidder Amira Smajic – med fortiden fuld af hemmelige optagelser og fremtiden på en knivsæg. Foran hende sidder to politifolk fra landets egen økonomiske superenhed, klar til at spille med på et stykke, hvor sandheden er en rekvisit, der kan deles ud eller holdes tilbage, alt efter hvem der har brug for den. Instruksen er klar. ”Du siger bare, at du ikke kan huske noget – sig du tog din fars oxynormer, så bliver alt sløret.” Amira nikker og repeterer replikkerne, som var det generalprøve. Seks dage senere leverer hun sin præstation under en afhøring, hvor piller og tåge dækker over det, ingen ønsker belyst. Det er ikke engang sofistikeret – det er bare en plan, der virker, indtil nogen får optagelsen i hænderne. TV 2 sidder nu med det hele: Den skjulte optagelse, beskederne, afhøringsrapporten. Og pludselig står retssamfundet dér i al sin pragt og mister bukserne – for eksperterne råber fra sidelinjen: ”Det her er ikke bare grimt, det er en underminering af systemet!” Ikke bare fordi to betjente har instrueret en meddeler i at lyve, men fordi de – med et snuptag – har tryllet objektivitet om til embedsmisbrug. Hvem trykker på stopknappen, når politiets egne folk lægger ord i munden på en nøglefigur? Sagen har allerede et navn, ’Operation Bagdør’. Der er rockere, advokater, koder til skat, men vigtigst af alt: Der er ingen bagdør, bare et sæt kriminelle, der blev snydt af deres egne drømme om gældssanering. Amira Smajic spiller med i kulissen – anklaget, men aldrig tiltalt, nævnt over 120 gange i retten, men aldrig i boksen. Da forsvarsadvokaterne vil have hende på vidneskranken, rykker varevognens instrukser ind: “Sig at du ikke kan huske, sig at du var et helt andet menneske, sig det var piller.” Hver replik nøje forberedt. Man fornemmer et regnslag af paranoia over hele forestillingen, mens tilliden til retssystemet står og dingler i vinden som en efterladt paraply. ”Det nærmer sig et justitsmord,” lyder det fra de klogeste hoveder. ”Det er et brud på spillereglerne. En farce, hvor lodderne i vægtskålen er blevet skiftet ud bag scenetæppet.” Og imens alle i systemet vasker hænder – ”sagen er efterforsket som den skal, vi har tavshedspligt, vi udtaler os ikke om kilder” – står spørgsmålet tilbage: Hvem har egentlig hovedrollen, når sandheden først er skrevet ned på politiets eget manuskript? Amira Smajic vil ikke tale mere, PET svarer ikke, og TV 2 trykker på play. I kulissen er det hverken sort eller hvidt – bare en tåge af piller, magt, hemmelige aftaler og et retssamfund, der ikke længere ved, hvilket stykke det egentlig spiller.