Lignende artikler; 1
Fritidsdykkere jagter spøgelser i Øresund – med net i hånden og plastik på sinde Det er lørdag, solen hænger højt over Øresund, og for en gangs skyld er det ikke kun sild og måger, der boltrer sig i det blå. Ned fra kysten, på linje fra Helsingør til Amager Strandpark, vrimler det med fritidsdykkere i neopren, masker og det helt store hav-eventyrblik. Men de leder ikke efter perler, vrag eller tabte solbriller. De leder efter spøgelser. Det er Øresundsdag, og det lyder måske som noget med blomsterkranse og snaps, men i dag handler det om spøgelsesnet. Ikke den slags, der hænger i træer til halloween, men de gamle fiskenet, der har slået sig ned på havbunden og nægter at give slip. Der ligger de, og roder rundt i mørket, indfanger fisk uden opsyn, vikler sig om krabber, og ligger i evigheder og siver plastik ud i alt, der trækker vejret under vandoverfladen. Nettene er lavet af plast, og det betyder, at de kan overleve langt længere end enhver dykkerdrøm – og fortsætte festen for sig selv, længe efter fiskeren er sejlet hjem. “Formålet er at sætte fokus på, hvordan Øresund har det, og især med fokus på spøgelsesnet,” siger Thomas Alstrup fra Ocean Plastic Forum. Og måske også for at minde os om, at selv under havets rolige overflade gemmer der sig rod, nogen har glemt – og som nogen nu tager ansvar for. Indfangningen sker med dykkerflid og nysgerrighed fra Helsingør, via Vedbæk, og hele vejen til Amager Strandpark. Nede under bølgerne, blandt tang og forsvundne træsko, bliver de gamle net nu fisket op af frivillige, der ikke er bange for mørket under overfladen eller for at rode lidt i andres efterladenskaber. Måske er det i virkeligheden sådan, havet bliver sundt igen – én dykker, ét net, én spøgelseshistorie ad gangen.
Spøgelsesnet i Øresund – en eksistentiel oprydning På bunden af Øresund hviler noget, vi helst ikke vil se. Ikke kun sand og skaller, men rester af menneskets vilje til at bemægtige sig naturen: forladte fiskenet, plast og spor af forgange dages høst. De ligger der, halvt glemt, halvt i funktion, for de fortsætter arbejdet – de fanger stadig fisk, de snører stadig sig om liv, og de afgiver plast, længe efter de er forladt. I dag markeres for første gang Øresundsdag. Initiativet, der samler fritidsdykkere i Helsingør, Vedbæk og ved Amager Strandpark, er ikke en fest, men en handling. Det er en konfrontation med det, vi ikke længere kan undskylde: At vi har efterladt vores spor, også der hvor vi ikke ser dem. Thomas Alstrup fra Ocean Plastic Forum siger, at formålet er at sætte fokus på Øresunds tilstand – og særligt på spøgelsesnettene. De er ikke bare glemt gods; de er tavse aktører i havets kredsløb, som nu får opmærksomhed. Deres fortsatte tilstedeværelse er ikke neutral, men forurenende, fastholdende, livsforandrende. Dykkernes indsamling er en øvelse i ansvar. At gå ned under overfladen – bogstaveligt – og tage fat om de tråde, vi har sluppet, kræver mere end praktisk snilde. Det er en eksistentiel gestus: At bringe det glemte op i lyset, at tage del i det fælles og ikke lade havets nød forblive en andens problem. For hvad er egentlig en spøgelseshistorie? Ofte blot det, vi ikke vil vide af. Men her bliver spøgelset trukket op, så vi må tage stilling til, hvordan vi lever med havet – og hvad vi efterlader.
Spøgelsesnet, dyk og plastiktråde i Øresund – når fortidens fiskeeventyr nægter at dø I dag er ikke en helt almindelig dag i Øresund. Bølgerne er de samme, men under overfladen er der uro. Ikke fra fisk, men fra gamle net, der nægter at give slip. Spøgelsesnet, kalder man dem, som om de havde sjæl – men sandheden er værre: de har plastik. De forsvinder aldrig. De er bare blevet efterladt, ligesom et halvt glemt regnskab i et kommunalt udvalg. For første gang afholdes der Øresundsdag. Det lyder lidt festligt, men det er mere alvorligt end balloner. Fritidsdykkere – mennesker, der frivilligt trækker i neopren og smider sig i havet – har sat sig for at rydde op i det, vi andre helst glemmer. Med lungerne fulde af luft og måske lidt indignation søger de ud fra Helsingør, Vedbæk og Amager Strandpark. Ned, hvor man hverken kan høre DR’s dækning eller mærke likes på Facebook. Der er ikke meget romantik i gamle net, der ligger og roder. De fanger fisk, men uden fisker. De forgifter langsomt alt omkring sig, for plasten slipper ikke sit tag. Det er ikke en stille død – det er langsomt plastik-blodbad. Det skal stoppe nu, siger Ocean Plastic Forum, og det må man give dem ret i. Formålet er klart nok: Få folk til at tænke på andet end krabber i underbukserne, og i stedet på hvad vi har gang i med vores hav. Spøgelsesnettene er ikke bare en kuriositet, de er en plage, en plastikpest. Dagens indfangning – i sig selv en slags havets ekko af renovationstjeneste – foregår blandt ålegræs og tabte badedyr. Fritidsdykkere hiver fortidens fejltagelser op én efter én. Øresund bliver aldrig ren af sig selv, men måske lidt sundere for hvert net, der ser sollys igen. Under overfladen er der stadig krig – bare med andre våben, og nu med frivillige i front.