Stålets sidste skift: Farvel til Duferco i Frederiksværk Der er noget næsten filmisk over ovne, der slukkes. Sådan en knappen-går-ned-stemning, som når lyset slukkes på den sidste station i enden af en linje, man altid troede ville køre videre. Men nu er det altså slut. Efter 19 år med ild, jern og tunge arbejdsdage lukker Duferco Danish Steel i Frederiksværk. De udenlandske ejere har trykket på stopknappen, og snart må 124 ud af 130 medarbejdere vinke farvel til både overalls, maskiner og den daglige omgang på værket. Det hele er bekræftet. “Med stor beklagelse…” starter mailen fra direktøren, og sådan én sætning kan kun gå én vej: Ned ad bakke. Ikke noget dramatisk krak eller konkurs. Bare et multinationalt “Vi skal lige omstrukturere lidt”, som direktøren fra Italien skriver til Sjællandske Nyheder. Hvad “omstrukturere” i praksis betyder? Tja, at produktionen stopper, at arbejdslivet i Frederiksværks stålhjerte pludselig bliver usikkert, og at fremtiden er en diskussion blandt aktionærer i fjerne bestyrelseslokaler. For nu er det eneste sikre, at de fleste skal ud og lede efter noget andet at lave. Næsten alle får nemlig en opsigelse mellem 29. maj og 11. juni, og der bliver ingen fest i kantinen. De blev advaret allerede 29. april. Forhandlingerne med fagforeningerne er foregået på, hvad direktøren kalder “åben og respektfuld” manér. Det var ikke forkert at spille med åbne kort, men alligevel føles det lidt som om, kortene blev delt ud bag en lukket dør. Den sidste tak til medarbejderne er både hjertelig og umulig at spise sig mæt i: “Vi ønsker dem alt det bedste i fremtiden.” Javel. Tak. Men ovnen er kold, og stålet skal stadig ud ad porten, så et lille hold bliver tilbage for at pakke de sidste ordrer og skrue den sidste bolt fast. Resten? De må smelte sammen med den virkelighed, der venter udenfor fabriksporten. For når stålværk lukker, rykker både mennesker og minder ud – og så skal der findes nye steder at tænde lysene.
Når ovnene slukkes: Stålværkets stilhed og den uværdige afsked Der er øjeblikke, hvor forandringen ikke bare larmer – den efterlader en rungende stilhed. I Frederiksværk er dette øjeblik nu kommet. Her, hvor ovnene i 19 år har været byens puls og varme, meddeles det, at produktionen på Duferco Danish Steel ophører. En beslutning, truffet langt fra de hænder, der har betjent maskinerne, og de stemmer, der har givet stålet karakter. At 124 ud af 130 ansatte nu står foran en uvis fremtid, er ikke bare en arbejdsløshedskurve i et regneark. Det er en kollektiv erfaring, en eksistentiel vending, hvor det velkendte – rutinen, kollegerne, maskinernes monotone rytme – pludselig forsvinder. Den administrerende direktørs mail taler om “omstrukturering”, men for dem, det handler om, er sproget knap så sterilt. Her mærkes tomheden umiddelbart, for beslutningen er truffet udenfor dem selv, langt væk, i et multinationals økonomiske logik. Spørgsmålet om fremtiden svæver i luften, som røgen engang svævede over Frederiksværk. “Vi har fulgt proceduren. Vi har været åbne.” Der ligger en mærkelig trøst i proceduren, men ingen egentlig lindring. Når det er rutinen at sige farvel, hvem samler så det usagte op i mellemrummene? Hvem sætter ord på den tavse afmagt, når en hel arbejdsplads visner hen? “Dybfølt tak.” Sådan lyder den officielle afsked. Tak for indsatsen, for loyaliteten, for de tusindvis af timer, der aldrig blev ført til protokol. Tak, men farvel. For det store værk er nu reduceret til et mindre team, der skal rydde op, pakke sammen, sende de sidste ordrer ud i landet. Det, der før var et fællesskab, bliver nu en opgave – en overgang, som alle skal igennem, men ingen har ønsket. Sådan står byen nu – i afviklingens tomrum. Der, hvor ovnene engang buldrede, venter kun spørgsmålet: Hvad nu? For selv når maskinerne tier, klinger deres fravær stadig i hverdagen. Forandringen er ikke blot praktisk. Den er menneskelig. Og den har altid en pris, som regnskaber og procedurer ikke fanger.
Stålværket slukker for ilden: 124 fyringer og en fremtid i gråzonen Det burde have lydt som en slags sirene, men det kom bare som en mail. Frederiksværk mister sin stålgigant. Duferco Danish Steel, den gamle bastion med ild i ovnene i 19 år, har fået slukket for varmen – ikke af markedet, men af koncernen, som sidder med styringen fra udlandet og taler om “omstrukturering” som om det er et spørgsmål om at rykke rundt på et par papirer. Ud af 130 medarbejdere kan 124 forvente en fyreseddel i løbet af de næste uger. Det er ikke bare et tal. Det er 124 liv, der skal opfinde sig selv på ny i en by, hvor stålværket var mere end en arbejdsplads. Det var identitet, sikkerhed og hverdagsrytme. Nu er der kun det, der altid følger med industrialismens endeligt: usikkerhed og venten. Beslutningen blev truffet bag lukkede døre. Officielt hedder det, at man vil “omstrukturere aktiviteterne i Danmark”, og at ingen ved, hvad fremtiden bringer. Måske bliver der solgt ud, måske står bygningerne tomme og spøger. Aktionærerne drøfter. Direktøren skriver tak og lover støtte til dem, der nu står udenfor porten og kigger ind. For de tilbageværende få bliver opgaven at lukke ned – rydde op, sende det sidste stål ud og skrue skiltet af porten. Et værk reduceret til et lille hold afviklere. Den slags kalder de for “ansvarlig afvikling”. Det lyder nøgternt og fornuftigt. Men virkeligheden er, at en stor del af Frederiksværk nu står med en stor, kold fabrik og uden svar på, hvad der nu skal ske. Sådan lukker man et stålværk i 2025: Med en pæn mail, en liste over procedurer og en håndfuld bløde ord om taknemmelighed og samarbejde. Alt imens en hel egn venter på næste skridt, og ilden kun brænder videre i minderne hos dem, der var med.