Tre måneder i stilhed: Kommune rystet over dødsfald, der gik ubemærket forbi Det kunne lyde som begyndelsen på en roman, men det er bare virkelighed, og det er ikke engang den rare slags. I Greve Kommune har tiden stået stille på en måde, den ikke burde: En borger har ligget død i sit hjem i tre måneder, før nogen opdagede det. Ikke en uge, ikke fjorten dage. Tre måneder. Kommunen er chokeret, siger de, og det er svært at være uenig. Fejlen er ikke bare en fodnote i journalen, men en skramme på hele maskineriet, som skulle sikre, at folk bliver både set og sagt farvel til. Viceborgmester Liselott Blixt står nu som den voksne, der skal svare på, hvorfor ingen kiggede ind, hvorfor ingen savnede, hvorfor ingen ringede og sagde, at lyset i vinduet ikke havde været tændt længe. »Det er tragisk og meget chokerende,« siger hun, og stemmen hænger i luften som en undskyldning, der ikke rigtig kan indløse noget. For hvad siger man, når hverdagen er gået sin gang uden at opdage, at nogen manglede? Der bliver nu undersøgt og afdækket og lavet interne rapporter. Alt sammen ord, der skal gøre det uforklarlige forklarligt. Måske var der ingen pårørende. Måske var der bare ingen, der spurgte. Men én ting er sikkert, siger kommunen: »Det er vores ansvar, at der ikke sker sådan noget.« Nu skal der tales. Udvalget skal mødes, procedurerne skrives ned, og det skal tjekkes og dobbelttjekkes, at ingen igen bliver væk på den måde. »Vi skal sikre, at ældre har et værdigt liv, men vi skal også sikre, at borgerne får en værdig afsked,« siger Liselott Blixt. Det blev måske gjort »efter bogen« til sidst – den afdøde blev registreret, gjort klar til begravelse – men der var allerede gået alt, alt for lang tid. Fejlen ligger ikke i de sidste sider af historien, men i alle dem, ingen nåede at læse. Nu står der tilbage en kommune, der lover at gøre det bedre. Og et tomt hjem, hvor tiden gik i stå, uden at nogen opdagede det.
Tre måneder i tavshed: Når samfundets omsorg bryder sammen Et menneske dør i sit hjem i Greve. Ikke bemærket. Ikke savnet. Ikke før tiden selv, og ikke før forrådnelsens nødvendige uafvendelighed, tvinger nogen til at se. Først da, i februar, træder kommunen ind og overtager ansvaret for begravelsen – et ansvar, der burde være blevet virkeliggjort langt tidligere. Sådan er det fortalt af kilder til Sjællandske Nyheder, og bekræftet af kommunen selv. Det er ikke blot en fejl, men et brud i tilliden mellem borger og system. En borger, der lever og dør ubemærket, udstiller samfundets skrøbelighed og den etiske forpligtelse, der hviler på os alle – men mest af alt på de institutioner, som netop skal sikre det værdige liv og den værdige død. ”Det er tragisk og meget chokerende,” udtaler formanden for sundheds- og omsorgsudvalget i Greve. Hun genkender ekkoet af andre lignende sager rundt om i landet – mennesker, der ligger døde i dage eller uger, og nu, for første gang, også her. At det sker netop her, hvor man troede sig hævet over sådanne svigt, giver anledning til refleksion: Hvordan kan et samfund, der vil det gode, overse det mest grundlæggende? Nu sættes undersøgelsen i gang. Fejl skal afdækkes, procedurer kortlægges, og skyldens væsen skal forstås, før man kan tale om forandring. Men bag rapporter og interne undersøgelser står spørgsmålet tilbage: Hvorfor var der ingen, der spurgte? Hvorfor kunne et menneske ligge tre måneder i sin egen lejlighed, uden at nogen mærkede fraværet? Når der ikke er pårørende, tager kommunen over. Det sker – og det er der regler for. Men reglerne løser ikke ensomheden, og ansvaret kan ikke reduceres til en blanket eller et kryds på en checkliste. Det er vores ansvar, lyder det igen og igen – og alligevel blev det først håndgribeligt, da tavsheden blev for tung. En værdig afsked er ikke et spørgsmål om teknik, men om tilstedeværelse, om det at blive set og genkendt som menneske. Når systemet fejler, mærkes det som et ekko i det etiske fællesskab, hvor vi ikke kun skal sikre den enkeltes ret til et liv, men også til en død, der bliver opdaget. Fremadrettet lover kommunen at gøre sit for, at det ikke sker igen. At tilliden kan genoprettes. Men midt i det hele står spørgsmålet: Er det muligt, eller må vi leve med, at samfundets maskineri altid vil have blinde pletter?
Borger lå død i tre måneder – Greve Kommune rystet over egne blinde vinkler Det starter med stilhed. Ikke den fredfyldte slags, men den ubærlige, hvor ingen ringer på, og ingen undrer sig. I Greve gik månederne, mens en borger lå død i sin lejlighed, uopdaget. Først efter tre måneder meldte kommunen sig på banen – ikke som redningsplanke, men som praktisk administrator af begravelsen. Erkendelsen kom ikke med blidhed, men som et uundgåeligt brud på illusionen om, at samfundet har styr på sine svageste led. Flere kilder til Sjællandske Nyheder fortæller historien, og kommunen bekræfter: Ja, vi fejlede. Ja, vi opdagede det for sent. Ja, det kunne ske her. Det skete her. ”Det er tragisk og meget chokerende,” siger formanden for sundheds- og omsorgsudvalget, som om ordene kan trække tråde tilbage i tiden og samle op, hvor alle andre lod slip. Hun har hørt om lignende sager – folk, der forsvinder ud af samfundets kollektive hukommelse, kun for at blive fundet langt senere, når alt håb for længst har veget for rutine og formalitet. ”Det må ikke ske, og så sker det alligevel for os,” siger hun. Og så begynder proceduren: Intern undersøgelse, rapport, afdækning af fejl, udvalgsarbejde, flere møder, flere skemaer. Men stadig ingen forklaring på det egentlige: Hvorfor så mange overså én, der var blevet usynlig? Hvorfor blev ensomheden ikke hørt, før døden gjorde opmærksom på sig selv? Kommunen forklarer, at der ofte ikke er pårørende i sådanne sager. Men det er ikke en forklaring, kun en indrømmelse. Systemet, som skulle sikre både værdigt liv og værdig død, kom for sent. Og nu skal der snakkes, tænkes, planlægges. ”Vi tager det op i udvalget, for det skal ikke ske,” lyder det – men kan nogen overbevise om, at det ikke vil ske igen? Forløbet op til begravelsen fulgte bogen, men ingen læste den rigtige side i tide. Måske har samfundet brug for at stirre lidt mere stift ind i egne mørke hjørner og spørge: Hvem savner vi egentlig, når ingen savner nogen? Imens venter rapporten, og kommunen lover, at tilliden nok skal genoprettes. Det kræver kun, at nogen rent faktisk kigger efter dem, der bliver væk.