Affaldsdilemma i Indre By: Sorteringslaboratoriet, der ikke blev til noget Af reporteren, som stadig har tomme flasker i hjørnet KØBENHAVN En næsten eventyrlig tanke begyndte at tage form i Københavns Indre By. En tanke om, at borgerne en dag muligvis ville kunne smide deres tomme mælkekartoner, halvspiste pizzabakker og andet civilisationsaffald i én og samme beholder uden at rynke panden eller lægge hovedet i blød over sorteringsvejledningens små ikoner.På et embedsmandskontor blev ord som “central affaldssortering” og “pilotprojekt” sunget som blide drømmesange. Det kunne gå hen og blive så let! Et laboratorium for storbyens kaotiske sække, hvor burhønsene af sodavandsdåser og spaghetti-rester blev tæmmet af maskiner og ikke af menneskelige hænder, der aldrig helt forstod, om plastikbægeret skulle trykkes sammen, før det røg i den grønne pose.Men ak. For hvor der er regler, der er der også stopklodser. Selvom analysen sagde, at op mod 70 procent af det, der bor i københavnernes restaffald, egentlig burde have søgt asyl i andre beholdere, sagde forvaltningen nej. Nej til forsøgsordningen, nej til ferie fra hjemlig sortering, nej til undtagelse selv bare for en stund.Et spørgsmål blev stillet, sådan som et spørgsmål kan stå og dirre i luften. Kunne man ikke bare, som et eksperiment, prøve at lade maskinerne sortere affaldet lidt centralt, nu hvor borgerne tydeligvis jonglerer ret dårligt med affaldspoesien? Det kunne man ikke, lød beskeden kontant. For affaldsloven er streng som en husholderske fra gamle dage: Al affald skal sorteres hjemmefra, og så kan det indsamles, altså på den korrekte måde. Ingen undtagelser. Ikke engang på forsøgsbasis.Så nu står 39,8 procent fejlsorteret affald, og nikker genert nede i skakten. Og inde i restaffaldet er der endnu flere, nemlig hele 69 procent hverdagsstumper, der vælger forkert dør. Hver dag. Det er ikke en fiasko det er snarere som at løbe maraton i gummistøvler eller forsøge at lære en sten at spille klaver.Næste gang, nogen lægger brugt plastfolie i bioaffaldet, kan de finde trøst i, at det ikke kun er dem, der er forvirrede. Hele kvarteret og forvaltningen roder også rundt i, hvordan man skiller sort fra sort, og hvor meget af det egentligt kunne blive til noget andet. Men visionen om, at maskinerne ville skrive nyt kapitel i byens affaldseventyr, må vente. Sådan går det nogle gange, også selvom affaldet i virkeligheden længes efter at blive sat rigtigt fri.
Fejlsortering som fælles vilkår: Når vores daglige affald får plads i institutionens spændetrøje På byens brostensbelagte gader, hvor sporene af det levede liv samles i sirlige beholdere, har et spørgsmål om verdens fremtid fundet sit sted i noget så dagligdags som restaffaldet. Her, hvor enkeltes hånd viger for industriens forsikrede system, afsløres mellemrummet mellem mulighed og pligt med en næsten naturlovsmæssig konsekvens: Hver dag sorteres byens affald, og hver dag sorteres det forkert.Ifølge en nylig analyse burde næsten 70 procent af det københavnske restaffald have unddraget sig den grå sæk og i stedet fundet sin vej ind i favnene for hvidt, grønt eller blåt. Plast, glas, papir hele eksistensens materielle reminiscenser glider ubemærket forbi vores årvågenhed og ind i systemets mave. Her kunne byens ånd måske indvende: Er fejlen så individuel, eller rører vi ved et grundvilkår?Sagen kom for en dag, da en forsøgsordning blev næret i Indre Bys kommunale tanke: Hvad nu, hvis borgerne slap for at sortere affaldet selv? Kunne det centrale anlæg på maskinel vis udføre det, borgerens hænder ikke formår eller forglemmer? Muligheden blev hurtigt lukket ned. Svaret var utvetydigt: Kommunen har ikke lov til at forsøge. Systemets lovtavler forskriver, at borgeren skal tage ansvar i hjemmet, og ordningens mulighed for undtagelse afklædes selv på forsøgets præmis.Her lader det til, at muligheden for forandring knuses i det smalle spænd mellem ansvar og struktur. Lovens tekst er klar: Borgeren skal tage affaldslovens byrde på egne skuldre ikke blot som undtagelse, men som uomgængelig regel. Ingen dispensation gives, ingen forsøgsvis frihed til at overlade sorteringens lod til den maskinelle bevidsthed.Samtidig viser tallene de nøgne og trosskabsfordrende cifre at intet mindre end 39,8 procent af det afhentede affald havner i den forkerte kategori. Værre endnu; i restaffaldet gemmer sig op mod 69 procent materialer, der rettelig skulle ha’ været genanvendt. Her åbnes spørgsmålet: Hvilket fælles ansvar bærer vi, når fejlsorteringen er så massiv, og hvilken indretning af institutionen kan svare herpå?Byens krop og dens lov lever i gensidig tiltrukkethed og modstand. Vi hænger alle fast i affaldets verdslige teater; vi samler, vi sorterer og vi fejler. Men det centrale spørgsmål står tilbage, dumpende og tungt som en pose restaffald, vi ikke kan slippe: Hvem skal bære konsekvensen, når loven ikke tillader at prøve andre veje? Når forsøget på at friholde det enkelte menneske for sorteringens overspringshandlinger bliver udelukket, låser vi os så fast i en fejlsortering, som ikke blot er materiel, men såre menneskelig?Således slutter historien foreløbigt på en måde, som meget affald gør. Ikke forgæves, men måske uhensigtsmæssigt. Engang imellem mærkes det, at regelsæt og realiteter ikke lader sig bringe i symmetri, og at hverken individ eller maskine for alvor gives mulighed for at lykkes på egne betingelser. Måske handler affald ikke blot om sortering, men om det fælles rum, hvor vores svigt, vaner og drømme smelter sammen. Om vi vil indrømme det eller ej, er fejlsorteringen måske ikke kun en fejl, men et spejl.
København sorterer ikke: Forsøgsordning, der kunne gøre affaldssortering lettere, er dømt ude På den høje kant af Københavns indre by ligger containerne ranke og tavse, dækket af resterne af byens teselskaber og skår af drømmene om en mere bæredygtig fremtid. Hver dag fodres kloakken af civilisationen med bunker af blandede skæbner: kartoffelskræller blandet med elektronik, plastikindpakning indsvøbt i pap og mærker fra et liv levet blandt mælkekartoner og skindet af gamle æbler. Alt sammen fandt det vej til restaffaldet skønt næsten 70 procent burde have været sorteret til genbrug, ressourcer i forklædning, tabt i byens maskingeværstakts hverdagsraslen.Der var ellers lagt op til en eksperimenterende manøvre i bylandskabet, hvor borgerne - så trætte af de grønne poser og endeløse instrukser - for en gangs skyld kunne lade voksne maskiner og central sortering tage affaldets trættende kabale. En moderne løsning: én beholder, ét ansigt udadtil, og sidenhen et netværk af sorteringsbånd, der kunne snuse sig frem til den skjulte værdi i byens blege rester. Ingen flere smørfingerede fejl, ingen tomme undskyldninger om manglende plads i køkkenet, ingen flere sammenfiltrede sække. Bare ud, og så videre til sorteringsanlæggets storbydrøm om præcision.Men virkeligheden bider, og klokken slår benhårdt for dem, der drømmer om systemforandring. Et plumpt nej ramte forsøget; administrationsmøllens paragrafmaskine kværnede det til støv. Byen kunne ikke undsige sig den nationale affaldslov, der kræver, at affald sorteres hjemme ved kilden. Dispensation? Ikke i denne virkelighed, hvor reglerne er skrevet med ståltråd og snor sig om politiske hænder. Heller ikke for et forsøg. Ingen flugtruter, ingen bagdøre.Sådan forstummer illusionen om at følge byens restaffald til et eventyrligt sorterpalads. Tallene taler ellers deres tydelige og dystre sprog: Ud af det affald, der hentes, er næsten 40 procent smidt i den forkerte spand, og restaffaldet rummer næsten 70 procent fejlsorteret gods. En flov statistik over byens evner til at adskille deres skår fra hinanden, og et spejl på systemets manglende vilje til at eksperimentere eller på demokratiets langsomhed, når det møder regulativets beton.Københavneren må, som Sisyfos, blive ved med at løfte sorteringen op ad husholdningens bakker, selvom de fleste ufortrødent lader det glide og mikse, så selv de digitale sorteringsøjne må give op. Mens maskinerne ude i forstæderne sukker efter prøvelser og nye teknologier, knaser byen videre i sorteringsdis under landets tordnende reglementer. Affaldets epokeskifte er endnu ikke over os. Indtil videre må byen nøjes med at sortere sig selv eller lade være i håb om, at regnbuen af poser i opgangen én dag fører til mere end bare mere affald.