Egypter uden pas og med dom i lommen slipper for udvisning i hvert fald foreløbigt Det var lidt som de der drømme, hvor man pludselig står uden bukser i skolegården. Saad Magedy Saad Ali Shahien sad i 2022 som 28-årig på anklagebænken, idømt 12 år i skyggen for at planlægge terror. Og alt imens retssalen dirrede af dommernes alvorlige miner, blev den tunge hammer hævet dén med fængslet. Men udvisning blev der ikke talt om, for Saad havde papirerne i orden. Statsborger, stod der med maskinskrift på hans identitet.Men papir kan blæse i mærkelige retninger, for et år senere finder myndighederne ud af, at nej - Saad er faktisk slet ikke og har aldrig været dansk nok til et rødbedefarvet pas. Det er noget, man måske skulle have opdaget før en dom på 12 år, men sådan kan livet overraske, lidt som ukendte æg i en købe-fødselsdagslagkage.Nu sætter anklagemyndigheden sig for at rette op på det forsømte. Man kan næsten høre dem træde op i skammekrogen af retskredsen for at prøve at udvise den terrordømte. En ny sag, en frisk mulighed — og denne gang er Saad 30 år. Byretten i København er indkaldt til et ekstra kapitel i et manuskript, der nærmest skriver sig selv.Men dommernes rungende afvisning falder prompte: Nej, Saad skal ikke udvises nu. Det skorter ikke på argumenter, men selve afslaget begrundes, ganske nøgternt, med at anklagemyndigheden selv glemte at tage forbehold under den første domsafsigelse tilbage i 2022. Fodbolde kan også trille forbi målet, og i retssystemet gælder åbenbart, at man skal huske at sige ka’ vi få en ekstra chance, allerede første gang.Kendelsen, som Ritzau har fået fingrene i, er nøgtern nok men læser man mellem linjerne, fornemmer man måske et lille suk over, at klaveret end ikke fik lov til at spille. Udvisningssagen sparkes til hjørne, og Saad må, på godt og ondt, forblive i de stuer, vi kalder fængsel.Men en anke lurer forude. For hvor der er vilje, er der vej, og anklagemyndigheden kan stadig kære afgørelsen. I mellemtiden tikker uret videre i de danske retssale, hvor papirerne nok én gang bliver gennemkigget for stavemåder og statsborgerskab.Moralen? Måske, at forbehold ikke kun hører hjemme i diskussioner om kød eller grøntsager til aftensmad. I retslokalet er det forskellen mellem at blive og at flytte for bestandigt.
Overskriften som et ekko: Retssystemets labyrinter og udvisningens passager en terrordømt mellem hjemsted og hjemløshed I retssalens halvskygge, hvor fortid og nutid væves sammen i tungt efterklang, udspiller der sig et drama, der peger ind i selve spørgsmålet om at høre til: I 2022 blev en mand med egyptiske rødder idømt 12 år bag lukkede døre, dømt for at balancere på randen af terrorens afgrund. Dengang stod han noteret som borgerskabets indehaver, tilhørende Danmarks juridiske fællesskab, hvor udvisningsparagraffen ikke blev løftet.Men året efter begyndte systemets instrumenter at spille en anden melodi. Myndighederne ransagede fortidig dokumentation og endte med en ny sandhed: At manden, Saad Magedy Saad Ali Shahien, hverken er eller har været dansk statsborger. Som om selve identiteten opløses, når den møder bureaukratiets blik. Ikke længere dansker, men heller ikke hjemløs snarere kastet ud i nationalitetens ingenmandsland.Det var på denne baggrund, anklagemyndigheden løftede udvisningsspørgsmålet på ny nu ikke som et juridisk efterslæb, men som et fornyet forsøg på at ekskludere. I Københavns Byret blev retssagen genoptaget ad en særskilt korridor, men med en bagage, som retssystemet selv havde glemt at gennemsøge for forbehold. Uden rettidigt forbehold blev sagen afvist, står der nøgternt i byrettens kendelse.Det er som om retfærdighedens maskineri, selv i sin uendelige systematik, kan overse sin egen rytme. Anklagemyndigheden rummer nu mulighed for at påklage afvisningen, men indtil videre bliver sagen stående, tavs, i spændingsfeltet mellem statens ret til at definere grænser og individets ret til stadig at være nogen et sted. Paragraffer og papirer afgør, hvor man hører hjemme; men hvad gør man, når selv de ikke kan afgøre det?I dette drama om udvisning og tilhørsforhold mærker man livets etiske nænsomhed. For måske bliver spørgsmålet aldrig bare et spørgsmål om papirer og juridiske procedurer, men et værens vilkår, der aldrig helt kan indfanges eller afvises.Når staten søger at sende et menneske ud, og retten slår det hen, åbnes et rum, hvor samfund, ret og individ må se sig selv i øjnene ubesvarede, tvivlende, men tilstede.
Karrusellen drejer: Anklagerens krumspring og rettens kølige blæst I de kulørte retssale under hovedstadens melankolske buehimmel har et stykke danmarkshistorie spillet sig ud. Man kunne næsten høre ekkoet af papirer, der blev bladret med urolige fingre, da retten atter engang måtte forholde sig til et spørgsmål, der på én gang er besynderligt juridisk og isnende samfundsrelevant.Vi befinder os ved begyndelsen eller, måske mere rigtigt, ved forrige akt hvor en mand med egyptiske rødder i 2022 blev idømt 12 års fængsel for at have nære planer om terrorhandlinger. Danske medier tudede det ud; systemet stod fast, loven var stærk. Men i det store statslige maskineri var der en lille skrue, der ikke helt var spændt fast.For retssalen var fyldt med visheden om, at hovedpersonen den i dag 30-årige Saad Magedy Saad Ali Shahien besad et dansk statsborgerskab, og udvisning kom slet ikke på tale. Derfor blev landets love, præcedens og formalier nøje fulgt. Men udvisning tager ikke altid omveje gennem følelser; papirarbejde skal være i orden.Og så, på en form for tryllekunstnerisk vis, kaster bureaukratiets tandhjul alt om sig. I 2023 året efter dommen fastslår myndighederne, at han slet ikke er, og aldrig har været, dansk statsborger. I de grå stuer og de mørke gange, hvor lukker om fortiden, er en ny dør pludselig åbnet: burde han så ikke udvises?Således fødtes en særskilt udvisningssag i Københavns Byret, et retligt sammenstød af fortidens konklusioner og nutidens opdagelser. Matadoren denne gang anklagemyndigheden svinger kappen og håber på, at man kan omstøde rettens tidligere beslutning. Men retssystemet danser ikke altid efter anklagerens fløjte.Tidligere på ugen slår retten det fast, med samme kulde som regndråber på marmorgulv: Nej. Kendelsen, transparant og med myndighedens navn som tøjret i blæsten, fastslår, at sagen afvises. Manglende forbehold. Bureaukratiets snubletråd. Anklageren har glemt at åbne døren, og nu står alle på gangen og fryser.Man aner en understrøm af drama og komedie på én gang; systemet, der kæmper mod sig selv, og individer, der bliver løftet og tabt af anonyme papirer. Udvisning af en mand, hvis status som statsborger tog så mange udsving, fra det højeste statsborgerlige bjerg til den dybeste udenstatslige dal, blev til sidst ikke til mere end en fodnote i retten i hvert fald indtil videre. For anklagemyndigheden kan endnu gøre forsøget på at kære afgørelsen. Karrusellen drejer rundt, og vi må stadig spørge os selv: Hvem er egentlig statsborger i et samfund, hvor selve statsborgerligheden kan forsvinde med en myndigheders vurdering?Så stoi synker vi igen ind i byens susen, mens endnu en akt skrives, måske af de samme hænder, måske af nye. Retten er sat. Udvisningen forblev indtil videre et tomt sæde ved optrinet.