Togdrømme på pause: Forsinkede forbindelser til Berlin og videre ud i Europa Af Kim Hansen, Sjællandske NyhederHvis nogen troede, at de snart kunne springe på et svirpende hurtigt tog i København og lande i Berlin inden frokost, kan de godt pakke madpakken ud igen. Den længe ventede togforbindelse mellem Danmark og Tyskland over Femern Bælt har fået trukket bremsen, og ikke bare den der ligger blidt mod skinnerne nej, her er decideret rødt flag og sporarbejde i sigte.Et dokument, der har fundet vej ud fra den tyske jernbanestyrelses bunker af alvorsfulde ingenørplaner, løfter sløret for, at ventetiden bliver lang. Seks et halvt år skal Deutche Bahn hamre, bore og bygge sig igennem for at få tunnelen fra Femern til Slesvig-Holsten på plads. Hvilket måske ville være okay, hvis de bare var gået i gang men tilladelsen mangler stadig det berømte stemplet.Det betyder, at togene, der engang skulle blæse gennem den danske muld, ud under bølgerne og op i Tyskland, tidligst får signalet til at køre i slutningen af 2032. Og det er ikke bare en lille forsinkelse med duggede vinduer og kaffe, der skvulper over. Det her er år, vi taler om.DSB havde ellers luftet friske planer om nye ruter fra København til Berlin og Prag allerede næste år, og lovede fantasifulde rejsetider på syv og elleve timer. Optimismen var så småt begyndt at boble hos både rejselystne og togelskere, for i et notat til Folketinget tidligere på året havde DSB regnet sig frem til, at det kunne gøres på fem timer til Berlin og ni til Prag, bare vi nåede til 2030.Men 2030 er blevet til 2032 eller senere. Imens står passagererne og måske også lokomotivførerne og kigger længselsfuldt ud i horisonten og drømmer om steel wheels on steel rails, blitzende grænseovergange og duften af tysk pølse fra vogn 3.I mellemtiden må vi nøjes med den langsomme rytme fra fortidens jernbaner, hvor godtid, kaffe på kanden og tid til at filosofere over andres bagage stadig er en del af oplevelsen. Europa rykker ikke tættere på lige foreløbig. Grænserne består, og København må kigge mod Berlin på den gamle facon med et suk, et sporarbejde og et håb om, at der engang lyder et grønt signal fra de tyske embedsmandskontorer.Toget er ikke aflyst, men tiden er på ingen måde til at købe billet endnu.
Mellem Håb og Skinner Et Tidsbillede af Togdrømmens Forhaling Således går det med planer, visioner og løfter, der spændes op mod himmelranden, hvor fremtiden skimrer som en fjern, stoisk refleks i horisonten. Menneskets ønske om forbindelse, om at række bånd mellem fjerne kyster, har altid båret præg af både vilje og udmattelse. Historien om jernbanens forlængede arm den skinnende bane, der endnu ikke gennemskærer Femern Bælt får nu endnu en forvikling i sit allerede indfiltrede forløb.Mange har betragtet skinnerne over Femern som symbolet på det åbne Europa; et håb om hurtigere adgang, bøjede verdikler, som ville bringe målstregen tættere. Illusionen om den uforsinkede rejse, hvor tiden klemmes sammen, og hvor København og Berlin pludselig får den intimitet, man ellers kun tilstår byer adskilt af floder, ikke bælter. Men nu er illusionen spredt for vinden, uforpligtet blotlagt på papiret: Seks og et halvt års byggearbejde, endnu ikke påbegyndt, endnu ikke tilladt.Mens maskiner og arbejdsmænd forbereder sig i tankerne og myndighederne holder tilladelserne som et løfte i limbo forbliver togdrømmene stationære, fastholdt på perronen af byråkratiet og den tyske jernbanestyrelses dokumenter. Hverken de vordende rejsende eller de dagligt pendlende får adgang til den komfort, der længe er blevet lovet dem. I stedet må man se DSB præsentere ruter til Berlin og Prag, der ikke bringer destinationerne så nært, som det er blevet anskueliggjort i visioner, kun i numre: syv og elleve timer til Berlin og Prag. Til sammenligning blev vi for få år siden lovet den dansende lethed på fem og ni timer.Det er, som om tiden selv er blevet forsinket. Ikke kun de fysiske tog, men forventningens nerve er holdt tilbage, måske fordi menneskets stræben efter samling altid har sin pris af venten og forhaling. Og hvor den industrielle drøm tidligere tillod illusionen om evig acceleration, afslører nutiden os nu grænserne for beherskelse. Den ubøjelige, kyniske nødvendighed i myndighedernes sagsbehandling skræller lag af fremtidslys af projektet.Hver udsættelse bærer på sin egen slags eksistentielle klang: At byggestøv endnu ikke løfter sig fra Femerns kyst, at skinnen stadig må vente på sin fortsættelse, at forbindelsen endnu må udstå prøvelser, hvis omfang kun kan måles i menneskelige skuffelser. Man spørger sig, om toget virkelig venter på os, eller om vi i vores tålmodige utålmodighed blot står og ser en forjættet linje forsvinde forude som et fatamorgana.Vi er sat på perronen, med billetterne knuget i hånden. Skal vi videre, skal vi vente endnu nogle år. Tidens gang er ikke altid i vores hænder, og måske er forbindelser ikke kun noget, der loddes sammen med stål, men noget, der smedes i sindet, mens vi venter på næste afgang.
Fremtidens skinner dækkes af tåge: Togforbindelsen til Berlin sat på vent København Lyset i perronens ende blev just dæmpet et par watt. For drømmen om at suse fra den blå by ved Øresund til Berlins pulserende hjerte, uden at træde ud af jernbanens fossile favntag, er sat i uventet bero. Togene over Femern Bælt—aftalerne, visionerne og gravemaskinernes løfter—har mødt det moderne Europas ubønhørlige jernbanebureaukrati.Det var meningen, vi skulle glide lydløst gennem fremtiden. På papiret. Tyske ingeniører strøg kuglepennen, norske og danske embedsmænd klappede dokumenterne sammen, mens kaffemaskinerne summede, men maskinerne forude står stille. Den tyske jernbanestyrelse har sat en spærrebom gennem tidsplanen, afslører et dokument, hvis indhold forplanter sig som vibrationer langs skinnerne. Umiddelbart: seks og et halvt år. Så lang tid tager det, siger de, at sage sig ind under Femern og forbinde øen med fastlandet i nord. Så lang tid på tegnebrættet, i gravemaskinens slow motion og i borgerhøringers monotone langdrag.Tilladelsen? Den lader vente på sig som aprilsol over danskerens vinterblege arme. Først når alle stempler er sat, kan man måske begynde om seks måneder, måske senere. Reelt kan de første tog tidligst trække i sporviften i slutningen af 2032. Dér, hvor vi havde sat næsen op efter jubelår, reduceres vi til venteposition.I det nye København, hvor rejselyst hænger i alting som dug på vinduer, slog DSB for nylig tromme for to ruter mod kontinentet til næste år: Berlin på syv timer, Prag på elleve. Men det er overgangsmagi; for engang havde man lovet fem og ni timer til samme destinationer fra 2030. Forventningen stod som røg over perronerne. Nu, endnu en justering: Toget til fremtiden fanger vi ikke lige foreløbig, det bliver et spørgsmål om år—et fortabt rullende forår.Måske er dette netop Vesteuropas postmoderne ironi: Vi kan sende sms’er på et splitsekund fra Nørrebro til Neukölln, men huden mod togsædet må vente på, at den underjordiske korridor hugges færdig og de politiske spilleregler findens intensitetpunkt.Sådan står en rejse på hovedet. Sådan bliver storslåede visioner viklet ind i papirarbejde og kompromis. Togene vil endnu engang køre—jo, det vil de. Men vinden over Femern må vente. Og vi, der længes efter rebellen, poeten og kontinentet ved Berlin, må nøjes med at tælle år, hvor vi hellere ville tælle kilometer.