Milliarddyk ned i Kattegat: Molslinjen bygger el-færger i rekordstørrelse Et sted derude, hvor Kattegat kun adskilles af vind, saltvand og trangen efter æblekage i Aarhus, har nogen slået et fire-lags grønlandsk tæppe ud over hele fjorden. En milliardordre, ingen har set lignende herhjemme, er netop sendt afsted med ekspresfart mod Tasmania, hvor den vil lande på tegnebordene hos australske færgebyggere med formentlig ret suveræn hattekultur og værktøjskasse.Molslinjen, denne mestre af flydende forbindelser, har trykket på bestillingsknappen og investerer nu milliarder i to gigantiske, batteribrummende katamaraner, der skal sejle lige der, hvor Danmark for længst har overgivet sig til færgekaffe og mobiltelefongløder. Om to et halvt år ja, kun to og et halvt år, vi taler næsten om at binde sløjfer på fremtiden skal de trække stikket til dieselen og sætte prop i udledningen over Storebæltens mindre kendte men i den grad trafikerede søster.Og det stopper ikke her. For som et frø, der ikke kan nøjes med kun at være en blomst, er der allerede en tredje el-færge kriblen i rederiets samtaler med flere skibsværfter. Skulle det lykkes, pumper man Kattegat fuld af verdens største elektrificeringsprojekt til søs lidt ligesom verdens største lagkage, bare uden flødeskum, men med batteripakker på størrelse med mindre provinsbyer. Vi laver en grøn flydende bro, ikke bare for at længes efter klimahensyn, men for at kunne kalde os milepæle mellem Jylland og Sjælland, fortæller administrerende direktør uden at ryste en eneste kaffedåse.Det er ikke småting, værfterne i Tasmania har på tegnebrættet. 129 meter gange 30,5. Det svarer til at lægge tre supermarkeder side om side og sætte fire etagers tårne ovenpå og fylde dem med 1.483 passagerer hver, plus 500 biler hver vej. Dermed løfter de sig forbi Express 5, den nuværende konge på katamarantronen, og sender den til tælling i bil-kapacitets-boksningen.Men det er ikke færger alene. Der bygger også massive broer af ledninger, transformatorstationer og bælter med strømkabler, alt sammen en slags grøn urbanisering i miniatureformat. Batterierne bare vent får på én halv time proppet så mange kilowatttimer i bunden, at en elbil kunne tage turen til Peking (næsten) og tilbage igen. Hele molevitten render op i 3,5 milliarder kroner, hvis vi regner kabler og byggeplaner med. Håbet? Statsstøtte. Det har været altafgørende for at turde sætte det første nul i ordren.Alt imens på direktionsgangen tales der om CO2-synderi, om ranke rygge og store forhåbninger: Vi kan fjerne 132.000 ton CO2 hvert år, hvis støtten falder rigtigt, og hvis alt klapper, lyder det med en dunst af både mandagsoptimisme og ingeniørernes lettere svedige håndflader.Så tænk ikke længere på færgen som den duftende diesel-vinge hen over Kattegats bølger. Nu kommer batterifulde hurtigfærger, og de lader op på samme tid, som du drikker din kaffe. Den første forventes plaskende og grønt glinsende i dansk farvand omkring årsskiftet 2027/2028.Kattegat bliver ikke, hvad det har været. Det bliver større, grønnere og formentlig med endnu flere elbiler ombord og kaffe, du kan nyde med god klimasamvittighed.
Når Havet Farves Grønt En Ny Epoke for Kattegat Af: [Journalistens navn]På Kattegat anes allerede i horisonten konturerne af en ny tid, hvor teknologisk storhed og etisk forpligtelse forenes i et dristigt favntag. Molslinjens nyeste tiltag, ført frem af en sjældent set beslutsomhed, søger ikke blot at fragte legemer mellem Jylland og Sjælland, men at omforme selve betydningen af overfart.Med milliardbeløb investeres nu i to monumentale katamaraner, hvor det arenatiske, næsten klassiske, håndslag gives på Incat-værftet i Tasmanien et sted hvor havets ældgamle rytme forenes med fremtidens visionære puls. Indenfor en periode, der næppe tillader de sædvanlige tøveners komfort, vil færgerne fra grund til mast krydses med tusindvis af battericeller ja, det vi før betragtede som muligheder, bliver i dag uigenkaldeligt nødvendigheder.Men ambitionen er ej stivnet ved to skibe: Allerede ruget der på tanken om en tredje elektrisk færge, og de første spæde forhandlinger med både fremsynethed og værfter går hånd i hånd. Om denne vision lykkes, vil havstrækningen mellem landsdelene rejse sig som verdens mægtigste elektrificerede bro over åbent vand. Det er ikke blot danskerens materielle forbindelse, men nationens forsøg på at træde ind i et ansvar, som rækkes os af tidens moralske krav.En gang imellem møder infrastrukturen sit eget klimatiske spejl. Hvad vi før tog for givet som broen over det våde, må nu omformes efter en anelse om forbundethed med både eksistens og eftertid. Når selskabets øverste stemme taler for ansvaret, lader han forstå, at overfarten ikke længere kun angår bevægelsen fra én kyst til en anden, men rækker længere, til selve håbet om at vores færden kan være forsvarlig og stadig frydefuld.De elektriske katamaraner, større end nogen før, bliver mere end ingeniørmæssige bedrifter. De er udtrykket for en vilje til at ville, til at påtage sig byrden og glæden ved at overvinde det, mange endnu blot betragter som mulighedens tåge. Med 129 meters længde og plads til næsten 1.500 sjæle og 500 biler lover de, at ikke kun transporten, men også vor selvforståelse, får nyt rum at spejle sig i.Vekselstrømmen, lagret og forløst med en præcision, der kan sende en elbil til Verdens Ende og tilbage flere gange, strømmer om bord i færgerne under opholdene, mens passagererne måske endnu ikke fornemmer, at rejsen står i etisk gæld til kommende slægter. På land maskiner og bygninger, der fremviser den nødvendige infrastruktur, uden hvilken visionen var skindød, breder sig langs kysterne som spor af et voksende ansvar.Selskabet håber om nødvendigt på samfundets håndsrækning. For når al ambition, økonomi og etik sammenføres, lyder regnestykket på 3,5 milliarder kroner. En pris for omstilling, som ikke kun handles i penge, men i den mulighed, der gives samfundet for at hæve sig over sig selv og tage livtag med samtidens største udfordring.Færgerne vil kunne oplades på blot en halv time. På dette lille tidsrum så kort i verdenshistorien, men uendeligt i forandringens optik vil batterierne rumme kraft, der kan løfte en hel eksistens til nye højder og sætte fart på samfundets egen bevægelse fra fortid mod det endnu mulige.Tidsplanen er stram, og forberedelsen kræver, at hver tanke og hver håndbevægelse finder sin plads omgående. Når det nye årsskifte 2027-2028 nærmer sig, står målet lysende: fuldt elektrisk drift over Kattegat. I denne alvorens stund lever håbet om, at den CO2, der ellers ville sortne himlen og tynge samvittigheden, skal reduceres med 132.000 ton årligt.Her synes broen for alvor at få betydning. Den er ikke kun over vand, men over tiden, over vanerne, ind i en ukendt, men nødvendig fremtid, hvor det grønne ikke blot er farve, men fordring. I skæringen mellem vilje og mulighed tegner sig dermed en ny fortælling i dansk samfundsliv hvor vi i skibets og strømmenes tjeneste forsøger at lægge kursen efter det, der endnu er urørt, men uomgængeligt sandt.
Elektrisk storm på Kattegat: Milliardløftet, der kan skære Danmark fri af fortiden Afsløret i et glitrende morgenlys kommer nu en bestilling, der sitrer i sin tyngde som nye jernbaneskinner tværs over en nation i forvandling. Færgeselskabet, der med det daglige døsige drøn har dannet pulsåre mellem øst og vest, udskifter fossilet med fremtid og investerer milliarder i batterier så store som landsbykirker. I horisonten lurer to elektriske kæmper; et sømændenes svar på civilisationens klimapagt.Her, på ruten der forbinder Aarhus’ kvælende urbane greb og Oddes vindbitte landskab, får fortidens dieseldampe snart konkurrencens kolde sved: Ikke én, men to katamaraner slebet og støbt under Tasmaniens himmel med hænder, der tidligere har leveret selvsamme rederis hurtigfærger. Maskinen, fremtiden, modernitetens evige brusen, og nu: Elektricitet.Og planerne stikker dybere end saltvand mellem skrog. Under overfladen summes der allerede om nummer tre, endnu et elektrisk skib, hvis fødsel kun mangler forlovelsen hvis ikke nogen blokerer invitationen. Der tales stort, næsten messende, om verdensførende elektricificering til søs; en kobling af teknologi og dansk snusfornuft så ambitiøs, at selv de mest forhærdede skeptikere må kigge op fra deres udløbsdatoer.For denne færgeforbindelse var ikke bare transport den var limen, broen, der lod Jyllands lerdamp løbe ind i øernes drømmende mylder. I dag skal broen dækkes med grønt, lyder det fra rederiets højderyg og slagne ord. For Danmark er denne investering mere end CO₂-friktion: Et skridt ind i et rum, hvor færgedrift og identitet skrives nøjsomt om.De kommende katamaraner massive, 129 meter lange dogmeraske tentakler mellem kystlinjer, 1.500 passagerer per tur, 500 biler gemt bag blanke batteripakker ventes at sabotere dagens verdensrekord i bilkapacitet på havet. En kløft bliver et åndedrag, for samlet vokser transporten over Kattegat med en fjerdedel. Men intet af dette standser ved promenerende passagerer og rullende elbiler. Kæmpen, født af kablede muskler, kræver ikke blot blanke linjer til søs, men hele kystlandskaber ombygget: Ladestationer med katedralers kapacitet, gigantiske systemer til strøm, så færgerne kan spise 25.000 kilowatttimer på en halv time mere energi, end en elbil ville fortære til at omkredse jorden tre gange.Højhastighed, ja over 40 knob, hver bølge brydes af tanken om at et transportapparat, der i dag huserer blandt landets fem værste CO₂-udledere, kan skrumpe sin klimaskygge med 132.000 ton årligt. Men størst er måske ikke tallene, men viljen: En deadline på to og et halvt år, hvor det enestående og umulige skal fødes og navngives og sendes i drift.Skyderstatens hjælp er ikke kun velkommen den er bremseklossens modsætning, det rygklap og det skub, der skaber momentum til milliardsatsningen og historiens ufravigelige retning. Der søges nu fra grønne puljer, hvor statsstøtte balancerer som en spændingsbue over milliardkortet. Sådan sprænges tavsheden: Færgeselskabernes brøl forvandles til elektrisk hvisken, og Danmark står midt i virvaret mellem fortidens tunge røg og fremtidens løfte. Elektriske bølger banker mod molerne, og et land, der altid har levet af overgange, tager et nyt skridt denne gang uden at efterlade sodspor i lyset over Kattegat.