Når brevduen vender næbbet mod sydøst En flyvende vildfarelse har ramt Syd- og Sønderjylland. Omkring 700 brevduer, der egentlig bar på drømmen om at vende tilbage til deres jyske dueslag, er forsvundet i regionens luftlag. Som små, fjerklædte racercykler mistede de pludselig retningen og ejermændene mistede nattesøvnen.35 duerelaterede eksistenser sidder nu og stirrer bedrøvet ud over dueslaget og regner på sandsynligheden for, at 700 stk. fjerede forsvundne vender hjem hvor nogle muligvis nu trisser rundt på et fortov i Esbjerg og ser mistroisk på en parkeringsskive.Duernes yndefulde flugt blev pludselig forvandlet til en slags kollektiv fjerforvirring, da vejrguderne sendte frontlinjer med kolde pust fra den ene side og varme kælestrøg fra den anden. Og hvordan orienterer man sig så, når man er et selverklæret navigationsgeni i dueuniverset? Åbenbart ikke. For ud af de 900 unge, der slap vingefri under kapflyvningen i Vejen, ramte de fleste ikke hjem, men i stedet Bramming, Haderslev og Esbjerg eller måske et busstoppested i Tønder.Det plejer ikke gå sådan, understreger en af de ramte, der efter fire årtier i faget troede, han havde set alt i brevduelivet. Men nu sidder han altså søvnløs, mens tankerne kredser om duernes eventyr i den forkerte ende af Jylland. \ Det er frygteligt,\ lyder det fra det jyske dueslags dybde, hvor bekymringen nu kradser værre end skoldhed tjære på en augustnat.De ældre duer fornuftige og afbalancerede som aldrende bedsteforældre var sluppet før ungerne. De fandt samtlige hjem. Kun de grønne, uerfarne flyvere forvildede sig. Måske har de sat sig i flok på et elskab i Egernsund, mens de kurrer bekymret om strømlinet navigation og vejrfronter, de ikke kan google sig ud af.Modet er dog ikke opgivet: Alle lokale opfordres til at finde deres indre naturobservatør frem. Finder man en vildfaren brevdue, opfordres man nu til at tage kontakt til de danske dueslags konsulenter. Måske flyver én enkelt af dem hele vejen hjem hvis bare den får et venligt puf i retningen af Nordjylland. For selvom fortvivlelsen hersker, lever håbet stadig mellem avissiderne og dueslagets brune brædder. Og måske, når vi mindst venter det, vender en forpjusket, lettere selvransagende due hjem, med historier om varme og kolde luftfronter, Esbjergs forstadshække og den slags eventyr, kun en vaskeægte brevdue kan fortælle.
Kapflyvningens triumf og tragedie: Brevduernes bortkomst i Syd og Sønderjylland Der hviler en tung stemning over de åbne marker og byers tage i Syd og Sønderjylland. Op mod 700 brevduer, tidligere et symbol på menneskets tillidsfulde partnerskab med fuglenes uforlignelige orienteringssans, er draget vild fortabt mellem de verdenshjørner, som ellers stod dem åbne. For ejere og entusiaster igen og igen knyttet til duernes vinger, er dette ikke alene et tab i nært og praktisk forstand, men en eksistentiel forvirring, hvis klangbund rækker dybere.Det var lørdag, at 900 unge duer slap deres kasser fri ved Vejen, løftet af forventningens vinde, deltagende i den årlige dyst, hvor menneske og natur indgår den sære pagt: At fuglen vender hjem. Men denne dag var der noget i luften ikke synligt, men mærkbart for de sarte instrumenter, som ethvert levende væsen besidder. En front, hvor kulde og varme nærmest i berusende dans fandt hinanden, lagde sine usynlige hænder over egnen. Duerne, fortrolig med rutens klarhed, stod pludselig som eksilanter i deres eget element.Hver vejrhændelse er udramatisk alene, men kombinationen kan forstyrre verdensorden. Duerne spredte sig, ikke mod hjemstavnen i Nordjylland, men mod havne, villakvarterer og grønne lunde i Haderslev, Bramming og Esbjerg. Flyendungesens loyalitet og målretning blev brudt og nu savner omkring 35 ejere dem, hvis vinger bar håb, men ikke formåede at vippe vægten mod hjemsøgt genkendelse.Erfarne folk, for hvem duernes tilbagevenden udgør sommertidens stille glæde, har aldrig set naturens roulette spille så skævt ud. Uvisheden, natlige tavsheden præget af indvendigt ræsonnement, blev lørdagens følgesvend for denne stemningens lille men uoprettelige katastrofe. Det, der plejer at bringe ro og daglig bekræftelse på verdens ordnede gang, gled pludselig ind i en mere grundlæggende uro. Hvor ligger hjem, når retningen er sløret?Alligevel har naturen en vis barmhjertighed. Henved 50 duer er fundet, delvist forpjuskede, men dog i live i de sydlige byer. Tilbage står dog spørgmålet til borgerne: Hvem vil lægge mærke til fuglen, hvis blikket bærer fejlen og hvem vil yde den hjælp, som kan bringe forbundethed, hvis ejeren kalder?Ser man det fra en vinkel, minder dette om selve det at miste retning: For fugle og for mennesket. Enhver eksistens kan fortabe sig men midt i tabet fødes der et håb, og også en invitation til ægte ansvarlighed: At række hånden ud, når det uvante forvilder sig ind fra horisonten. Måske er dette kapflyvningens sande drama ikke kun triumfen over distancen, men også prøvelsen, idet ruten bliver utydelig.Således kan Syd og Sønderjylland nu vække sig til indsigt: At ingen undertiden kan finde hjem alene, og at den prøvede forvirring binder alle levende sammen hvis mennesket selv vil tage ansvaret.
Tusmørkefugle på afveje: Syd- og Sønderjylland fyldes af hjemløse brevduer Der var egentlig lagt op til en begivenhed under de høje himle. I weekenden blev Vejen scene for det, man med både ærefrygt og tradition kunne kalde for brevduernes eget Tour de Force kapflyvningen, hvor cirka 900 unge duer skulle dyste mod elementerne, instinktet og hinandens vinger på den lange vej mod nord. Men sjælden har en kappestrid haft så magisk og tragisk et efterspil. Omtrent 700 duer er ganske enkelt væk. Syd og Sønderjylland genlyder nu af fremmedes vingeslag og forundrede tikken; duer i transit, pilgrimsfugle på flugt fra vejrets lunefulde sind.I det som skulle have været et velkoreograferet svæv, opløstes retningssansen i de dramatiske vejrskel, der omkransede området. På den ene side hang kulden, på den anden pressede varmen sig på; midt imellem, tappert og hovedløst, duens hoved. “Det er simpelthen frygteligt. Vi har aldrig oplevet lignende,” fortæller en dues ejer, hvis søvn blev knap så let natten efter.Normalt finder de hjem, duerne. Præcise som urværk, optrænet til deres helt egen luftbårne ritualitet: fra det brede Syd til det åbne Nord. Nu er de blevet gådefulde silhuetter blandt byens tage og provinsens marker. Haderslev. Bramming. Esbjerg. Nuværende hjem for cirka 50 af de savnede de første meldinger fra et land som pludselig rummer flere gådefulde gæster.De ældre duer indbegrebet af vovemod og rutine slap man løs først. De klarede kapet. Hjemme i slagene venter nu kun de tomme bure, ekkoet fra sirlige klap, og duerne, som ikke vendte tilbage. Mon de sidder nu, fortabte og forvirrede, på brøde- eller bagerbutikkers tage og venter på den rette vejrsprække? Måske får de øje på en venlig hånd eller et åbent vindue.Fortvivlelsen hos ejerne er ikke til at tage fejl af. En kollektiv afmagt. Men også, måske, en kollektiv mulighed: Den medmenneskelige kreds lukkes op kan du kende forskel på en due og en brevdues blik? Hvis den bærer ring, og virker forvirret, så gør det: Giv et kald til dueforeningen. Måske er det netop dig, der kan kalde tusmørkefuglene hjem.