Fremtidens Traktor Parkerer i Ringsted På en tilfældig gråvejrsdag i Ringsted kunne man måske, hvis man gnider morgentrætte øjne en ekstra gang, ane noget ganske uventet ude på marken. Nej, det er ikke synsforstyrrelser det er virkeligheden, der har indhentet selv science fiction-forfatterne: Traktorer, der arbejder helt på egen pote, uden pilot eller skæve frikadellemadder smurt i førerhuset. Og skyld skal man give den lokale virksomhed Nellemann Machinery, som nu har vasket støvet af støvlerne efter en inspirerende ekskursion til Japan.Bag importørens solide Ringsted-facade gemmer sig noget så eksotisk som en forretningsidé, der nærmest dufter af fremtiden: Selvkørende traktorer. Ikke helt på månen endnu, men kun ét japansk skævt smil fra. For netop dér på fabriker og udstillinger i Solens Rige fik direktør Kristian Refnov, salgschef Lars Rævsager og produktchef Martin Hvidsten for alvor øjnene op for, hvor tæt på robotterne allerede er på at indtage landbruget. At være inviteret til Kubota-land skyldtes ganske vist salgsbrag ude i Europa, men trioen fik til gengæld en dosis teknologi-chok, der kunne tage pusten fra selv den sejeste Ringsted-bonde.Allerede fra første skridt ind i udstillingen blev selskabet mødt af Kubotas fremtidsbud af den slags, der får børn til at tabe mælketænderne i overraskelse: Visionære traktormodeller, så blanke, at de næsten selv kunne spejle fortiden. Turen videre bød på både risplantere, rishøstere og 100-hestes autonome traktorer. Maskiner, der var lige så selvkørende som en teenage-dreng i en netcafé bare med mere pålidelige resultater.“Det var virkelig en indsigt. At stå midt i fabrikssalen, mærke sveden, høre maskinernes summen og mærke kulturen det slog mig, hvor gennemsyret alt er af ordentlighed. Det forstår man bare ikke fuldt ud fra et katalog,” fortæller Kristian Refnov, stadig med lidt overraskelse i stemmen.Det særlige forsonende bånd mellem den 125-årige Ringsted-koncern og de 135-shinende japanske år er ikke til at tage fejl af. Det handler ikke om hurtige handler eller oppustede slogans, men om den insisterende, daglige driftssikkerhed, der gør, at både maskiner og virksomheder ikke falder sammen på midten, hvis vinden vender fra øst til vest.Rejsen gennem Kubotas teknologiske univers en slags Tokyo for traktorfans afslørede, hvor langt japanerne faktisk er på AI-fronten. Kristians reportager herfra grænser til det mytiske: “Vi så med egne øjne en maskine, der kunne høste ris på egen hånd. Den vender ikke bare om, fordi den bliver træt. Det er som om, vi så begyndelsen på næste kapitel i landbrugets historie.”Selv om Ringsted endnu ikke er overrendt af selvstyrende monstre i orange lakeret blik, så er visionen klar for Nellemann Machinery. Kubotas mantra For Earth, For Life er sat i hak sammen med maskinernes bæredygtige egenskaber: Maskinerne skal ikke bare være store og prangende, men holde, skåne jord og sikre adgang til mad og vand. Ikke så meget hurlumhej, men grundighed. Ikke hurtige fix, men langsigtet omtanke.“Man læser det i brochurerne, men det var først, da vi stod i Japan, at vi fattede alvoren bag,” fortæller Kristian Refnov. “Det handler om mere end bare at køre hurtigt på en lige mark. Det handler om at give noget videre til næste generation, til hele kloden, til den danske muld.”Om fremtiden tager form med robottraktorer, der snor sig elegant mellem kålroerne på Sjælland, er ikke længere et spørgsmål om “hvis”, men om “hvornår”. Og klapper man sig selv lidt på låret ude på Ringstedegnen, kan det tænkes, at man allerede nu mærker en lille metallisk vibration under den fede, danske muld et tegn på, at selvkørende teknologi har parkeret fremtiden på første parket i Danmarks hjerte.
Maskintid og menneskehånd Ringsted åbner porten til det selvkørende landbrug Langs de bølgende marker omkring Ringsted har morgendisen ofte været indhyllet i traktorers brummen og en bondes tavse blik over jorden, der skulle dyrkes. Men tænk, om vintertågen i stedet blev gennemskåret af maskiner, der uden menneskehånd styrer efter årtusinders gamle dyder ordentlighed, tålmodighed og jordbundethed men med fremtidens teknologi under det orange skjold.Drømmen udgår fra hjertet af Ringsted, hvor Nellemann Machinery nu for alvor kaster anker i den teknologiske fremtid. Det er ikke længere nok at blot levere stål og diesel; det er nødvendigt at forstå maskinens væsen, dens historie, dens samvær med marken og dens betydning for den, der dyrker den.En rejse er ingen ydre motion, men en indre hændelse, sagde man engang. Og da direktør Kristian Refnov, salgschef Lars Rævsager og produktchef Martin Hvidsten for nylig rejste til Japans dybe maskinrum indbudt i anerkendelse af det salgsarbejde, deres virksomhed har ydet blev det til mere end en handelsdelegation. Det blev en konfrontation med det, der tager os ud over os selv: mødet med en vision om en maskine, der ikke længere har brug for en fører.Inde under Kubotas store skyline folder fortid og nutid sig ud i ét. Her er den industrielle strømflyden ikke et fravær af det menneskelige, men manifesterer sig i alles ærbødighed for maskinens længsel efter at virke ret ikke kun effektivt. Ordentlighed har altid været indlejret i jern og tanke, men også i selverkendelsen af at være til for noget større end sig selv sådan lød Refnovs refleksion, da han stod midt i maskinværkernes varme, hvor designere og ingeniører arbejder side om side om at sikre fødevarer og rent drikkevand for kommende slægter.For Nellemann Machinery, som selv bærer en fortid på 125 år, er længden af virksomhedsliv ikke noget, man bryster sig af; snarere erkender man ydmygt, at når man lever i lentoskifte mellem fortidens ro og fremtidens rastløshed, bliver det afgørende, ikke at miste forbindelsen til det grundlæggende: At vi, maskine eller menneske, ikke blot er her i dag, men også i morgen.På Kubota Technology Institute så man rishøstere og 100 hestes traktorer, der manøvrerede uden fører. De er allerede del af virkeligheden i Japan, hvor ikke alene de teknologiske bedrifter, men også de etiske ansvar bliver taget alvorligt. Ingen ønsker en fremtid, hvor menneskets arbejde og land brugets traditioner tabes i digitalt stormvejr. Men her opstod spørgsmålet: Kan det teknologiske løsøre virkelig være bærer af samme grundighed, samme respekt for markens rytme, samme evne til at forlade sig på, at jorden er mere end en økonomisk resurse? Kan maskinen muligvis forvalte fædrenes arv?I Kubotas motto, “For Earth, For Life”, lød et ekko fra mødet mellem krav og omsorg. I over 135 år har man tænkt langsigtet; ikke i maskinernes storhed, men i holdbarhed, driftssikkerhed og beskyttelse af jorden. I denne tanke fandt Refnov og hans kolleger genklang af eget værdisæt og behovet for at skabe et maskinlandbrug, hvor udvikling ikke betyder forarmelse af det, vi er rundet af.Nu står fremtiden på tærsklen til Ringsteds jorder. Den maskine, der kører uden fører det er ikke kun et teknologisk kvantespring, men også en invitation til at gentænke, hvordan vi sameksisterer med det, vi skaber.Snart vil bonden måske se sine marker blive dyrket uden at sidde i traktoren og måske vil han opdage, at det alligevel er hans ordentlighed, hans udsyn og hans hjerte for jorden, der lever videre i maskinen. Maskinen, der forener fortidens påpasselighed og fremtidens muligheder.
Fremtidens traktor tager fusen på Ringsted. Du kører ad landevejen uden andet selskab end lærker og lugten af nypløjet muld, og så — et syn fra en fjern fremtid, eller er det bare virkelighedens komme? For på marken arbejder traktorerne stille, monotont, målrettet. Uden fører. Uden stemme, men dog ikke uden styring. Maskiner, der har sluppet hænderne fri og alligevel arbejder i takt med landmandens drøm.Bag denne lille revolution, der nok kan tage pusten fra en dansk bondemand og vække genklang hos både skeptiske sjæle og fremtidsdigtere, står Nellemann Machinery fra Ringsted. En virksomhed, der netop er vendt hjem fra en odyssé i teknologisk poesi — Japan. Her, hvor risplantere og ris-høstere allerede glider over rismarker uden menneskehænder på rattet, fandt direktør, salgschef og produktchef svarene på, hvordan morgendagens landbrug maskiner tager form. Ikke som drømme, men som bankende virkelighed.Direktøren fortæller — man ser næsten fabriksgulvet glimte i hans blik — at den japanske ordentlighed og maskinernes historie ikke blot kan læses i brochurer, men skal indåndes, mærkes under fødderne og forstås fra stålets kim. Han slår ud med armene og finder ordene om livslang holdbarhed, en arv i slebent stål. For hvem er vi, hvis ikke vores historie? Kubota og Ringsted har banket på portene til verdens landbrug i tilsammen over 250 år. Ingen døgnflue. Hverken i Japans byger eller Sjællands muld.Men stjernestøvet blev ikke kun hængende i selskabslokaler og fabriksbesøg. Det var på Kubota Technology Institute — det videnskabelige laboratorium, hvor kode, kunst og køremaskiner smelter sammen — at science fiction blev nutid. Testbaner, hvor AI og stål mødes i et elektrisk nu, og hvor Ringsteds egne kunne se traktorer på over 100 hestekræfter, planter og høstere navigere uden andet formål end dét, de var skabt til.“Når vi ser de maskiner, får vi næsten åndenød,” fortæller salgschefen, “for vi aner, at dansk landbrug, og måske selve tanken om at drive jord, står over for noget så radikalt, at vores selvbillede får et hak i lakken.”Det handler dog ikke om at bygge større, vildere, eller at jagte det spektakulære for enhver pris. Den japanske filosofi — at maskinen skal tjene jorden og mennesket, ikke spille Guds rolle — gennemsyrer alt, hvad de gør. Bæredygtighed her er ikke bare et modeord, men et vilkår, en nødvendighed presset frem af flere århundreders sårbar balance mellem menneske, maskine, marker og måltider.Det var først i Nippons let fugtige morgenlys, at alvoren gik op for den danske delegation: Kubotas løfte om fødevare- og vandforsyningssikkerhed er ikke for drevent pr, men en urhistorie, skrevet med sorte tegn på rispapir — og nu, måske, på dansk jord.Måske vil folk på gader og stræder i Ringsted snart klø sig i håret, når de ser førerløse maskiner arbejde sig igennem det danske landskab. Det kan virke uvirkeligt — men under overfladen rører fremtiden allerede på sig. Maskinerne er klar, og det samme er menneskene bag dem. De vil ikke kaldes døgnfluer, men pionerer. Jordens udstrakte hånd til maskinens sind.Grænsen mellem science fiction og markarbejde har aldrig ligget tyndere i Ringsted. Måske er den allerede visket bort.