Kendt kok i opråb: Hent din mad selv Det er hverdag. Regnen lister ned ad vinduet, og sofaen føles som et område af højtrafikeret dovenskab. Så hvad gør man? Man swiper. Man klikker. Man indtaster sit postnummer, og så er delivery-livet en realitet. Men nu kommer et råb fra madfrontens skyttegrav: Drop app’en, grib jakken og hent din mad selv.Kokken Umut Sakarya har fået nok. Ikke flere kolde pomfritter pakket i kondensbakker, ikke flere slatne burgere, som engang har set en grill, ikke flere dyre regninger for mad, der aldrig når over stuetemperatur. Næste gang han mærker leveringsapp-trangen snige sig ind, tager han kampen op med sit indre dovendyr.“Man bliver skuffet, når man får kold mad til den pris,” siger han, og man mærker lettelsen over at sige det højt. Han har prøvet det igen og igen. Sidste gang løb bestillingen op på over 600 kroner — med samme triste resultat. Hvad er prisen på dovenskab? For Umut, mindst én gang kold aftensmad for meget.Bag de mange bagdøre og cykelbude gemmer sig nemlig en sandhed, som han mener, de færreste kender til. Når man klikker “bestil”, så rækker man samtidig ud efter et system, hvor både priser og madkvalitet forlader køkkenet på lånt tid og penge. En god bid af beløbet — helt op til 35 procent — forsvinder ned i digitale lommer hos leveringsplatforme som Wolt. Det er penge, han gerne så brugt på kokke, råvarer og husleje ude i virkelighedens restauranter.“Jeg tror, langt de fleste vil opleve, at der er mange flere fordele ved at hente maden selv,” siger han til TV 2 Kosmopol, mens han sikkert allerede forestiller sig duften af varm mad, man kan tage med hjem, uden at den skal køre sightseeing rundt om Søerne.På Instagram, hvor hans følgerskare kan fylde et mindre stadion, luftes frustrationerne for fuld udblæsning: Det er ikke bare transporten, kundeprisen betaler for. Det er en rutsjetur mellem gebyrer, skjulte procentsatser og algoritmeoptimeret profit.Hos flere københavnske restauranter flyder misfornøjelsen også på overfladen. De kan bekræfte det, man mistænker: På appen er maden dyrere, og hemmeligheden ligger i, at mad-app’en hugger til med ekstra procentgebyrer. For kunderne betyder det festlige fejltagelser, hvor take-away-maden både koster mere og smager af mindre.Idealet om “den samme pris uanset bestillingsmetode” lever dog i bedste velgående på den anden side af balancen. Mikkel Tofte, kommunikationschef hos Wolt, mener, at Umuts matematik ikke holder. “Wolt er et tilbud om ekstra ordrer og mersalg,” siger han og understreger, at restauranter ikke mister deres kerneforretning — de får bare lidt ekstra ind over disken, hvis de gider lege med.De 5.000 restauranter, der har meldt sig under Wolt-fanerne, udgør nemlig kun halvdelen af alle Danmarks spisesteder. Resten, de henter stadig gryderne selv. Og måske skal man netop læne sig op ad det lokalpatriotiske. Give sig selv muligheden for at få sprødheden, dampen og duften med hjem — og samtidig støtte den lokale kebabmand, den gamle pastamutter og alle de små, du aldrig ser i din leveringsapp.Man kan sige, hvad man vil om tidsånden — men kolde pommes frites klæder ingen. Ha’ det som Umut: Smid nattøjet, blæs på app’en, nyd turen og hent din mad. Nogle gange er det nemmeste ikke det bedste — hverken for dig, restauranten eller maden på tallerkenen.
Varme måltider og kolde sandheder: En kok trækker gardinerne fra for mad-leveringens pris og konsekvens Som en sulten sjæl sent på aftenen kan det synes bekvemt og næsten nødvendigt at trykke på en knap, og lade aftensmåltidet manifestere sig ved ens dør. Men virkeligheden, den er koldere end den lune pizza, der ankommer i en svedig papæske dette påpeger Umut Sakarya, kendt kok og madformidler, i et iltert, men overvejet opråb: Hent din mad selv.Det moderne menneske står over for et valg, der i al sin enkelhed gemmer på dybe dilemmaer. I praksis dækker valget blot over to muligheder at træde over dørtrinnet, eller at lade papposen møde ens hoveddør som lempeligt kastet af en fremmed hånd. Under denne polerede bekvemmelighed gemmer sig, hvis man tør se, et økonomisk og etisk regnestykke med knaster og tornede kanter.For Umut Sakarya er sagen gennemprøvet og bitter: Gentagne gange har han med åbent sind og tom mave modtaget kold og ringe aftensmad. For nylig lagde han 600 kroner ikke kun penge, men forhåbninger i hænderne på en af de platformsbaserede leveringstjenester. Oplevelsen var som gentagelsen af et gammelt mislykket eksperiment: Kold mad til en varm pris. \ Man bliver skuffet, når man får kold mad til den pris,\ siger han, og der ligger i disse ord en kritisk balance mellem forbrugerens forventning og oplevelse.Mellem den varme gryde i restaurantens køkken og det hjemlige bord snor sig et usynligt og komplekst system, hvor tid og penge fordufter. Ifølge Sakarya er 25-35 procent af ordreprisen på takeaway fravristet restauranterne af leveringsplatformene. Dette er ikke kun omkostninger ved bringeservicen, men et sug fra restauranternes økonomiske reserve, det livsblod der skal sikre løn, råvarer, skat og leje.Man kunne tro, at valget om at betale ekstra alene betød komfort, men det er sjældent sådan, menneskets beslutningsprocesser fordeler skyld og ansvar. Kan man nøjes med at tænke på egen magelighed, når den medfører, at restauranterne enten mister indtjening eller må hæve priserne for at kompensere for platformens bid? For nogle steder er forskellen mærkbar: TV 2 Kosmopol har påvist, at syv restauranter i København tager mere for samme ret bestilt på Wolt end over skranken. Forbrugeren risikerer således at betale både for bagvejens dyrere hovedret og for transporten.Samtidig mangler bevidstheden. Ifølge Sakarya kender de færreste den egentlige prissætning; de tror, at ekstraomkostningen alene betyder bragt mad. De færreste ved, at leveringsplatformenes forretning ikke blot er fragt. På denne baggrund opfordrer han til, at vi løfter blikket at vi ser byens restauranter for hvad de er, og vælger at hente maden selv. Den, der rejser sig og bevæger sig mod en restaurant, modtager ikke alene maden varmere; vedkommende støtter også de små steder og sparer penge.Hertil kommer det principielle spørgsmål om, hvem der bestemmer over maden og pengene. I leveringsplatformenes model skal prisen på en ret være ens uanset hvor og hvordan, men flere restauranter hæver med god grund priserne online. Dette modsætningsforhold mellem platform og restauration, mellem digital infrastruktur og byens materielle understøttelse, er ikke let at forlige. Kommunikationschefen for én af platformene afviser kritikken og fremhæver de ekstra kunder og ordrer, de bringer. Han insisterer på, at restauranternes økonomi ikke lider, men forbedres.Men i dette spørgsmål hvor systemer og relationer er filtret ind i hinanden risikerer den kolde rationalitet at drukne erfaringen af den konkrete virkelighed: maden, der taber sin varme på rejsen, venskabet mellem gæst og vært, og det finmaskede net af forpligtelser, som byens restauranter rejser på skuldrene af. Leveringsplatformen lover det lette, men den tunge pris bæres måske af dem, der ikke flytter sig.Når man samler det hele, skinner et uafviseligt spørgsmål igennem: Er det den lette løsning værd at betale den dybe pris for? Med et enkelt greb på telefonen fjerner man sig måske ikke kun fra restauranten, men også fra byens ånd og fællesskab. Og så står vi måske tilbage ikke kun med kold mad, men med tomme hænder.
Koldt måltid, høj pris: Kendt kok langer ud efter takeaway-tjenester Af og til sniger dovenskaben sig ind ad døren. Ordet “overskud” blafrer som en serviet i vindueskarmen, og håbet om hjemmegjort lykke bliver effektivt afløst af funktionen “bestil nu.” Med eet tryk på mobilen er aftensmaden sikret - eller er den?Bag kogeøens blus og Instagram-storyens hele ængstelighed står den velkendte kok Umut Sakarya. Hans stemme bæres frem af både harme og måske et stille håb om, at vi som samfund kan gøre det lidt bedre. Her er mad nemlig blevet til et spørgsmål om vaner, om teknologiens dovne frihed, om kolde pommes fritter i en papkasse til prisen for en mindre designlampe.“Når man giver over 600 kroner for mad, forventer man faktisk, at smagen følger med. Men maden er kold. Hver gang!” erklærer Umut med indignation på både skrift og billede, serveret for sine 347.000 følgere. For de blå jakker, elcyklerne der snor sig mellem biler og fortovsblomster, lover mere end de holder. Kvaliteten matcher ikke prisen og det er et nationalt problem, ikke bare et individuelt.“Det er lidt ligesom PostNord bare med mad,” siger han med et lunt smil, der dog hurtigt slår revner. For bag den elegante sammenligning gemmer sig alvorlige proportioner. En stor bid op mod 35% af retten, som lander på spisebordet, ender nemlig på leveringstjenesternes saldo, ikke restaurantens. Pengene, man tror gavner den lokale grill eller pastahus nær hjørnet, forsvinder i algoritmer og venturekapital.Og følger man sporet til byens travle restauranter, bliver uligheden endnu tydeligere. I København er retter flere steder billigere, hvis de hentes i hånden varme og direkte fra gryden end hvis man trykker på “lever hurtigt.” Mange indehavere føler sig tvunget til at skrue prisen op på menukortet digitalt for at kompensere gebyret, der tages bid for bid og som forbrugeren betaler dobbelt op.Hos Wolt lyder det dog, at dette er et tilbud, et ekstra sæt bestillinger, ikke en trussel. At forskellen i pris er et fortællingskneb; et forkert regnestykke. For den sultne københavner betaler ikke bare for den hurtige løsning, men for endnu et led mellem sult og mæthed. Ifølge platformens talsmand skal der herske ens priser men markedet taler et andet, dyrere sprog.Mens cykelbudenes pedaler snurrer og poser fyldes, får Umuts opfordring stadig flere følgere: Gå selv. Træd ud i gaden, mærk frosten eller aftencentimetrene vimse om næsen. Hent maden selv, så du kan støtte den lokale ildsjæl direkte, få din ret varm og uden besparelserne forsvinder til teknologiske mellemled.I sidste ende, mellem det uundværlige dagligdagskaos og den bekvemme klikmentalitet, beder Umut ikke om meget. Han spørger, om vi kan røre os bare lidt mere. Om vi kan vælge varme over vane og byttede procenter for nærvær. Måske vi allesammen, bare for en stund, skal lade telefonen hvile og i stedet hente vores mad i hånden om ikke for smagens skyld, så for almindelig ordentligheds.