Lignende artikler; 1
Kuglelyn på græs: Clara Tauson sprænger rammer i Wimbledon Af ham, du ikke kender, men som altid har en kuglepen ved hånden.Wimbledon har måske engang været et sted for velfriserede britiske fletninger og jordbær med fløde, men det er nu også scenen for Clara Tauson – den danske tordenkile, der i dag slentrede videre til fjerde runde. Eller, rettere, hun for op ad banen som en lynkineser, der ikke havde tænkt sig at løbe tør for krudt.Hovedpersonen selv så allerede en smule forpustet ud kort efter sejren over Elena Rybakina, kvinden med det store trofæ fra tidligere år og, ifølge folkemunde og Tennisskriverier, det skarpeste græsnetværk syd for Nordpolen.\"Jeg slog en, der måske er allerbedst på græs i hele verden. Jeg gjorde det på en skør måde,” udtalte Tauson med en blanding af skræk og fryd og den slags fjollede selvironi, der opstår, når virkeligheden pludselig føles som et eventyr skrevet på et forkert sprog.Hun hujede ydmygt, mumlede noget om at ”have verdens heldigste dag”, især med en drabelig bold i første sæt. Hun indrømmede, at hendes sejr var en slags naturligt mirakel, der kun opleves én gang i mellem – eller måske aldrig for mange.”Jeg har aldrig vundet en kamp i hovedturneringen på det her underlag før, og nu er jeg i fjerde runde. Det er skørt,” sagde hun, så man næsten kunne høre hende slå ud med armene og tænke, at Wimbledon måske er en slags eventyrslot med forvoksede bøgetræer og baner, der kun vander sig selv, hvis man danser skørt nok ovenpå dem.På tribunen sad folk med små flag og klemte deres nerver sammen som sandwichbrød. Tusinder blev bløde i knæene over så urimeligt heldige netrullere, så frække flugtninger og det store, undskyldende smil fra hovedpersonen. Ingen kunne helt regne ud, om de så begyndelsen på noget stort, eller bare et vildt glimt i et tenniseventyr fyldt med uventede heldeslag.Men lad nu analysen ligge. Clara Tauson er videre, og Wimbledon er pludselig en dansk legeplads. Måske var det held – måske var det genialitet – måske, bare måske, er det begge dele på én gang, og hvem har egentlig brug for facit, når græsset stadig er grønt og himlen næsten britisk blå.Fjerde runde venter, og alt er tilsyneladende stadig muligt, hvis man tør tro på skøre spilleregler og har en ketcher i hånden og lune kartofler i skoene.
Mod det umuliges rand: Tausons triumf på Wimbledons græs Intet menneske møder sin skæbne med fuld klarhed, og alligevel står vi her, foran et stykke dansk sportshistorie udfoldet i Londons klassiske grønne aftenskær. Clara Tauson har besejret den Roland-prægede mester, Elena Rybakina, og sætter således et mærkeligt, nærmest ubegribeligt, fodaftryk midt i det engelske plænetæppes traditioners uafbrudte strøm. Det sker, som virkede enhver sandsynlighed opgivet på forhånd, drevet af et lykketræf, et uforklarligt sammentræf af stolthed, held og sved.Hun står bagefter, som et menneske blottet for forfængelighed overfor det overvældende. \"Jeg slog en, der måske er allerbedst på græs i hele verden. Jeg gjorde det på en skør måde. Jeg var mega heldig i første sæt på nogle bolde. Især på hendes første sætbold. Enten er jeg verdens bedste, eller også var jeg mega heldig,\" siger hun til DR – og hendes ord gælder netop denne tvivl, der flytter sig et sted imellem latter og alvor, mellem begivenheden og dens fortolkning.Tanken melder sig: Mennesket, alt for menneskeligt, står i sit højdepunkt aldrig helt fri. Hemmeligheden ligger ikke i sejren alene, men i bevidstheden om hvor skrøbelig den er; et øjeblik, hvor verdens gang kunne have drejet den anden vej, og det kun havde været heldets tunge, der vippede vægtskålen.Tausons egen forundring er ærlig, dens klarhed skaber rum for læserens eftertanke: \"Jeg har aldrig vundet en kamp i hovedturneringen på det her underlag før, og nu er jeg i fjerde runde. Det er skørt.\" I dette \"skørt\" finder man ikke bare undren, men også frisættelse. Det er ikke kun resultatet, men opdagelsen af muligheden i det umulige, der rummer sportens drama og menneskets uvished.Og således bliver kampen mod Rybakina mere end en tenniskamp: et drama, hvor individet møder magtens tilfældighed på verdensscenen; hvor handling og held udgør hinandens forudsætning, og hvor intet kan tages for givet – ej heller, at græsset nogen sinde vil føles ligeså grønt igen.
Wimbledon, dette underlige, grønne teater Man siger, at græsset er grønnere på den anden side. For Clara Tauson har det aldrig været grønt nok – før nu. I dag, under de velsignede engelske skyer, væltede hun ind på tennisverdenens fineste scene og besejrede Elena Rybakina, tidligere mester og måske verdens bedste på dette pirrende underlag, hvor hver bold ruller som skæbner i miniatureformat.Fra tribunen var publikum mere end medlevende – de var elektriske, og kasketterne blev drejet mod solen, som om de forsøgte at snige en smule dansk sommer ind på anlægget. Tauson selv var blevet mere end svedig på begge håndflader. Hun kunne have lignet en, der altid har ejet denne græsplæne, men den nyfundne arrogance var kun påtaget. Heldig eller genial? “Jeg slog en, der måske er allerbedst på græs i hele verden. Jeg gjorde det på en skør måde. Jeg var mega heldig i første sæt på nogle bolde. Især på hendes første sætbold. Enten er jeg verdens bedste, eller også var jeg mega heldig,” kom det fra hovedpersonen bagefter – et grin midt i interviewets let rystende alvor.For hvad er det for et spil, dette tennis? En dans mellem held og timing, styrke og tilfældighed; man kan træne sig til døde, og alligevel snubler præcisionen på græsset over sin egen skygge. Tauson har aldrig vundet en kamp i hovedturneringen på dette underlag før. \"Nu er jeg i fjerde runde. Det er skørt,\" indrømmede hun – stadig badet i den usikre sol og med det grønneste græs under fødderne.Det er ikke til at afgøre, om det var lykkens lune eller årtiers plan, som med ét strålede ned over hende. ”Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være mig,” lød det. Men det var hende. På Centre Courts stærke plæne, hvor forsøget vinder over fortiden, og hvor ingen kan sige med sikkerhed, om vejrguderne næste gang byder på sol eller regn.En ny dansk fortælling spadserer nu rundt i Wimbledon – vaklende, flabet og måske endda skør. Græsset er nu ganske grønt under Clara Tausons fødder, uanset hvor britisk det end måtte være.