Lignende artikler; 1
Eventkonge får fængselsdom: Millioner rullede ud af bussen – og ind i historiens største coronasvindelPå en torsdag, der næppe sætter sig på danmarkskortet som århundredets lykkeligste, blev Peter Bindner og Eva Lindblad Pedersen i Københavns Byret dømt til tre og et halvt års skyggefuldt ophold bag tremmer. De to partnere – både i forretningslivet og kærlighedens vingeskudte arena – blev endvidere tildelt bøder, der ville kunne finansiere syv splinternye bybusser eller omtrent 14.000 rullende koncerter på sjællandske landeveje: 28 millioner kroner hver.Sagen, der nærmest folder sig ud som en moderne, musikalsk dannelsesroman med twist af double jeopardy, begyndte under coronaens tomme gader. Her stod det kreative par ikke kun for arrangementer – de stod angiveligt også for at arrangere budgetter, der voksede sig større end koncerternes publikum. For det var netop sådan det gik til, at en håndfuld rullende koncerter på en bus med åbent tag – der under normale forhold ville have kostet ethvert byråd omkring 1,3 millioner kroner – i Bindner og Pedersens udgave løb op i næsten 25 millioner.Slots- og Kulturstyrelsen, der sjældent har for vane at hoppe på første og bedste festbus, lugtede uld i budgetterne og krævede 10,7 millioner kroner tilbage, efter millioner var drysset ud over koncertbussen som glimmer fra en klovneparyk.Men pengene var væk. Hos anklagemyndigheden mente man, at leverandørerne blot havde modtaget 2,8 millioner, hvormed der var røget hele 9,2 millioner kroner i den gale retning. Bindner nægtede at betale – og måtte, som en tragisk variant af eventyrprinsen, sande at man ikke kan danse uden at betale spillemanden. Konkursen var personlig.Torsdagens dom blev til, efter slotsherre, dommer og to lægdommere vurderede, at beviserne både dansede og sang: Her var svindel, her var fuldt overlæg, og her var ikke meget tilbage af den uskyld, der i sin tid trillede over asfalten i koronaens navn.Bindner og Pedersen ankede straks – skiftevis med påstand om frifindelse og, skulle nu retfærdigheden alligevel snuble, i det mindste lidt medlidenhed. Indtil da må byrettens saga om den rullende musikbus stå som et epos over grænseløst initiativ – der aldrig helt fandt sin plads i virkelighedens regnskaber.
Den store forførers dom – når bedraget bliver vor tids fortællingDer kommer et tidspunkt, hvor virkelighedens støv lægger sig. Den krystallinske prisme, hvori dømmekraft og tillid bliver spejlet, slår revner; og ud af disse revner vælter historiens kontante alvor.Det var under pandemiens skygge, at Peter Bindner og Eva Lindblad Pedersen formede deres eget tableau over fortidens narrestreger – her blev virkelighedens omkostninger pludselig fiktionaliseret, og budskabet fra magtens skriveborde forvredet til klingende mønt. Hvor samfundets handsker pådrog sig ansvaret og forvaltede frygtens praktiske nødvendighed, fandt et andet forehavende sted: En rullende koncertbus blev både scene og aktør i et skuespil, hvor regnestykket forvandlede den faktiske udgift – 2,8 millioner kroner – til en opblæst og mytisk sum på knap 25 millioner. Her, i retssalens kolde filtlys, erklærede dommeren og lægdommerne nu disse handlinger for det, de var: svindel med overlæg. Retssamfundets alvor toner frem, og straffen falder – tre et halvt års fængsel og bøder, der i summen overgår selv den mest fantasifulde formodning om berigelse.Det slørende slør, der lagde sig over myndighed og offentlighed, hvor millioner flød ud af statskassens åbne dør, er nu revet bort. Tilbage står spørgsmålet: Hvilket sprog skal vi bruge om denne tid, hvor solidaritet blev underløbet af spekulation; hvor tillid blev forvaltet som pant i fremtidig forvanskning?Domstolens rationale er ikke kun et svar på den enkelte skyld, men udtrykker også en fordring: en etik, der står åben ind mod samfundets fælles anliggende, og samtidig bærer på det uafrystelige krav om gennemsigtighed og ansvarlighed. Alt andet ville være en kapitulation til fortællingens tomme patos.Bindner og Pedersen agter at anke dommen – at kræve frifindelse, eller i det mindste mildere afgørelse. Men uanset rettens kommende ord står dette fast: At vi som fællesskab i en krisetid må værne om den åbenhed, hvis fravær altid inviterer bedraget. Der, hvor bedraget vinder, bliver ethvert fællesskabs håb forvandlet til kolde tal og tabte tillidskonti.Rundturen med den åbne koncertbus blev fortællingen om mere end musik – den blev en påmindelse om, at ethvert ansvar rækker ind i anonymitetens tid, hvor kun fortættet alvor og etisk hensyn kan modstå spekulationens forførelse.
Københavns Byret som spejlsal – en fortælling om svindel, scener og sammenbrudAf dommerens hammer svinges en klar tone; i dag runger dommen hårdt gennem den bevægede sal. Eventmanden, Peter Bindner, og hans partner in crime og kærlighed, Eva Lindblad Pedersen, er med resolut retfærdighed blevet tildelt tre et halvt års fængsel hver – og bødens støvregn på op til 28 millioner kroner falder som bly på skuldrene.I centrum for denne vore dages folkekomedie står den svimlende idé: “lade det køre”, bogstaveligt talt, med otte koncerter rullende gennem Kongerigets asfalt på en bus med åbent tag. Lyder det ikke som en drøm i pandemiens døs af ensomhed? Men som billederne opløses og røgen fra scenekanterne letter, træder regnskabets time frem. Hver billet har kostet mere end nogen publikummer ville betale – på papiret nærmest 25 millioner for de famøse otte busrejser gennem byen.Slotte, kultur og kroner – det lyder som et nationalt eventyr. Men Slots- og Kulturstyrelsen regnede på tallene, og på deres bagside blev eventyret til et regnestykke med streg under svindel for 7 millioner. Arrangementet, sagde de, burde koste omkring 1,3 millioner. Men illusionen var blevet materiel; marionetterne trak i flere tråde end tilladt. Vi husker, hvordan byen var forvandlet af usynlighed; han og hun kunne ane frihedens spirer i grantæppet af støttemidler. De nægtede, nægtede – og da egenkapitalen forsvandt ned gennem sprækkerne i Bundlinjens gulv, indløste Peter personlig konkurs.På papiret dansede leverandørbetalinger forbi; ikke mere end 2,8 millioner kroner, mente anklagemyndigheden. Men det, som staten blev snydt for, rejste sig som et spøgelse: 9,2 millioner kroner. Den kendsgerning forsvandt ikke, men blev stående midt på scenen.Nu, hvor scenetæppet trækker sig tilbage, siger de to: vi appellerer, vi vil frifindes. For det er jo også en slags frihed – at ville bortforklare, at ville tage den sidste dans. Eller i det mindste, at håbe på en mildere dom.Mikrofonen tabes ikke i dette drama: Alt for meget, alt for hurtigt, alt for gådefuldt – det var illusionens højsang. For tiden vil dømme, og spørgsmålet hænger tilbage i salen, i årets grå lys: Hvem er det næste, der træder op på scenen? Og var det pandemiens usynlige kulisse, der fik eventmagerne til at tro, at virkeligheden kunne bæres på hjul gennem gaderne – uden at nogen så regningen komme?